Folkebevægelsen mod EU med Rina Ronja Kari i spidsen havde et svært udgangspunkt for valgkampen på de sociale medier op til Europa-Parlamentsvalget 25. maj 2014. Folkebevægelsen er stort set usynlig på den daglige politiske scene i Danmark, hvor der sjældent diskuteres EU uden indenrigspolitiske undertoner. Opgaven blev ikke nemmere af, at der ligger fem år imellem valgene til Europa-Parlamentet, hvilket betød at bevægelsens 20 kandidater var ukendte for brede dele af befolkningen.
Folkebevægelsen mod EU’s svage position fremstod tydeligt på de sociale medier, eksempelvis på Facebook, hvor Folkebevægelsens kandidater i november 2013 kun havde 8.572 følgere tilsammen. På Twitter var det endnu værre, idet de tilstedeværende kandidater sammenlagt kun havde 438 følgere i december 2013.
Kigger man nærmere på Folkebevægelsens brug af sociale medier står det tydeligt, at de ikke var centralt placerede i valgkampen. Tværtimod var der anlagt en klassisk valgkampagne med fokus på lokale valgmøder, flyeromdeling og plakatophængning, og formålet med de mange opstillede var at få lokalkendte kandidater til at trække stemmer til listen.
Det er fint nok, men man kunne godt have brugt sociale medier mere effektivt til at understøtte den valgkampsform. Eksempelvis lykkedes det mig kun at lokalisere 18 ud af de 20 kandidater på Facebook, og heraf var størstedelen inaktive eller meget lidt aktive under valgkampen. Med en meget lille indsats kunne Folkebevægelsen have leveret en langt bedre tilstedeværelse på Facebook, end det blev tilfældet. Som valgkampen udviklede sig, anvendte stadig kun 6-8 kandidater reelt sociale medier. Og det var med svingende succes, som resulterede i en generelt lav synlighed på de sociale medier.
Alligevel fik Folkebevægelsen et fornuftigt og fremgangsrigt valg, hvor den gik fra 7,2 procent af stemmerne ved valget i 2009 til 8,1 procent af stemmerne i 2014, og fastholdt dermed sit ene mandat i Europa-Parlamentet.
Spidskandidat Rina Ronja Kari
Rina Ronja Kari var den mindst aktive spidskandidat på Facebook i valgkampen. I ugerne op til valget fik hun samlet postet 52 statusopdateringer. Og som det fremgår af grafen herunder, faldt størstedelen i valgets slutspurt.
Både antallet og fordelingen er langt fra tilstrækkelig, men til gengæld er sammensætningen af forskellige typer statusopdateringer skruet fornuftigt sammen, med et mix af længere tekster, valgspots og håndholdte videooptagelser, kampagnegrafik og kommenterede links til relevante artikler. Det resulterede i et pænt engagement på mange af hendes statusopdateringer.
karioneDer er et bemærkelsesværdigt fravær af statusopdateringer med billeder af Rina Ronja Kari sammen med andre, og måske bedre kendte EU-modstandere. Det virker lidt kuriøst, men giver faktisk fin mening: Kari er sin egen, og hun træder ind i rollen som spidskandidaten. Ud af Søren Søndergaards skygge.
Hvad der måske er endnu vigtigere, er at Rina Ronja Kari deltog aktivt i samtalerne på sin Facebookside, selv under valgkampens slutspurt, hvor man jo godt kan se, at hun har travlt med mange andre ting. Eksemplet her til højre viser, hvorledes Kari den 24. maj får tid til at svare på indlæg på en af hendes statusopdateringer. Det skaber god kontakt med følgerne.
Ser man nærmere på Karis tilslutning på Facebook, er der ikke tale om en lang stigning, men nærmere om to større hop i antallet af følgere. Udviklingen ses på grafen herunder.
Det første store hop sker i februar, hvor Rina Ronja Kari afløser Søren Søndergaard som Folkebevægelsen mod EU’s medlem af Europa-Parlamentet. I løbet af et par uger stiger hendes tilslutning med næsten 1.600 følgere.
Det andet store hop sker i de sidste to uger af valgkampen, hvor Kari får knap 1.700 nye følgere, hvilket bringer hende op på 6.826 følgere på valgdagen 25. maj 2014.
Man kan synes, at det ikke er helt overbevisende for en spidskandidat, men valgkampen taget i betragtning er det et helt okay resultat for Kari, som trods alt fik samlet flere følgere end et par af de andre spidskandidater.
Hvad der fungerede knap så godt, var Karis brug af Twitter. Fra 18. december 2013 og frem fik hun samlet 833 nye følgere, så hun på valgdagen havde 1.161 følgere. Det lyder ikke af mange, men en væsentlig andel var faktisk journalister og meningsdannere, som var med til at give debatten retning. Men fordi Kari ikke var særlig aktiv på Twitter, fik hun ikke fuldt udbytte af mediet.
Det bliver Rina Ronja Kari nødt til at tænke mere i fremover, hvis hun vil være med til at præge EU-debatten i Danmark fra Bruxelles og Strasbourg.
Kampagnen
Folkebevægelsen mod EU som sådan fungerede ikke rigtig godt. Handlet blev ikke brugt ret aktivt; nogle dage skete der intet, og på de bedste dage blev der kun afsendt 4 til 5 tweets. Og der var ikke den store interaktion.
Folkebevægelsens Facebookside fungerede med et nogenlunde flow, men hvis man for alvor skulle finde informationer om kampagnen og kandidaterne, måtte man selv opsøge det på bevægelsens hjemmeside.
Med fem år til næste valg, hvor Folkebevægelsen mod EU kan stille op, er det måske på tide at overveje, hvordan man kan folde kommunikationen bedre ud på de sociale medier, hvis bevægelsen vil spille en rolle i fremtiden. Det bliver en svær nød, at knække, for med så lang tid uden et valg bliver det svært at udvikle og modne kandidaterne. Fokus må derfor være rettet mod Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mod EU på Facebook og Twitter som de centrale platforme.
Kandidaterne
En stor del af problemet for Folkebevægelsen mod EU er også dens styrke. Bevægelsen er netop kendetegnet ved, at den er en tværpolitisk bevægelse, som samler kandidater fra forskellige dele af det politiske liv. Og ja, det er tydeligt, at flertallet af kandidaterne kom fra Enhedslisten, men der var også kandidater fra SF, Demokraterne og det Radikale Venstre.
Men kun få af kandidaterne foldede sig ud på de sociale medier. Og en del af dem, der forsøgte, var plaget af begyndervanskeligheder i brugen af sociale medier til valgkamp. Som tidligere nævnt lykkedes det at finde 18 af Folkebevægelsen mod EU’s 20 kandidater på Facebook. Reelt var der dog kun få af dem, udover Rina Ronja Kari, der anvendte Facebook. De er til gengæld værd at holde øje med, for de kan og bør dukke op i andre sammenhænge, da Folkebevægelsen mod EU ikke kan bruge kandidatplejen til ret meget.
Den første er naturligvis Lave K. Broch, som tog Folkebevægelsen mod EU’s 1. suppleantpost med 5.519 personlige stemmer. Broch er interessant, fordi han politisk bekender sig til det Det Radikale Venstre. Det kan forekomme som et paradoks, idet de fleste vil huske det Radikale Venstre som et af de mest EU-begejstrede partier. Men Broch matcher fint med de tanker, der var meget fremherskende i det Radikale Venstre om nationernes Europa, øget Nordisk samarbejde og en større satsning på FN i Danmarks internationale engagement – for 25 til 30 år siden. Det er næsten fristende at kalde ham for en Klassisk Radikal.
Og det er her, han bliver spændende. Hvis de radikale tør trække en erklæret EU-modstander ind som kandidat til det kommende folketingsvalg, er Lave K. Broch er rigtigt godt bud. Det kunne være med til at give partiet en kant hen imod de socialliberale skeptikere, som er hjemløse for tiden. Brock skal arbejde en smule mere med Twitter, før han matcher det radikale DNA, som det ser ud i dag på de sociale medier. Hans arbejde på Facebook i den afsluttede valgkamp var til gengæld godt i forhold til de fleste andre radikale. Den eneste, der hentede flere følgere end Lave K. Broch på Facebook, var Morten Helveg Petersen. Det burde give anledning til overvejelser: Andenplads på Facebook og en tredjeplads, hvis man kigger på personlige stemmetal.
Herunder ses grafen for tilslutningen af følgere på Lave K. Brochs Facebookside i løbet af valgkampen. Den vidner om konstant og målrettet kampagnearbejde.
Men også hos Enhedslisten bør man kigge grundigt på kandidaternes arbejde på sociale medier i valgkampen. Der var naturligvis folketingsmedlemmet Christian Juhl, som leverede en fornuftig indsats på især Facebook. Juhl var opstillet som nummer 3 på Folkebevægelsen mod EU’s liste og snuppede med 4.419 personlige stemmer 2. suppleantposten.
Udover Juhl var der tre kandidater, som efter nogen famlen skilte sig ud på både Facebook og Twitter. Det drejer sig om Victoria Ninosca Risbjerg Velasque, Troels Juel og Tobias Clausen. Herunder ses deres antal af følgere på Facebook på valgdagen, og sammenlignet med Juhl, som havde fordelen af folketingsmedlemskabet i forhold til synlighed, så leverede de en acceptabel tilslutning.
Desuden benyttede de sig af annoncering på Facebook. Og netop det forhold, at de ikke regnede med at organisk trafik ville give tilstrækkeligt rækkevidde, kunne tyde på, at de havde fanget, hvor effektivt et valgkampsmedie, Facebook kan være. Herunder ses en af Victoria Ninosca Risbjerg Velasques sponsorerede annoncer fra Facebook.
Endelig anvendte de tre kandidater Twitter i stigende grad i valgkampen. Det var ikke verdensklasse, og der er meget, som de skal arbejde med fremover, men samtidig er det tydeligt, at de havde fanget ideen med at bruge Twitter til at give kampagnen retning og drive trafik.
Det bør Enhedslisten have med i overvejelserne, når det endelige kandidatfelt skal sammensættes til den kommende folketingsvalgkamp.
