Fodfejl & fravær

Uge 10 bød på lidt mindre aktivitet blandt folketingsmedlemmerne på Facebook end normalt, idet en stor del af politikerne var udlands på studieture eller til møder i internationale organisationer. Udover mindre aktivitet betød udenlandsrejserne også et skift af emner på dagsordenen, hvor fokus blev flyttet fra diskussionerne om regeringens reformpakker til mindre farlige ting, som eksempelvis hvad man kan opleve i udlandet, når man er politiker på studietur. Ironisk nok skulle det vise sig at blive en lektie i, hvad der sker, når det sikre bliver farligt.

Det lille momentum ud, som regeringen fik sidst i uge 9, hvor planerne om togfonden dk blev præsenteret, fes ud. Togfonden viste sig at blive gavnlig for regeringen oven på en uge, der begyndte helt galt. Men Togfonden blev præsenteret fredag, hvilket var alt for sent på ugen til at bygge videre på den, og der var da heller ikke nogen, der rigtigt formåede at holde fast i emnet. Da vi nåede hen til uge 10 forstummede næsten al snak om togfond, elektrificering og det fornuftige i offentlige investeringer i langsigtet udvikling af infrastrukturen i Danmark, som samtidig kunne kaste jobs af sig, måske tilmed på den korte bane. På Facebook blev transportområdet kun berørt i 4,2 procent af politikernes statusopdateringer. Og en del af statusopdateringerne havde intet med togfonden at gøre, men handlede om konkrete forsinkelser og sporarbejde.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var blandt de mange, der var draget udenlands. Hun havdelagt turen forbi Sydafrika og Tanzania, hvilket hun berettede om på Facebook. Og det udviklede sig hurtigt til en lille skueproces, først på de sociale medier og så på Ekstra Bladet, da hun fejlagtigt kom til at skrive, at Dar es Salaam er hovedstaden i Tanzania. Og fejlen, uanset hvor lille, ubetydelig og ligegyldig den er, blev brugt mod hende. Det blev interessant, at Helle Thorning-Schmidt lavede en fejl, der gjorde hende til fair game for alle mulige beskyldninger. Man må konstatere, at kritikernes beskyldninger her fortæller en del mere om dem, end de gør om statsministeren.

Et helt andet problem, der er langt mere alvorligt, er statsministerens opdateringsfrekvens under udlandsopholdet, som der ikke er set magen til, siden der var håndbold på fjernsynet i januar. Statsministeren postede således 4. marts, igen 6. marts og endelig 8. marts, om så forskellige emner som Mandela og ANC, pirateri og flådens friske fyre fra det stolte skib Ivar Huitfeldt, samt masaikvinders rettigheder og hårde liv i Afrika, på kvindernes internationale kampdag. Og det ville alt sammen have været fint, hvis det ikke kom til at fremstå, som om at Statsministeren oftere gerne vil skrive om de ufarlige emner, men er modvillig, når der skal argumenteres for de svære synspunkter. Og dermed kommer statsministeren til at virke fjern og usynlig i de vigtige debatter. Og det går jo ikke, for hendes modstandere er gode til at udnytte hendes fravær(ende stil) til at tage ansvar for de svære emner. Til eksempel postede Lars Løkke Rasmussen 7. marts en statusopdatering med påstanden: ”Regeringens kickstart har ikke virket. Beskæftigelsen er faldet …” – Hurtigt og effektivt.

Verden forandrer sig – og hurtigere, når man er på farten.

Hvad snakker de om?
Uge 10 blev ugen, hvor fænomenet Harlem Shake fandt vej til dansk politik, da Venstres afdeling i Taarnby serverede deres udgave af konceptet på YouTube, som også blev delt blandt folketingsmedlemmerne på Facebook. Selv om det ser spøjst ud og var sjovt at lave (det er jeg blevet forsikret om), så nåede Harlem Shake ikke ind på top 5 listen over de emner, politikerne snakkede om.

Det blev heller ikke temaerne i regeringens reformudspil fra uge 9, som Vækstplan DK, togfonden dk og kontanthjælpsreformen, der kom til at fylde meget. Reformudspillene blev stort set ikke nævnt i statusopdateringerne.

Studierejse
På førstepladsen over emner, der blev behandlet, er folketingsmedlemmernes studierejser. Og selv om rejserne udgør næsten 20 procent af det samlede antal statusopdateringer, bliver man ikke meget klogere på indholdet af studieturene, som primært fortæller, hvor den enkelte politiker har været eller viser billeder fra de forskellige destinationer.

Personlige spørgsmål
De personlige spørgsmål og gøremål indtog igen andenpladsen. De havde ikke meget andet tilfælles end at give et indblik i politikernes personlige liv. De personlige spørgsmål udgjorde omkring 9 procent af det samlede antal opdateringer.

Udland
Det er første gang, siden jeg begyndte at måle på indholdet her, at forholdet til udlandet står så højt på listen over emner. Det skyldes alene, at en delegation fra Folketinget har deltaget i en kvindekonference ved FN i New York, og de har haft travlt med at poste billeder fra FNs mødelokaler. Spørgsmålet udgjorde omkring 8 procent af det samlede antal opdateringer.

Kvindernes kampdag
Kvindernes internationale kampdag 8. marts udgjorde næsten 7 procent af de samlede statusopdateringer. De fleste statusopdateringer kom fra SFere, efterfulgt af Enhedslisten og Det Radikale Venstres folketingsmedlemmer på en delt andenplads.

Ideologi: Stat og politik
De ideologiske og politiske emner sneg sig ind på femtepladsen i uge 10. Emnet fandt overvejende sit udspring hos Venstres folketingsmedlemmer, hvor det blev til 12 statusopdateringer om danskernes forhold til stat og politik. Samlet udgjorde emnet 6 procent af det samlede antal statusopdateringer.

500 statusopdateringer

I uge 10 blev der foretaget 500 statusopdateringer af de folketingsmedlemmer, som er på Facebook, hvilket er et fald på 21,4 procent i forhold til ugen før. Formentlig skyldes faldet, at en meget stor del af folketingsmedlemmerne var på udlandsrejse i den forløbne uge.

Venstres folketingsmedlemmer samlet foretog 146 opdateringer, mens Socialdemokraterne svingede sig op på 83 statusopdateringer, mens Det Radikale Venstre igen er på tredjepladsen med 75 statusopdateringer.

Den tvivlsomme ære som ugens bundskraber, tilfalder Liberal Alliance. Det Konservative Folkeparti foretog 12 statusopdateringer, mens Liberal Alliance præsterede 9 statusopdateringer i uge 10.

Hyllesteds tabeller i uge 10

Den første overraskelse for Uge 10 er, at det var SFs folketingsmedlemmer, som var mest aktive på Facebook. Igen holder Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer andenpladsen, og igen er det kun lige for næsen af Det Radikale Venstre.

Den anden overraskelse er nok, at det var Liberal Alliances folketingsmedlemmer, som var mindst aktive. Socialdemokraterne ligger på en næstsidste plads, med en lille margin til Det Konservative Folkeparti.

I forrige uge tilføjede jeg et gennemsnit på grafen, og det vises, som den sorte stiplede linje. I denne uge var gennemsnittet på 3,3 statusopdateringer pr. medlem.
Hyllesteds lille tabel for uge 10:
Liberal Alliance: 1,0
Socialdemokraterne: 1,6
Det Konservative Folkeparti: 1,7
Venstre: 3,3
Enhedslisten: 4,1
Det Radikale Venstre: 4,4
Dansk Folkeparti: 4,8
Socialistisk Folkeparti: 5,2

7.949 nye followers og momentum til Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti
Folketingsmedlemmerne fik 7.949 nye followers på Facebook i uge 10. Og det var et folketingsmedlem fra Enhedslisten, der var årsagen til den store stigning. Pernille Skipper fik skiftet sin personlige profil, der havde nået 5.000 venner, ud med en side, og dermed blev antallet af hendes followers synligt igen. Og derfor hopper Enhedslistens antal af followers automatisk op med 5.000 nye, men samtidig fik Skipper flere followers i løbet af ugen, så Enhedslisten nåede 6.513 nye followers i uge 10.

Kun Venstre kunne tilnærmelsesvis følge med Enhedslisten, da de fik 777 nye followers, mens Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer fik 606 nye followers. Som det ses af grafen, stikker Enhedslisten af i uge 10, men renser man den for de 5.000 fra Skipper, så vil udviklingen vise samme udvikling som i uge 9, hvor Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre har momentum.

De andre partier står enten stille eller får færre followers i uge 10 i forhold til uge 9. Det er dog værd at bide mærke i, at SF faktisk taber followers i uge 10. Partiet mister 234 followers, og selvom det ser ud til at være et marginalt tab, så kunne det være endnu et krisetegn for SF.

I alt har partierne fået 98.950 nye followers i denne Folketingssamling. Herunder kan du se fordelingen, som den ser ud efter 8. marts:
Dansk Folkeparti: 20.948
Det Konservative Folkeparti: 1.749
Det Radikale Venstre: 7.100
Enhedslisten: 14.555
Liberal Alliance: 8.188
SF: 28.460
Socialdemokraterne 9.095
Venstre: 8.855

Folketingsmedlemmernes samlede antal followers er 8. marts 2013 steget til 1.050.169. Socialdemokraterne har stadig flest, efterfulgt af Venstre og SF.

Den samlede fordeling efter 8. marts 2013 ser således ud:
Dansk Folkeparti: 52.957
Det Konservative Folkeparti: 29.857
Det Radikale Venstre: 95.187
Enhedslisten: 115.858
Liberal Alliance: 38.324
SF: 173.115
Socialdemokraterne: 313.106
Venstre: 231.765
Total: 1.050.169

*Med Hyllesteds tabeller beregnes aktivitetsniveauet i forholdet mellem antallet af statusopdateringer relativt til antallet folketingsmedlemmer. Hyllesteds lille tabel viser aktivitetsniveauet for en uges statusopdateringer, mens Hyllesteds store tabel beskriver et partis folketingsmedlemmers aktivitetsniveau fra uge til uge og den kan ses på udtrykt på grafen.

Hyllesteds tabeller bygger på en ret enkel metode, som er foreslået af Kasper Hyllested, twitter.com/kasperhyllested. Man tager antallet af statusopdateringer relativt til antal personer/mandater for at givet et retvisende billede.

Fordeler man eksempelvis Socialdemokraternes 43 folketingsmedlemmer, så poster denne gruppe 124 statusopdateringer i denne uge, hvilket giver en fordeling på 2,9 statusopdatering per medlem.

Hver uge samler jeg nogle af de tal og historier, som præger folketingsmedlemmernes gøren og laden på Facebook. Tallene indsamles typisk fredag. Og efterhånden som de bearbejdes henover weekenden, vil jeg poste dem på min Facebookside, www.facebook.com/troelsrunge og på min Google+ konto, www.gplus.to/troelsrunge. Du kan også følge med på Twitter, hvor jeg er @runello. Mandag eller tirsdag lægger jeg så en opsamling her på bloggen. Er der noget, som du synes jeg skal tage med, så send en mail til tsr@axiome.dk