Troels Runge

Disintermediering er en af de strategier, der i stigende grad benyttes af politikere på de sociale medier, når de ønsker at italesætte svære spørgsmål. Det sker for at få budskaberne klart og tydeligt igennem både på de sociale medier og i massemedierne, uden for meget støj og redigering fra journalister og medier. Onsdag 27. februar leverede Özlem Cekic et skoleeksempel på, hvordan disintermediering skal skæres. Mere om det senere.

Forestillingen om disintermediering bygger i høj grad på et andet begreb, redaktøransvaret, som er et centralt element i massemediernes strukturer. Derfor taler man ofte om begrebet disintermediering i relation til journalistikken, i den forståelse at en given afsender har til hensigt at omgå den kritiske journalistiks nyhedskriterier og redigerende funktion. Man vil med andre ord omgå gatekeeperen, som udvælger hvilke emner, der har nyhedsværdi og dermed fortjener mediering. Gatekeeperrollen er behandlet udførligt i fagliglitteraturen, lige fra Leo Löwenthal, Kurt Lewin, David Manning White og frem, og hvor journalistens rolle som redaktør af den medialiserede virkelighed skal finde legitimitet på baggrund af næsten institutionaliserede begreber som nyhedskriterier – aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation, og konflikt – og i det moderne demokrati, hvor medierne har indtaget rollen som ’den fjerde statsmagt’.

I forhold til det danske samfunds organisering har professor på CBS Anker Brink Lund i sin delrapport i magtudredningen fra 2004, med den meget sigende titel Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, behandlet redaktøransvaret og her skrevet at ”udenfor journalisternes professionelle kreds, defineres nyhedsinstitutionen da også jævnligt som „den fjerde statsmagt“, der ikke kun skal kritisere og kontrollere andre magthavere, men også selv besidder autoritet. Derved pålægges nyhedsinstitutionen et politisk ansvar, som ikke altid lader sig forene med idealerne om objektiv og magtneutral journalistik”.

Læs mere