Vildere klovn! Vildere!

Der findes ingen evidens for, at politikerne skulle blive kedeligere af at være på Facebook, tværtimod giver det dem mulighed for at folde sig ud. På de sociale medier kan politikerne slippe for at tale hensigtsmæssigheder og girafsprog og i stedet bruge tiden på politik. Og så har de mulighed for at bruge de sociale medier til noget af det, som de er bedst til: Nemlig at være sociale.

Dermed ikke sagt, at der ikke findes kedelige politikere, det gør der utvivlsomt. Men politikerne bliver ikke generelt mere kedelige af at bruge sociale medier.

Girafsprog
At en del politikere tillægger sig et særegent girafsprog, som de tager i brug, når de taler med journalister, skyldes i høj grad, at de må vægte deres ord, så disse nemt kan omsættes til brugbare soundbites til TV eller enkle statements til artikler. Det handler om at sætte dagsordenen i massemedierne. Og det er der ikke meget nyt i.

Men på det seneste har en lang række politikere også formået til at sætte dagsordenen alene på grund af deres frisprog på de sociale medier. Det skorter ikke på eksempler, hvor politikerne giver svar på tiltale, råt for usødet. Og det er der naturligvis en pointe i.

Feed the press
Man kan finde tilfælde, hvor journalister er blevet fodret med historier via de sociale medier. Typisk bliver en sådan “historie” serveret som et bombastisk statement, der lover drama, konflikt og aktualitet. Oftest er historien desuden proces og/eller personorienteret, og kræver ikke det store faktatjek, fordi der allerede er en kilde.

Det bliver til historier, som: “Han sagde. Hun skrev!”. Og så bider journalisterne på. Haps. Mediemøllen kører. Og så har spinnet fungeret – oven i købet uden synlig brug af spindoktor. For det er jo journalisten selv, der har fundet historien på Twitter eller Facebook.

Det er ikke kedeligt, det er kreativt.

Udryd mellemmanden
Man kan også finde tilfælde, hvor politikere bruger de sociale medier til at omgå pressen for at gå i rette med de historier, der kører i de journalistisk drevne medier. Ofte er der tale om kvalificering af fakta, korrektioner af hændelsesforløb og præcisering af statements.

Når politikerne bypasser gatekeeperen på den måde, er det ikke kun for at gå i rette med den enkelte journalist eller det pågældende medie; det er lige så meget det, at politikeren vil give sin egen version til netværket. Og i mange tilfælde er der god sandsynlighed for, at netværket synes om det. De har jo selv trykket på politikerens like-knap, men har ikke bedt om en journalistisk udlægning.

Og det er jo heller ikke kedeligt, men bare kreativt.

På menuen: Egne dagsordener
Mange kandidater fra den forgangne valgkamp – og også nuværende folketingsmedlemmer – vil kunne nikke genkendende til, at de sociale medier giver en vigtig mulighed for at kommunikere med vælgerne, særligt om emner der ikke står højt på journalisternes dagsorden.

For kandidaterne i valgkamp er det i særdeleshed lokale spørgsmål, enten i den enkelte valgkreds eller i storkredsen, som bliver adresseret. Og som journalisterne ikke skriver om. For etablerede politikere er det ofte spørgsmål, som har en kompliceret politisk substans, som måske ikke sælger mange aviser, men som kan være interessante nok at diskutere.

Og det er ikke nødvendigvis godt. For politikerne er det muligvis en fordel, i det de så har området for sig selv. For resten af samfundet er det problematisk, fordi der så ikke sker en professionel bearbejdning og et faktatjek af politikerne udsagn.

Drowning by numbers
Og bare for at få et numerisk perspektiv på, så kan vi tage brugen af Facebook som eksempel. 21. september 2012 havde Politiken, Berlingske, JP, BT og EB, samt DR Nyheder og TV 2 Nyhederne tilsammen 234.735 followers på de sociale medier.

I forhold til de trykte versioner af samme, så viser oplagstallene for første halvår af 2012 af Politiken, Berlingske, JP, BT og EB, at de samlet udkom i 404.050 eksemplarer. I følge TV-Metertallene for uge 38, havde TV Avisen på DR1 687.000 seere, mens TV2 Nyhederne havde 579.000 seere.

25. september 2012 havde partilederne tilsammen 511.509 followers. Folketingsmedlemmerne havde tilsammen knap 1 million followers.

Den dag, hvor et parti finder på kreative former for strategisk anvendelse af de sociale medier i et mix med spin, priming, framing, bypassing og/eller agendasetting, også i massemedierne, kan vi få demokratiske problemer, hvis pressen ikke fungerer som en reel fjerde statsmagt.
Det kræver ikke meget kreativitet at forestille sig de scenarier, hvor og hvordan politikere kan ride på en social mediebølge.

Tour de force
Alt peger på, at politikerne finder nye kreative måder at bruge de sociale medier på. Og ja, det er åbenbart, at det for nogle politikere tilmed er en krævende kreativ tour de force at forstå de sammenhænge og muligheder, som de sociale medier tilbyder, og som kræver også sproglig tilvænning.

Det vil være en fejl at tro, at det primære formål med politikernes brug af de sociale medier er som kanal til pressen. Det er givetvis vigtigt for politikerne at sætte dagsordenen i medierne. Men de sociale medier spiller en langt større rolle i opbygningen af de direkte relationer til vælgerne via egne kanaler, end man umiddelbart skulle tro.

“Ikke enhver høne, der kagler, lægger et æg”
Sådan lyder en af de inskriptioner, som man finder på Christiansborgs vægge. Og sådan er det jo. At en kandidat har en profil på Facebook, er ikke nogen garanti for valg. Og det er et andet aspekt af kedsommeligheden.

De, der tror, det er nemt, at blive valgt til Folketinget, kan godt tro om igen. Ikke nok med, at kandidaterne skal kæmpe med politikere fra andre partier om dagsordenen. De skal også konkurrere med kandidater fra deres eget parti om opnåelse af valg. Og de kampe er langt fra kedelige, men fordrer en høj grad af kant, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at opnå vælgernes gunst.

I forhold til brugen af de sociale medier under valgkampen 2011 ser det ud til, at der er en tæt sammenhæng imellem, hvor god kandidaterne er til at opbygge relationer til vælgerne i ens storkreds, og om de opnår af valg. På Facebook kan man eksempelvis se, at de kandidater, der opnåede valg til Folketinget, i gennemsnit havde 1.455 flere followers på Facebook, end de kandidater, der ikke opnåede valg. Og her er partilederne fraregnet i gennemsnittet.

Det kan godt være, at de sociale medier ikke gør det alene, men i det mindste kan vi da begynde at se målbare resultater af de virkemidler, som politikerne har til deres rådighed.

Det sociale aspekt er vigtigt
I valgkampen i forbindelse med Folketingsvalget i 2011 var der 763 kandidater opstillet. Heraf havde 441 en hjemmeside, mindst 55 af kandidaterne var på Google+ og 94 kandidater benyttede Twitter, hvor de havde 27.025 followers. Af de 763 kandidater var der 638, som benyttede Facebook i valgkampen. Her samlede de 1.034.670 followers.

Efter valget havde mindst 143 af de 179 folkevalgte en hjemmeside, 13 var på Google+, mens 53 var på Twitter. 160 af Folketingsmedlemmerne havde en profil eller en side på Facebook, som i alt havde 782.766 followers.

Noget kunne tyde på, at de politikere, som forstod at skabe effektive relationer til vælgerne via de sociale medier, blev valgt. Ikke dem, der var kedelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *