Annoncer for 244.370 kr.

244.370 kr. har 19 kandidater til Europa-Parlamentsvalget brugt på 263 annoncer på Facebook og Instagram fra 1. januar til 31. marts 2024. Det lyder ikke af mange penge og slet ikke af mange kandidater. Det bliver det ikke mindre interessant af.

Lad os begynde i den dyre ende. Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti er uden sammenligning den kandidat, der brugte flest i årets første tre måneder. Her blev det til 164.720 for visning af 12 annoncer. Det kommer ikke, som den store overraskelse, da Vistisen har bekræftet til Altinget, at det er et strategisk sats at annoncere på sociale medier.

Vistisen er en blandt de fire spidskandidater, der har annonceret. De andre er Christel Schaldemose (A), som brugte 3.098 kr., Kristoffer Storm (Æ), der har brugt 5.010 kr., og Stine Bosse (M), der lagde 24.004 kr. for annoncer. Det er for så vidt heller ikke overraskende, at spidskandidater annoncerer på sociale medier. I en valgkamp, hvor de fleste spidskandidater står til at blive valgt, er det kun naturligt at valgkampagnen handler om, at sikre deres valg, få flere stemmer til partiet og dermed flere mandater.

Den samlede oversigt med kandidaternes annonceforbrug ses øverst.

Kampen i kampen
Det er nok nærmere spændende, at Schaldemose ikke har brugt flere penge og kun ligger på en samlet ottendeplads i annonceforbrug, samtidig med at hun ikke er den socialdemokrat, der har brugt mest på annoncer i valgkampen indtil nu. Af de fem socialdemokrater, der har annonceret i år, er det kunne Asser Mortensen, som har brugt mindre.

Ud af de ti opstillede socialdemokrater, er der blandt de fem, som annoncerer, en spidskandidat, to kandidater der genopstiller og to som er nye. Det drejer sig om Niels Fuglsang, Magnus Barsøe, Marianne Vind, Christel Schaldemose og Asser Mortensen. Her er listen sorteret efter det beløb, de har brugt på annoncer i år, som det vises herunder.

Partiet har lige nu tre mandater i parlamentet, men meningsmålinger tyder på et fjerde mandat. Det er naturligvis ikke sikkert, men det kan give blod på tanden for et samlet godt resultat. Måske er annonceringen også en antydning af konkurrencen blandt partiets kandidater.

Her er det interessant, at nytilkommende Magnus Barsøe bruger flere penge end det nuværende parlamentsmedlem, Marianne Vind, især hvis Barsøe holder kadencen oppe i resten af valgkampen. Det kan selvfølgelig være, at Vind holder krudtet tørt og først bruger penge på annoncering i valgkampens slutspurt. Samtidig kan det være at hun satser på, medlemskab af parlamentet giver hende bedre synlighed i nyhedsmedierne, og det kombineret med en betragteligt større rækkevidde på Facebook og Instagram.

I forhold til den interne konkurrence, bobler det lidt hos Venstre. I år er det kun Marianne Lynghøj, der har annonceret. Ikke at hun har brugt mange penge, men hun er ny og set i lyset af, at partiet står til at tabe mindst en af deres pladser i parlamentet, er det en interessant udmelding. Spidskandidaten Morten Løkkegaard har ikke brugt penge på annoncering, og det har Vestres to andre nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, Asger Christensen og Erik Poulsen heller ikke.

Den sidste ting, som er rigtig interessant, den foregår hos Alternativet, som ifølge målinger ikke står til en plads i parlamentet. Her er Valentina Crast den eneste kandidat, der annoncerer. Partiets spidskandidat Jan Kristoffersen har ikke en Facebookside og af partiets 15 kandidater er det kun 46,7% der anvender en Facebookside i valgkampen. Blandt disse syv, er det kun Petar Socevic som har flere følgere end Valentina Crast. Men Crasts annoncering – og næsten al hendes øvrige kommunikation – er tæt bundet op på dyrevelfærd. Og med al respekt for emnet og Crast, er det en meget snæver dagsorden at gå til valg på, også for Alternativet. Problemet er imidlertid ikke Crast, der satser på sin dagsorden, men Alternativet, som ikke er kommet ud af starthullet.

Partierne og annoncevalgkampen
Partierne har i samme periode brugt 554.970 kr. på annoncering på Facebook og Instagram. Flest penge har Liberal Alliance brugt, 287.874 kr., med Socialdemokratiet som nummer to med 144.330 kr. Venstre og Danmarksdemokraterne udgør et blødt midterfelt med et annonceforbrug på under 50.000 kr. per parti. De resterende partier ligger langt under, med Radikale Venstre og Alternativet i bunden. En oversigt er herunder.

Hvad der gør det særskilt interessant er, at parlamentsvalget stort set ikke indgår i partiernes annoncekampagner. Der er nogle få pip rundt omkring, bl.a. hos Socialdemokratiet der rullede med Christel Schaldemose som omdrejningspunkt. Men det har været småt og forkølet. Meget forkølet. Fokus er tilsyneladende på andre og vigtigere ting, så som profilering af partiledere og hvervekampagner.

Og bare for at sætte de 244.370 kr. lidt ekstra i relief, har partilederne i samme periode anvendt 157.523 kr. på annoncering – med Alex Vanopslagh som højdespring for 93.959 kr. Det er sikkert, som det skal være, men jeg vil forvente, at annonceringen øges og kampagnetrykket skifter, når vi kommer et par uger længere frem.

Vi får se.

Læs mere
Rikke Albrechtsen (19. marts 2024). Én DF’er har brugt flere penge på Facebook-reklamer end nogen anden i dansk politik: “Vi har satset hele butikken”. Altinget.

Kort om undersøgelsen
Opgørelsen omfatter perioden 1. januar til 31. marts 2024 og bygger på data fra Who Targets Mes arkiv for politisk annoncering og oplysninger fra Metas annoncebibliotek. Opgørelsen er foretaget med det forbehold, at det ikke er muligt at foretage en præcis verifikation af tallene hos Meta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *