Status før valgkampen for alvor tager fart er at 802.856 følger folketingskandidaterne på Facebook. 268.670 følger kandidaterne fra blå blok, mens 534.186 følger rød blok. Dermed ser det ud til, at hver gang, der en som tilkendegiver interesse for en kandidat fra blå blok, er der to som tilkendegiver interesse for en kandidat fra rød blok. Oversættes det til mandater vil kandidaterne fra den røde blok kunne indtage ca. 118 af folketingets stole.
Samtidig ser det ud til, at flere kandidater vælger at satse på Facebook, som deres foretrukne digitale platform, frem for hjemmesider, blogs og Twitter.
Af de 757 kandidater, som det er lykkedes at finde data på, har 84% enten en personlige profil eller en egentlig side på Facebook. Overraskende nok har kun 58% af kandidaterne et eget domæne, som enten benyttes til en hjemmeside, en blog, eller til at dirigere trafik til kandidatens præsentationsside på deres parti hjemmeside eller til deres Facebooksider.
I forhold til Facebook ser tallene for kandidaterne således ud:
| Antal kandidater | Kandidater på Facebook | Followers på Facebook | |
| Dansk Folkeparti | 89 | 60 | 29.912 |
| Det Konservative Folkeparti | 77 | 66 | 53.243 |
| Det Radikale Venstre | 77 | 68 | 53.568 |
| Enhedslisten | 93 | 70 | 57.179 |
| Kristendemokraterne | 64 | 48 | 12.945 |
| Liberal Alliance | 64 | 48 | 21.684 |
| Socialdemokratiet | 94 | 94 | 281.049 |
| Socialistisk Folkeparti | 95 | 87 | 142.390 |
| Venstre | 92 | 83 | 150.886 |
| Samlet | 757 | 638 | 802.856 |
Det er især Socialdemokraterne og Venstre der er gode til at promovere deres kandidaters tilstedeværelse på de sociale medier. Skarpt efterfulgt af SF.
Alle tre partier har gjort en dyd ud af, at synliggøre de enkelte kandidater. Socialdemokraterne imponerer med, at have alle 94 kandidater tilstede på Facebook, mens SF har 87 profiler af 95 kandidater og Venstre har 83 profiler af 92 kandidater.
Men de tre partier har også det til fælles, at deres kandidater har hjemmesider, partisider og Facebookprofiler.
Overraskende nok har kandidaterne fra Dansk Folkeparti taget Facebook til sig, og det kan måske medføre en anderledes intern konkurrence om partiets pladser i Folketinget. Det er overraskende, da partiet tidligere har advaret kandidater mod at benytte de sociale medier.
Der er et nogle ting, som springer i øjnene, når man besøger de forskellige kandidaters Facebookprofiler.
Den første er, at det ser ud til, at kandidaterne har svært ved at finde den rigtige type side på Facebook. De fleste har valgt at benytte personlige, private profiler, hvor dem, der ønsker at følge en kandidat skal tilkendegive venskab.
Det største problem med denne type sider på Facebook er, at der er en øvre grænse for antallet af mennesker, der kan følge en kandidat, på 4999 personer. Det rigtige valg er en Facebook side. Derfor er der også en række kandidater, eksempelvis Simon Emil Ammitzbøll eller Naser Khader, som bliver nødt til at skifte type, lige når det går godt og de har fået samlet mange followers sammen. Når det er sagt, så er det bedste råd til politikere, der allerede har en personlig profil på Facebook : Behold den. Du har allerede samlet followers sammen på den, og du har ikke tid til at vente på, at de skifter fra din profil til din nye Facebookside. Valget er senest til november 2011.Opdatering 24. juni 2011 / kl.17.42: Benjamin Rud Elberth, @BenjaminElberth, gjorde hurtigt opmærksom på en bedre mulighed: Konverter din Facebookprofil til en Facebookside. Du kan beholde dine venner, men skal opdatere dit indhold. Men det skulle man jo alligevel, så det er en god løsning på et irriterende problem.
Det er måske forståeligt, hvorfor en kandidat, der ikke har den store chance for at blive valgt, ikke lige synes det er behageligt, at have en masse fremmede mennesker til at tjekke ens profil. Men jeg har langt vanskeligt ved at forstå, at et parti kan opstille kandidater og så ikke fremhæve dem.
En anden ting, som virker meget besynderligt er, at kandidater fra samme parti ikke vælger at følge de andre kandidater fra samme parti. Det virker en anelse trist, at se kandidater, der kun har en tilslutning på under ti followers. Det helt store spørgsmål må være: Hvorfor er de ikke venner med hinanden på Facebook, når de er partifæller? Måske skyldes det simpelthen, at kandidaterne er i indbyrdes konkurrence, og derfor prøver at fremme deres eget kandidatur frem for at skabe viralitet.
En tredje ting, som forekommer besynderligt, er at 150 af kandidaterne, som har en Facebookprofil, har lukkede profiler, hvor interesserede ikke får noget indblik i kandidatens holdninger eller handlinger. Man kan stille spørgsmålene: Hvorfor have en lukket profil når man er kandidat til Folketinget? Tror kandidaterne, at den interesserede føler sig imødekommet, når de møder en lukket profil? Den ville gå, hvis der var tale om en privatperson, men her er der tale om politiske kandidater, som burde vise vejen og tage ansvar for dialogen.
Hjemmesider og kandidatpræsentationer
Blandt de indtil nu 757 kandidater, som partierne har opstillet til folketingsvalget, har 440 et domæne, som enten knytter sig til en hjemmeside eller viderestiller den besøgende til Facebook eller en side hos kandidatens parti, hvor der så findes en side med præsentation af kandidaten. Eller hvor der burde findes en præsentation af kandidaten. Hos flere af partierne har man blanke kandidatsider, hvor den eneste tilgængelige information er kandidatens navn.
Socialdemokraterne og Venstre er de partier med de fleste hjemmesider i forhold til antallet af kandidater. Mens Enhedslisten og Kristendemokraterne er de partier med de færreste hjemmesider i forhold til antallet af kandidater.
| Antal kandidater | Kandidathjemmesider | |
| Dansk Folkeparti | 89 | 50 |
| Det Konservative Folkeparti | 77 | 59 |
| Det Radikale Venstre | 77 | 64 |
| Enhedslisten | 93 | 15 |
| Kristendemokraterne | 64 | 2 |
| Liberal Alliance | 64 | 36 |
| Socialdemokratiet | 94 | 92 |
| Socialistisk Folkeparti | 95 | 33 |
| Venstre | 92 | 89 |
| Samlet | 757 | 440 |
Jeg skelner mellem hjemmesider og partisider på denne måde: En hjemmeside er typisk knyttet til et domæne udenfor partiets domæne, men kan derudover antage forskellige former. Det kan være, som blog, en præsentationsside, men det kan også være, hvor et domænenavn benyttes til at henvise til eksempelvis en Facebookprofil eller en partiside på kandidatens partis hjemmeside. En partiside på kandidatens partis hjemmeside er partiets præsentation af de kandidater, som partiet har opstillet.
Udover præsentation af kandidaten og kandidatens politiske synspunkter, bliver de enkelte kandidaters hjemmesider brugt til at henvise til kandidatens Facebookprofil, rekruttering af hjælpere til den kommende valgkamp, til fundraising, og i et enkelt tilfælde til benyttes kandidatens side til annoncering. Annonceringen sker formentlig i et forsøg på at skrabe midler sammen til valgkampen.
Plads til forbedringer
På partiernes hjemmesider er der i mange tilfælde plads til forbedringer af præsentationen af partiernes kandidater. Socialdemokraterne, Venstre, SF og Liberal Alliance er for så vidt godt med, mens det halter hos Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det ser slemt ud hos Enhedslisten, hvor man får vist spidskandidaterne og så er henvist til en usselt udseende PDF-fil for resten af kandidaterne. Det kan ikke være særligt tilfredsstillende for hverken interesserede eller kandidater.
Og så er der Kristendemokraterne, hvor det ser ud til, at man fejler totalt. På de fleste af de kandidatsider, som er tilgængelige, er det sparsomt med information. Typisk er der en tekst med kandidatnavnet og en overskrift, hvor der står Velkommen. I mange tilfælde er der tekniske fejl på kandidatsiderne. Blandt andet på Per Ørums side.
Twitter
På Twitter finder man først og fremmest kandidater fra Venstre og Det Radikale Venstre. De er tilsyneladende de eneste partier, hvor man har valgt denne kanal til og fremmer brugen af den. I øvrigt virker det i mange tilfælde ikke særligt helhjertet.
Det betyder dog ikke, at der ikke er kandidater fra andre partier, som benytter Twitter: De er måske bare få og gør ikke noget særligt ud af at blive synlige.
Juli står for døren og der bliver nok for kandidaterne, at tage fat på.
God sommer!
Om denne undersøgelse
Denne sammentælling er den første, i en lidt større undersøgelse af de digitale mediers indflydelse på den politiske kommunikation i forbindelse med folketingsvalg. Formålet med undersøgelsen er, at se hvilken effekt brugen af de digitale medier har på den politiske kommunikation, og ultimativt om de kandidater, som har gjort brug af Internettet og de sociale medier ved det kommende folketingsvalg, høster gevinst ved det og kan indtage et sæde i Folketinget.
Metode
Som udgangspunkt er partiernes oplysninger om de opstillede kandidater benyttet. Men derudover har jeg besøgt de lokale partiforeningers hjemmesider, de enkelte kandidaters partisider, kandidathjemmesider, kandidatprofiler på Facebook og Twitter, kandidaternes blogs, YouTube og Flickr-konti.
Links til forskellige partiers kandidater findes her.
Forslag, korrektioner til data og kommentarer modtages med kyshånd.
Tallene er indsamlet fra 11. juni 2011 til 24. juni 2011.
