Det er blevet til lørdag og den sidste dag i februar 2026. Valgkampen er i gang og det er store plakatdag. I den politisk kommunikationskultur er plakatophængning blevet ritualiseret til døde. Det virker, det virker ikke. Diskussionen om virkningen af valgplakater er blevet en velkendt traver, som bør sendes på pension. Plakater er blevet tegn på noget andet og større.
Og i virkeligheden er det er efterhånden fuldstændig ligegyldigt om valgplakater har en effekt eller ej i sig selv. Det der betyder noget er om kandidaterne kan gestalte sig som politikere og partierne kan skabe innovation i valgkampen. Er politikeren effen og plakaten smart?
Det giver opmærksomhed. SF rullede i sin tid med interaktive valgplakater, hvor man med en QR-kode kunne få Margrete Auken til at råbe ”Wakey! Wakey!” efter Morten Messerschmidt. På mobiltelefonen, naturligvis. Alternativet har lavet smeltende plakater. Cool, selvdestruerende og miljøvenlige. What’s not to like?
Mediehistorisk hører valgplakater til i tiden lige før industrialiseringen, i det førmoderne samfund. Ifølge Pippa Norris (2000: 138) blev valgplakater dengang brugt i forbindelse med lokale valgkampe. Siden da er der løbet meget vand i åen, og alligevel bliver håbefulde kandidater og partierne ved med at anvende dem i valgkampene.
Opgaven er bunden: Kandidater og partier skal skabe content til sociale medier – og håbe på spillover til nyhedsmedierne, aviser og fjernsyn, så man bliver vist i et endeløst loop – og måske deltager den heldige kandidat i et interview. For ja, det er også en kæmpestor medieevent.
Kandidaterne skal gøre sig likable. Det er på med et rent game face for kliks og trafik – og Gud forbyde, at der blev talt et ord om politik. Det er den politiske candy-storm for fuld skrue.
Store plakatdag er også en vigtig markør i valgkampen, et signal om at nu skiftes der gear. Valgprocessen er undervejs. Valgmyndighederne får ting de skal gøre, opstillingslister skal skrives og snart kan man brevstemme.
Vi går fra den lange valgkampagne til den korte valgkampagne, der samlet køre frem til valgdagen, der som bekendt kulminerer i den sidste uge med slutspurten. Alle kender selvfølgelig til væddeløbet i den politiske kamp. Horse Racing, som de siger over i staterne, hvor vinderen napper det hele. Så galt er det ikke fat i Danmark. Trods alt. Selvom politik stadig iscenesættes som sportskamp.
I den hybride valgkamp kan plakater konverteres til et totalteater, hvor politik er blevet til det muliges performancekunst og budskabet er det samme: Se mig, Like mig
Læs også:
Norris, P. (2000). A Virtuous Circle: Political Communications in Postindustrial Societies . Cambridge University Press.
Skriv et svar