Valgrumlen

I uge 14 måtte de politiske spørgsmål igen vige pladsen for statusopdateringer om folketingsmedlemmernes personlige gøremål. Reformdagsordenen, de store politiske spørgsmål, kom aldrig rigtigt i spil. Til gengæld er mobiliseringen til de kommende valg under opsejling.

Ikke overraskende er det Venstre, der fører an i mobiliseringen på Facebook til de kommende valg. Det er nok nærmere måden det foregår på, der er interessant. For udover at sætte en række politiske og ideologiske hegnspæle ud, delte en række af Venstres folketingsmedlemmer i løbet af uge 14 Venstres hverveannoncer med det enkle budskab: ”Vi er klar til at tage nøglerne tilbage ved næste valg”.

Med budskabet fulgte en opfordring til frafaldne medlemmer og nye interesserede om at melde sig ind i partiet og være med til at sikre, at Venstre generobrer Statsministeriet. Medlemskabet, der kan erhverves for kun 250 kroner for resten af 2013, går til at føre valgkamp. Win-Win?

Det kan måske lyde en anelse kækt, at Venstre i foråret 2013 siger, de vil bruge pengene til at føre valgkamp om statsministeriet, al den stund at næste folketingsvalg først er programsat til sommeren 2015 (med mindre statsministeren da trykker på valgknappen inden da).

Sandheden er imidlertid, at forberedelserne til kommunal- og regionsvalget er i gang, og når de er overstået, går valgkampen til Europa-Parlamentet i gang. Det valg skal afholdes i juni 2014, og når det og sommeren er overstået, vil der være mindre end et år til folketingsvalget. Og det bliver hårdt næste gang.

Pointen her er ikke, at vi er på ind i en permanent valgkamp. For det er vi ikke. Men vi er på vej til tre store valgkampe, hvor de partier, der er i stand til at mobilisere og skabe tætte relationer allerede nu, vil stå bedre og bedre for hvert valg, der kommer.

Det nåede Venstre ikke ved sidste valg. Men nu er de i gang.

Hvad snakker de om?
Uge 14 var på sin vis en gennemsnitsuge for folketingsmedlemmerne på Facebook. De personlige spørgsmål og KLs lockout af lærerne fyldte mest, mens de store politiske spørgsmål, såsom regeringens reformer, var fraværende på dagsordenen.

Vækstpakken blev eksempelvis kun omtalt i 14 statusopdateringer, og i den sammenhæng var det interessant, at det primært var folketingsmedlemmer fra Venstre og Det Radikale Venstre, der bidrog til snakken. De socialdemokratiske folketingsmedlemmer var bemærkelsesværdigt fraværende.

Personlige spørgsmål
Folketingsmedlemmerne havde ikke fået rystet påsken af sig, da de gik i gang med uge 14. Og for adskillige blev påskens samvær med børnene forlænget, da KLs lockout af lærerne gik i gang. De personlige spørgsmål udgjorde 12,6 procent af det samlede antal statusopdateringer.

Erhverv & arbejdsmarkedet
Det har mest drejet sig om lærerlockouten, regeringen og KL. Og det har i overvejende grad været Enhedslisten, som har sat det på dagsordenen. Af deres samlede 32 statusopdatering i uge 14 drejede 18 sig om konflikten. Samlet set udgjorde emnet 8,7 procent af det samlede antal statusopdateringer.

Udland
Udlandsemnerne kan groft sagt deles op i tre emner, hvoraf de to blev båret frem af Venstres folketingsmedlemmer. Det ene er den offentlige piskning af et voldtægtsoffer på Maldiverne. Det andet er situationen i Nordkorea og udsigten til atomkrig. Det tredje emne er Christian Friis Bachs tur til Nepal og Bangladesh, som han har rapporteret fyldigt hjem om. Udlandsemnerne udgjorde 7,3 procent af det samlede antal statusopdateringer.

Medier
Den overvejende del af mediediskussionerne drejede sig om Thomas Blachman nye tv-programserie: Blachman, som pt. vises på DR2. Mediediskussionerne udgjorde 7,3 procent af det samlede antal statusopdateringer.

Partispørgsmål
Partispørgsmålene blev domineret af to partier. Venstres folketingsmedlemmer er i fuld gang med at rekruttere nye og gamle medlemmer. Hos Det Radikale Venstre drejede spørgsmålet sig om Morten Helveg Petersens mulige kandidatur til Europa-Parlamentsvalget i juni 2014.
Partispørgsmål udgjorde 6,5 procent af det samlede antal statusopdateringer.

494 statusopdateringer
I uge 14 blev der foretaget 494 statusopdateringer af de folketingsmedlemmer, der er på Facebook. Det er et fald på 35 procent i forhold til ugen før.

Venstres folketingsmedlemmer postede 166 statusopdateringer, hvilket svarer til 34 procent af det samlede antal statusopdateringer.

Det Radikale Venstres folketingsmedlemmer tog andenpladsen med 76 statusopdateringer, hvilket svarer til 15 procent.

Socialdemokraternes folketingsmedlemmer postede 70 statusopdateringer, hvilket svarer til 14 procent af det samlede antal.

Det konservative Folkepartis folketingsmedlemmer nåede kun op på 14 statusopdateringer, hvilket svarer til 3 procent.

Udviklingen kan ses på grafen, mens fordelingen af statusopdateringer vises på lagkagediagrammet.

Procenttallene er afrundet.

Hyllesteds* tabeller i uge 14: Socialdemokraterne skraber stadig bunden
Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer var de mest aktive på Facebook i uge 14, foran Det Radikale Venstre, samt Liberal Alliances og Venstres folketingsmedlemmer.

Det ser ud som om, Enhedslistens folketingsmedlemmer har tabt pusten og nu har bevæget sig ned under det gennemsnitlige antal opdateringer.

Selvom Socialdemokraterne er blevet lidt mere aktive i denne uge, indtager de igen bundplaceringen.

Ugens gennemsnit, der vises som den sorte stiplede linje på grafen, lå på 3,3 statusopdateringer pr. folketingsmedlem.

Hyllesteds lille tabel for uge 14:
Dansk Folkeparti: 5,2
Det Konservative Folkeparti: 2,3
Det Radikale Venstre: 4,5
Enhedslisten: 2,9
Liberal Alliance: 3,8
SF: 2,2
Socialdemokraterne: 1,6
Venstre: 3,8

Folketingsmedlemmerne fik 1.347 nye followers på Facebook i uge 14
Vi er tilbage til normaltilstanden for dette forår, hvor Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har medvind.

Venstres folketingsmedlemmer er stadig inde i en flot stime og fik 966 nye followers i uge 14. Samtidig er partiet ude at fiske nye og gamle medlemmer op, bl. a. på Facebook. Dansk Folkeparti fik 384 nye followers, mens Enhedslisten fik 317 nye followers. SFs folketingsmedlemmer måtte notere en tilbagegang på 92 followers.

I alt har partierne fået 125.881 nye followers i denne Folketingssamling.
Herunder kan du se fordelingen:
Dansk Folkeparti: 23.609
Det Konservative Folkeparti: 5.852
Det Radikale Venstre: 7.744
Enhedslisten: 16.394
Liberal Alliance: 13.610
SF: 28.363
Socialdemokraterne: 16.068
Venstre: 14.241

Folketingsmedlemmernes samlede antal followers er 5. april 2013 steget til 1.075.753. Socialdemokraterne har stadig flest, efterfulgt af Venstre og SF.

Den samlede fordeling efter 5. april 2013 ser således ud:
Dansk Folkeparti: 55.618
Det Konservative Folkeparti: 33.960
Det Radikale Venstre: 95.831
Enhedslisten: 117.697
Liberal Alliance: 43.746
SF: 173.018
Socialdemokraterne: 320.079
Venstre: 237.151

Total: 1.077.100

*Med Hyllesteds tabeller beregnes aktivitetsniveauet i forholdet mellem antallet af statusopdateringer relativt til antallet folketingsmedlemmer. Hyllesteds lille tabel viser aktivitetsniveauet for en uges statusopdateringer, mens Hyllesteds store tabel beskriver et partis folketingsmedlemmers aktivitetsniveau fra uge til uge og den kan ses på udtrykt på grafen.

Hyllesteds tabeller bygger på en ret enkel metode, som er foreslået af Kasper Hyllested, twitter.com/kasperhyllested. Man tager antallet af statusopdateringer relativt til antal personer/mandater for at givet et retvisende billede.

Fordeler man eksempelvis Socialdemokraternes 43 folketingsmedlemmer, så poster denne gruppe 124 statusopdateringer i denne uge, hvilket giver en fordeling på 2,9 statusopdatering per medlem.

Hver uge samler jeg nogle af de tal og historier, som præger folketingsmedlemmernes gøren og laden på Facebook. Tallene indsamles typisk fredag. Og efterhånden som de bearbejdes henover weekenden, vil jeg poste dem på min Facebookside, www.facebook.com/troelsrunge og på min Google+ konto, www.gplus.to/troelsrunge.

Du kan også følge med på Twitter, hvor jeg er @runello. Mandag eller tirsdag lægger jeg så en opsamling her på bloggen. Er der noget, som du synes jeg skal tage med, så send en mail til tsr@axiome.dk