Det ville være synd at sige, at de emner, som folketingsmedlemmerne poster i deres statusopdateringer, altid er i den hårde ende af skalaen, når der skal snakkes politik. Men mere overraskende er, at politikerne næsten ikke deltager i diskussionen af de emner, som de poster i deres statusopdateringer på Facebook.
En foreløbig undersøgelse af, hvordan folketingspolitikere benytter de sociale medier, viser at deres svar kun udgør 4,77% af det samlede antal indlæg. En forklaring kan være, at politikerne bruger de sociale medier til parasocial interaktion med det formål at opnå kontakt og identifikation med deres Facebookvenner.
En typisk udveksling af synspunkter på folketingsmedlemmernes sider synes at antage denne form: Politikeren poster en statusopdatering, som til gengæld bliver mødt af 7,7 besvarelser. I gennemsnit bliver en statusopdatering modtaget med 21,7 klik på “synes godt om”-knappen.
Jeg har i den foreløbige undersøgelse samplet 10 statusopdateringer per folketingsmedlem fra i alt 16 folketingsmedlemmer, dvs. 160 statusopdateringer. Disse 16 folketingsmedlemmer bliver tilsammen fulgt af 43.849 personer på Facebook. Det betyder, at folketingsmedlemmerne i gennemsnit bliver fulgt af 2740,5 personer.
Disse personer har postet 1.238 svar på de 160 indlæg. Der er i gennemsnit 7,7 svar per statusopdatering. Når politikerne deltager, vokser gennemsnittet til 8,1 svar per statusopdatering.
Politikernes svar i posteringer på deres egne Facebookprofiler nåede op 62 styks og udgjorde dermed 4,77% af det samlede antal indlæg. Oppositionens politikeres svar udgør 54,8%, mens de regeringsbærende partiers politikeres svar udgør 45,2 %.
Jeg har i denne forundersøgelse valgt at gå uden om partilederne. De har lært ikke at blande sig for meget i debatterne, da deres svar kan blive overset, når de glider ned ad væggen. I stedet benytter de sig af den serveret, de har på statusposteringer.
Fire (næsten) udokumenterede påstande
Fire (næsten) udokumenterede påstande
I denne foreløbige undersøgelse er der fire ting, som springer i øjnene, og som der kunne være indbyrdes relationer imellem, men som det vil kræve en større analyse for at kunne dokumentere:
– Det kunne se ud til, at der bliver svaret oftere på dagligdags betragtninger (fx Av, min fod er forstuvet, min bil er punkteret, der er ikke mere mælk i køleskabet, for er jeg en travl person) og politisk proces (fx i Venstre kan man ikke stave), end på indlæg med politisk substans (fx de forskellige reformpakkers politiske, økonomiske og ideologiske fundament). Med andre ord: Facebook bruges til priming og etablering af politikeren som person.
– Det kunne se ud til, at der er en sammenhæng mellem alder og antallet af statusopdateringer (uddyb en smule, konkludér på din påstand, ellers ses den for hurtigt som en gentagelse af nedenfor).
– Det kunne se ud til, at der er en sammenhæng mellem køn og antallet af statusopdateringer. Af de samplede profiler udgjorde de kvindlige folketingsmedlemmers svar 6,9 % af de indlæg, som er blevet foretaget på deres sider. Til sammenligning er tallet 4 % for de mandlige medlemmer af tinget. Af den samlede deltagelse på 4,77 % udgør kvindernes deltagelse 63,4 %, mens deres mandlige kolleger kun udgør 36,6%
– Det kunne se ud til, at Jorn Bargers slacker princip “The more interesting your life is, the less you post“, gælder, lettere omskrevet, for politikere: Antallet af statusbeskeder viser afstanden til reel indflydelse.
Der kan derudover være andre elementer, der gør det svært at sammenligne partierne og folketingsmedlemmernes brug af Facebook. Partiernes størrelse er ikke uvæsentlig. Det må formodes, at der i et større parti er mere tid og flere ressourcer til at benytte sig af de sociale medier i modsætning til de mindre partier. Der kan derudover ligge et mix af både ideologiske og kommunikative overvejelser til grund for brugen af sociale medier. Eksempelvis er det tænkeligt, at såfremt en stor del af et partis vælgerbase ikke benytter sig af de sociale medier, vil man vælge de sociale medier fra.
De eneste, som har åbne vægge hos Dansk Folkeparti, er Pia Kjærsgaard, Hans Kristian Skibby og Søren Krarup. I den sammenhæng skal det dog bemærkes, at Søren Krarup aldrig har postet en status. Dansk Folkeparti er som bekendt specielle, idet de af strategiske årsager har valgt sociale medier fra. Undtagelsen er Hans Kristian Skibby, http://www.facebook.com/profile.php?id=1432600663&sk=wall, som faktisk gør det meget godt. Alene ud fra den betragtning, at han er den eneste af de menige medlemmer hos Dansk Folkeparti, som deltager på Facebook. Måske kan de andre i gruppen lære lidt af ham.
Det bliver interessant at følge valgkampen og se om politikerne har modet til at være sociale – eller om de bare bliver ved med at være parasociale.
Tallene er samlet sammen i perioden 12. maj 2011 til 25. maj 2011.
Mere om parasocialitet
Begrebet parasocial interaktion blev etableret i 1950erne af Donald Horton og Richard Wohls, som foretog undersøgelser af, hvordan tv-mediernes personligheder, her kaldet for en personae, skabte en illusion om en såkaldt parasocial relation, et personligt forhold mellem tv-personligheden og seeren. Teknikken, der er vidt udbredt i bl.a. TV, benyttes ofte ved at tv-personligheden henvender sig direkte til seere og lader denne få et indblik i personaens følelser og personlige referencer.
Horton og Wohl bemærkede, at et kendetegn for den parasociale relation er, at jo mere personaen tilpasser sin optræden til publikums formodet respons, jo mere producerer publikum den forventede respons, og netop dette simulacrum kaldte de for parasocial interaktion. Et særligt kendetegn for denne interaktion er, at det er seeren, som har retten til at tilvælge det tilbudte forhold og til at trække sig tilbage fra forholdet, seeren kan til gengæld selv ikke skabe nye forhold.
Personaen kan hævde og opnå fortrolighed med masser af fremmede og i den rolle opnå at virke som den fortrolige rådgiver. For at det skal lykkes, er der imidlertid en række succeskriterier, som personaen skal opfylde.
Personaen skal kunne:
– tilbyder et vedvarende forhold
– dele små, offentlige begivenheder og i nogen grad private
– være forudsigelig, stabil
– imitere gestikken, samtalestilen og stemningen i det uformelle møde
– opretholde en lind strøm af småsnak, som giver indtryk af, at han svarer på og opretholder en usynlig samtalepartner
– udrydde eller sløre den grænse, der fjerner? ham fra publikum i studiet og i hjemmet
– kalde de medvirkende ved fornavn for at virke fortrolig med de øvrige medvirkende
– træde ude af formatet og bogstaveligt talt blande sig med publikum
– udvise kvaliteter som selskabelighed, venlighed – værdier, som forbindes med fri adgang og nem deltagelse i social interaktion
Publikums rolle
Publikum forventes til gengæld at bidrage til illusionen ved at tro på, acceptere og belønne personaens ”oprigtighed” med loyalitet. Denne accept hviler på publikums forståelse af personaen. Uden den er personaens rolle meningsløs.
Omvendt betyder personaens konformitet også, at skulle en tilskuer undlade at frembringe den forventede respons, vil vedkommende føle sig mere og mere fjernet fra den fælles forståelse. Ifølge Horton og Wohl må man ”forvente, at ’vildfarelsen’ ophobes og fortsætter, til tilskueren er tvunget til at trække sig tilbage i forvirring, afsky, vrede eller kedsomhed”.
Er der tale om en væsentlig del af publikum, som ikke acceptere personaens rolle, så må personaen korrigeres. En sådan justering vil blive foretaget ift. en gennemsnitspublikum og kan ’ikke tage for meget højde for afvigere’.
Donald Horton og R. Richard Wohls artikel, Massekommunikation og parasocial interaktion: Et indlæg om intimitet på afstand, blev offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Journal of Psychiatry i 1956, er oversat til dansk af Gunhild Wernblad og kan læses i Mediekultur no. 26, fra 1997. Artiklen kan hentes via http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/mediekultur/article/download/1088/993
