5 års ørkenvandring sluttede for det Radikale Venstre ved valget 25. maj, da de fik svunget sig op til et mandat, som sendte Morten Helveg Petersen til Europa-Parlamentet. Altså radikal succes. Men det Radikale Venstre var samtidig valgkampens digitale smertensbarn. Det var tydeligt, at de gerne ville, men også at de ikke helt formåede at løfte opgaven på de sociale medier.
Morten Helveg Petersen faldt igennem på Facebook, hvor han var den næstmindst aktive spidskandidat. Han fik ikke skabt engagement blandt sine følgere og endte med den laveste tilslutning af følgere blandt spidskandidaterne.
At det aldrig rigtigt lykkedes Helveg Petersen at løfte sig selv og den radikale kampagne, kan man konstatere ved at kigge på forholdet mellem tilslutning på Facebook og Twitter, for der er proportionerne helt skæve. På Twitter havde de radikale kandidater fået samlet 12.799 følgere på valgdagen, men på Facebook blev det samlede antal kun 11.547 følgere på valgdagen, altså færre på Facebook end på Twitter. Det er skidt og vidner om, at Facebook var underprioriteret. Vælgerne findes på Facebook, men på Twitter kan man skabe opmærksomhed og give kampagnen retning.
På sin vis er det næsten paradoksalt, at det Radikale Venstres digitale valgkamp gik så skævt, som den gjorde.
Som parti har det Radikale Venstre i mange år været blandt de absolut bedste i Danmark til at drive politik på de sociale medier, og denne valgkamp var ingen undtagelse. Som parti leverede Det Radikale Venstre solidt håndværk på både Facebook og Twitter. Det var til tider lidt af en stiløvelse, som de andre partier kunne lære af.
Det Radikale Venstre stillede også med en lovende, lille og kompakt gruppe af kandidater, som alle var på Facebook og på Twitter. En del af kandidaterne bidrog med hæderlige digitale valgkampe, uden at de var prangende. Derover havde partiet Karen Melchior, som stod for en af valgkampens mest innovative kampagner. Den sikrede hende et solidt valg som partiets 1. suppleant med 10.412 personlige stemmer. Det er, hvad der svarer til imponerende 10 procent af partiets samlede stemmer.
Selvom udgangspunktet for den radikale kampagne på sociale medier var noget nær optimal, blev spidskandidatens kampagne eksekveret dårligt. Morten Helveg Petersen fik nok det radikale mandat, men det var partiet og Karen Melchior, der reddede partiets digitale ære.
Spidskandidat Morten Helveg Petersen
Morten Helveg Petersen var den næstmindst aktive spidskandidat på Facebook ved Europa-Parlamentsvalget 2014. I ugerne op til selve valgdagen nåede han således kun at poste 66 statusopdateringer, og heraf faldt langt de fleste i de sidste to uger.
Antallet er for lavt, fordelingen er skæv, men værre var det, at han i den sidste del af valgkampen stort set kun anvendte to typer af statusopdateringer, som tilmed er opbygget nogenlunde ens, med to til tre korte sætninger. Den første type har formen, ”Jeg besøger i dag x-virksomhed …” eller ”Jeg er på vej til x-medie”. Den anden begynder typisk med et kort resumé af en artikel, kronik eller lignende fra et andet medie, og så slutter den af med et link til, hvor man kan læse mere. Det er uinspireret, kedeligt og lugter langt væk af, at han ikke vil have besøg på siden. Det lugter af fravær.
Resultatet blev, at hans posts fik få likes, typisk 30 til 40 stykker, de udløste generelt meget få kommentarer, og endelig blev de delt meget, meget lidt – for det meste slet ikke eller en enkelt gang, og kun sjældent over 5 gange.
De få gange, Helveg stak af fra formen, steg engagementet. Problemet var bare, at samtidig med at han forlod formen, kom det til at handle om noget andet end politik. Som eksempelvis da Morten Helveg Petersen den 20. april annoncerede, at han har besluttet sig for at politianmelde Se og Hør. Det affødte hele 232 likes, 20 kommentarer og to delinger.
Og så er der en lille detalje, som er værd at bemærke omkring de likes, som Morten Helveg Petersen fik på sine posts. Ofte var det de samme mennesker, der likede, og en del af dem var velkendte radikale, herunder en række radikale folketingsmedlemmer. Det kunne tyde på, at han så at sige prædikede for koret, men ikke trak nye til.
Hvad angår Helvegs deltagelse på siden, gjorde fraværet sig igen gældende. Det er kun lykkedes mig at finde ét svar fra Morten Helveg Petersen. Ét. Jeg håber, at jeg har misset nogle rundt omkring i hans posts. Selv da Anders Vistisen, der var opstillet for Dansk Folkeparti, 22. maj stillede ham et direkte spørgsmål på hans side, var Helveg Petersen fraværende. I stedet kom svaret fra det Radikale Venstre.
Den samlede indsats resulterede i stilstand, hvad angik nye følgere på Morten Helveg Petersens Facebookside. Det eneste tidspunkt, hvor der for alvor skete noget, var omkring årsskiftet, hvor han engagerede sig i kampagnen på fuld tid. Der steg hans tilslutning med cirka 1.000 nye følgere. Men fra 28. januar 2014 og frem til valgdagen tiltrak han kun 464 følgere. Og en tredjedel af disse kom i de to uger lige før valget.
På Facebook formåede Morten Helveg Petersen at samle 4.916 følgere. På Twitter blev det til 2.990 følgere på valgdagen. Og retfærdigvis skal det siges, at det er tydeligt, at Helveg Petersen fungerede en del bedre på Twitter, hvor han var både sjov, personlig og politisk.
Det er også på Twitter, at han var i stand til at tiltrække nye følgere, som det fremgår af grafen herunder. Og selvom det er fint, så er det ikke nok, når kampagnen ikke samtidig fungerer på Facebook.
Kampagnen
Heldigvis for det Radikale Venstre var der ting, der fungerede i valgkampen. Partiet kørte deres Facebookside i fin stil, selvom jeg tvivler på, at de trak mange nye til. Og så var de leveringsdygtige i fint digitalt drive på Twitter, både i forhold til generelle kampagne og når kandidaterne var i ilden.
Som eksempelvis 22. maj, hvor TV2 News holdt sidste debataften for spidskandidaterne. Morten Helveg Petersen deltog i debatten foran kameraet,og på Twitter deltog det Radikale Venstre i samtalen. Og det gjorde de med et mix af forproducerede statements fra Morten Helveg Petersen, lidt grafik og kommentarer, som alle kunne tweetes, når det passede ind i udsendelsen. Et par eksempler vises herunder.
Det virkede godt, og den form for deltagelse fra partiet er væsentlig i dag, hvor der ved siden af tv-debatten kører diskussioner og samtaler om debatten på Twitter.
Og så gjorde det Radikale Venstre også en dyd ud af at præsentere deres kandidater ordentligt, både som hold og som individuelle kandidater.
Herover ses et tweet fra det Radikale Venstre, men det kunne ligeså godt have været en Facebook statusopdatering, hvor partiet kørte en slags, ”Mød dagens kandidat …”, som det ses af eksemplet herunder.
Opslag af Radikale Venstre.
Det betød, at partiet på samme tid drev trafik til deres valgmicrosite og til hver enkelt kandidat. Det var solidt og konsistent arbejde.
Er der en (lille) finger, som jeg kunne sætte på det Radikale Venstres kampagne, er det på deres brug af hashtags, som virkede en anelse forvirrende og uøkonomisk. Lad mig starte med det forvirrende: Partiet anvendte flere tags, men fortrinsvist #ViTrorPaaEuropa eller #deltemeninger. Det første giver vel fin mening, men hvad betyder det andet? Er de radikale splittede, har de delt meninger ud, eller er der delte meninger om EU? Hvem ved? Det er sikkert opstået som en sjov idé, men det virker ikke rigtigt.
Og det bringer mig til det uøkonomiske: På Twitter har man kun 140 tegn til rådighed, men #ViTrorPaaEuropa er på 16 tegn og #deltemeninger er på 14 tegn. Når et af dem skal mixes med fx #ep14dk på 7 tegn, #dkpol og/eller #eupol på hver 6 tegn. Og skal der et link med, går der yderligere 24 tegn. Det efterlader kun 80 til 90 tegn til selve budskabet.
Kandidaterne
Udover Morten Helveg Petersen, som var partiets spidskandidat, stillede det Radikale Venstre med 6 andre kandidater. Af alle radikale kandidater leverede Karen Melchior en af de mest spændende og lovende digitale kampagner i denne valgkamp. Jeg har skrevet om hende tidligere, Lyspunkter i kedsommelig valgkamp, 19. april 2014, Plakatnat 2014, 3. maj 2014, og Valgkampen spidser til, 9. maj 2014,
Karen Melchior har været her, der og alle steder i løbet af valgkampen. Hun har brugt de mere gængse platforme som Facebook, Twitter, Google+, Instagram, YouTube, LinkedIN og Pinterest, men hun er også på so.cl. Ukendt for de fleste, men ikke for Melchior. Jeg har helt sikkert ikke fået alle sociale medier med, hvor man kan finde Melchior, men mon ikke man også kunne finde hende fx på Snapchat, hvis man kigger efter.
Hun bloggede naturligvis, og så anvendte hun Thunderclap til at drive trafik. I den afdeling er det værd at lægge mærke til, at hun deltog i alle mulige debatter på sociale medier under valgkampen og sågar anvendte boganmeldelser på Amazon til at føre valgkamp på. Intet har tilsyneladende været for småt til, at Karen Melchior ville tagge det med #KarenEP
Hendes foretrukne platform er tydeligvis Twitter, hvor hun er mest aktiv. Der havde hun på valgdagen 7.748 følgere. Det er mange. Den eneste kandidat, som overgik hende i antal følgere på Twitter i valgkampen var Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt. Det siger ikke så lidt.
Den eneste svaghed, som jeg har påpeget tidligere, var hendes åbenlyse mindre satsning på Facebook. Her var indsatsen noget ordinær og bar præg af, at hun ikke rigtigt var hjemme. Alligevel nåede hun op på 1.420 følgere på Facebook.
Så der var Karen Melchior. Og så var der de andre radikale kandidater, hvor indsatserne svingede fra hæderlige kampagner til so so.
Det er helt sikkert også værd at lægge mærke til Samira Nawa Amini og Christian Høgedal Kjølhede, som begge førte nogenlunde hæderlige kampagner på de sociale medier, valgkampen taget i betragtning. Begge, men især Samira Nawa Amini, var gode til at samle nye følgere, og hvis de stiller op igen, vil jeg anbefale dem at arbejde mere på at have en konstant tilstedeværelse på sociale medier, så de får bygget længerevarende relationer til deres følgere.
Derudover var der Sissel Kvist, som er lidt af en bobler, hvor det kan gå begge veje. Hun fik trukket en del nye følgere til på både Facebook og Twitter, men hendes udgangspunkt var alt for lavt. Nu, hvor valgkampen er forbi, har hun fået bygget et fint, nyt udgangspunkt. Men det vil kræve, at hun arbejder målrettet videre på Facebook og Twitter.
Der er til gengæld en del mere at arbejde med for Kristina Siig og Thomas Elkjær, som ikke rigtigt fik hul igennem til et større publikum, hverken på Facebook, hvor de ikke nåede over 400 følgere, eller på Twitter, hvor det blev i omegnen af 150-200 følgere. Der er åbenlyst, at begge kom for sent i gang med valgkampen på de sociale medier, men det virkede heller ikke, som om de prøvede at kommunikere ud over deres umiddelbare netværk. Og det er man altså nødt til, hvis man vil være med i en valgkamp.
