Radikalt smertensbarn

5 års ørkenvandring sluttede for det Radikale Venstre ved valget 25. maj, da de fik svunget sig op til et mandat, som sendte Morten Helveg Petersen til Europa-Parlamentet. Altså radikal succes. Men det Radikale Venstre var samtidig valgkampens digitale smertensbarn. Det var tydeligt, at de gerne ville, men også at de ikke helt formåede at løfte opgaven på de sociale medier.

Morten Helveg Petersen faldt igennem på Facebook, hvor han var den næstmindst aktive spidskandidat. Han fik ikke skabt engagement blandt sine følgere og endte med den laveste tilslutning af følgere blandt spidskandidaterne.

At det aldrig rigtigt lykkedes Helveg Petersen at løfte sig selv og den radikale kampagne, kan man konstatere ved at kigge på forholdet mellem tilslutning på Facebook og Twitter, for der er proportionerne helt skæve. På Twitter havde de radikale kandidater fået samlet 12.799 følgere på valgdagen, men på Facebook blev det samlede antal kun 11.547 følgere på valgdagen, altså færre på Facebook end på Twitter. Det er skidt og vidner om, at Facebook var underprioriteret. Vælgerne findes på Facebook, men på Twitter kan man skabe opmærksomhed og give kampagnen retning.

På sin vis er det næsten paradoksalt, at det Radikale Venstres digitale valgkamp gik så skævt, som den gjorde.

Som parti har det Radikale Venstre i mange år været blandt de absolut bedste i Danmark til at drive politik på de sociale medier, og denne valgkamp var ingen undtagelse. Som parti leverede Det Radikale Venstre solidt håndværk på både Facebook og Twitter. Det var til tider lidt af en stiløvelse, som de andre partier kunne lære af.

Det Radikale Venstre stillede også med en lovende, lille og kompakt gruppe af kandidater, som alle var på Facebook og på Twitter. En del af kandidaterne bidrog med hæderlige digitale valgkampe, uden at de var prangende. Derover havde partiet Karen Melchior, som stod for en af valgkampens mest innovative kampagner. Den sikrede hende et solidt valg som partiets 1. suppleant med 10.412 personlige stemmer. Det er, hvad der svarer til imponerende 10 procent af partiets samlede stemmer.

Selvom udgangspunktet for den radikale kampagne på sociale medier var noget nær optimal, blev spidskandidatens kampagne eksekveret dårligt. Morten Helveg Petersen fik nok det radikale mandat, men det var partiet og Karen Melchior, der reddede partiets digitale ære.

Spidskandidat Morten Helveg Petersen
Morten Helveg Petersen var den næstmindst aktive spidskandidat på Facebook ved Europa-Parlamentsvalget 2014. I ugerne op til selve valgdagen nåede han således kun at poste 66 statusopdateringer, og heraf faldt langt de fleste i de sidste to uger.

bep14dk001

Antallet er for lavt, fordelingen er skæv, men værre var det, at han i den sidste del af valgkampen stort set kun anvendte to typer af statusopdateringer, som tilmed er opbygget nogenlunde ens, med to til tre korte sætninger. Den første type har formen, ”Jeg besøger i dag x-virksomhed …” eller ”Jeg er på vej til x-medie”. Den anden begynder typisk med et kort resumé af en artikel, kronik eller lignende fra et andet medie, og så slutter den af med et link til, hvor man kan læse mere. Det er uinspireret, kedeligt og lugter langt væk af, at han ikke vil have besøg på siden. Det lugter af fravær.

mhpsoghResultatet blev, at hans posts fik få likes, typisk 30 til 40 stykker, de udløste generelt meget få kommentarer, og endelig blev de delt meget, meget lidt – for det meste slet ikke eller en enkelt gang, og kun sjældent over 5 gange.

De få gange, Helveg stak af fra formen, steg engagementet. Problemet var bare, at samtidig med at han forlod formen, kom det til at handle om noget andet end politik. Som eksempelvis da Morten Helveg Petersen den 20. april annoncerede, at han har besluttet sig for at politianmelde Se og Hør. Det affødte hele 232 likes, 20 kommentarer og to delinger.

Og så er der en lille detalje, som er værd at bemærke omkring de likes, som Morten Helveg Petersen fik på sine posts. Ofte var det de samme mennesker, der likede, og en del af dem var velkendte radikale, herunder en række radikale folketingsmedlemmer. Det kunne tyde på, at han så at sige prædikede for koret, men ikke trak nye til.

Hvad angår Helvegs deltagelse på siden, gjorde fraværet sig igen gældende. Det er kun lykkedes mig at finde ét svar fra Morten Helveg Petersen. Ét. Jeg håber, at jeg har misset nogle rundt omkring i hans posts. Selv da Anders Vistisen, der var opstillet for Dansk Folkeparti, 22. maj stillede ham et direkte spørgsmål på hans side, var Helveg Petersen fraværende. I stedet kom svaret fra det Radikale Venstre.

mhp001av

Den samlede indsats resulterede i stilstand, hvad angik nye følgere på Morten Helveg Petersens Facebookside. Det eneste tidspunkt, hvor der for alvor skete noget, var omkring årsskiftet, hvor han engagerede sig i kampagnen på fuld tid. Der steg hans tilslutning med cirka 1.000 nye følgere. Men fra 28. januar 2014 og frem til valgdagen tiltrak han kun 464 følgere. Og en tredjedel af disse kom i de to uger lige før valget.

bep14dk002

På Facebook formåede Morten Helveg Petersen at samle 4.916 følgere. På Twitter blev det til 2.990 følgere på valgdagen. Og retfærdigvis skal det siges, at det er tydeligt, at Helveg Petersen fungerede en del bedre på Twitter, hvor han var både sjov, personlig og politisk.

Det er også på Twitter, at han var i stand til at tiltrække nye følgere, som det fremgår af grafen herunder. Og selvom det er fint, så er det ikke nok, når kampagnen ikke samtidig fungerer på Facebook.

bep14dk003

Kampagnen
Heldigvis for det Radikale Venstre var der ting, der fungerede i valgkampen. Partiet kørte deres Facebookside i fin stil, selvom jeg tvivler på, at de trak mange nye til. Og så var de leveringsdygtige i fint digitalt drive på Twitter, både i forhold til generelle kampagne og når kandidaterne var i ilden.

Som eksempelvis 22. maj, hvor TV2 News holdt sidste debataften for spidskandidaterne. Morten Helveg Petersen deltog i debatten foran kameraet,og på Twitter deltog det Radikale Venstre i samtalen. Og det gjorde de med et mix af forproducerede statements fra Morten Helveg Petersen, lidt grafik og kommentarer, som alle kunne tweetes, når det passede ind i udsendelsen. Et par eksempler vises herunder.

raditwtter2014

Det virkede godt, og den form for deltagelse fra partiet er væsentlig i dag, hvor der ved siden af tv-debatten kører diskussioner og samtaler om debatten på Twitter.

Og så gjorde det Radikale Venstre også en dyd ud af at præsentere deres kandidater ordentligt, både som hold og som individuelle kandidater.

Herover ses et tweet fra det Radikale Venstre, men det kunne ligeså godt have været en Facebook statusopdatering, hvor partiet kørte en slags, ”Mød dagens kandidat …”, som det ses af eksemplet herunder.

Det betød, at partiet på samme tid drev trafik til deres valgmicrosite og til hver enkelt kandidat. Det var solidt og konsistent arbejde.

Er der en (lille) finger, som jeg kunne sætte på det Radikale Venstres kampagne, er det på deres brug af hashtags, som virkede en anelse forvirrende og uøkonomisk. Lad mig starte med det forvirrende: Partiet anvendte flere tags, men fortrinsvist #ViTrorPaaEuropa eller #deltemeninger. Det første giver vel fin mening, men hvad betyder det andet? Er de radikale splittede, har de delt meninger ud, eller er der delte meninger om EU? Hvem ved? Det er sikkert opstået som en sjov idé, men det virker ikke rigtigt.

Og det bringer mig til det uøkonomiske: På Twitter har man kun 140 tegn til rådighed, men #ViTrorPaaEuropa er på 16 tegn og #deltemeninger er på 14 tegn. Når et af dem skal mixes med fx #ep14dk på 7 tegn, #dkpol og/eller #eupol på hver 6 tegn. Og skal der et link med, går der yderligere 24 tegn. Det efterlader kun 80 til 90 tegn til selve budskabet.

Kandidaterne
Udover Morten Helveg Petersen, som var partiets spidskandidat, stillede det Radikale Venstre med 6 andre kandidater. Af alle radikale kandidater leverede Karen Melchior en af de mest spændende og lovende digitale kampagner i denne valgkamp. Jeg har skrevet om hende tidligere, Lyspunkter i kedsommelig valgkamp, 19. april 2014, Plakatnat 2014, 3. maj 2014, og Valgkampen spidser til, 9. maj 2014,

Karen Melchior har været her, der og alle steder i løbet af valgkampen. Hun har brugt de mere gængse platforme som Facebook, Twitter, Google+, Instagram, YouTube, LinkedIN og Pinterest, men hun er også på so.cl. Ukendt for de fleste, men ikke for Melchior. Jeg har helt sikkert ikke fået alle sociale medier med, hvor man kan finde Melchior, men mon ikke man også kunne finde hende fx på Snapchat, hvis man kigger efter.

Hun bloggede naturligvis, og så anvendte hun Thunderclap til at drive trafik.  I den afdeling er det værd at lægge mærke til, at hun deltog i alle mulige debatter på sociale medier under valgkampen og sågar anvendte boganmeldelser på Amazon til at føre valgkamp på. Intet har tilsyneladende været for småt til, at Karen Melchior ville tagge det med #KarenEP

Hendes foretrukne platform er tydeligvis Twitter, hvor hun er mest aktiv. Der havde hun på valgdagen 7.748 følgere. Det er mange. Den eneste kandidat, som overgik hende i antal følgere på Twitter i valgkampen var Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt. Det siger ikke så lidt.

Den eneste svaghed, som jeg har påpeget tidligere, var hendes åbenlyse mindre satsning på Facebook. Her var indsatsen noget ordinær og bar præg af, at hun ikke rigtigt var hjemme. Alligevel nåede hun op på 1.420 følgere på Facebook.

Så der var Karen Melchior. Og så var der de andre radikale kandidater, hvor indsatserne svingede fra hæderlige kampagner til so so.

Det er helt sikkert også værd at lægge mærke til Samira Nawa Amini og Christian Høgedal Kjølhede, som begge førte nogenlunde hæderlige kampagner på de sociale medier, valgkampen taget i betragtning. Begge, men især Samira Nawa Amini, var gode til at samle nye følgere, og hvis de stiller op igen, vil jeg anbefale dem at arbejde mere på at have en konstant tilstedeværelse på sociale medier, så de får bygget længerevarende relationer til deres følgere.

Derudover var der Sissel Kvist, som er lidt af en bobler, hvor det kan gå begge veje. Hun fik trukket en del nye følgere til på både Facebook og Twitter, men hendes udgangspunkt var alt for lavt. Nu, hvor valgkampen er forbi, har hun fået bygget et fint, nyt udgangspunkt. Men det vil kræve, at hun arbejder målrettet videre på Facebook og Twitter.

Der er til gengæld en del mere at arbejde med for Kristina Siig og Thomas Elkjær, som ikke rigtigt fik hul igennem til et større publikum, hverken på Facebook, hvor de ikke nåede over 400 følgere, eller på Twitter, hvor det blev i omegnen af 150-200 følgere. Der er åbenlyst, at begge kom for sent i gang med valgkampen på de sociale medier, men det virkede heller ikke, som om de prøvede at kommunikere ud over deres umiddelbare netværk. Og det er man altså nødt til, hvis man vil være med i en valgkamp.

 

3 Replies to “Radikalt smertensbarn”

  1. Kære Troels,

    Tak for dine sociale medie analyser under valgkampen. Nogle af de ting, som jeg har brugt f.eks. Amazon er dog mere tilfældigt end planlagt, men ja hvis man læser på en kindle og bruger det der indbyggede netværk, så kunne jeg jo lige så godt tilføje et #KarenEP. 🙂

    Hvis jeg nu giver en kop kaffe, kunne du så ikke forklare mig hemmelighederne bag Facebook?

    Ja man kan lave et lille billede, som man kan bede sine venner om at dele hvis de er enige. Jeg synes selv at den slags del/like posts er ret irriterende, så har været tilbageholdende med at bruge dem, selvom jeg forsøgte lidt i det sidste opløb til valgdagen. Men derudover har jeg svært ved at se hvad der skal til særligt for at lykkes på Facebook udover at man betaler sig fra det.

    Når jeg har fået likes er det når jeg har betalt for reklamer. Jeg kan ikke se hvornår og hvordan reach og engagement hænger sammen. har haft en post med over 3400 reach, men kun 280 click med 323 likes, comments, shares. En anden post (billeder) havde 1.100 reach, men 677 click og kun 29 likes, comments, shares.

    Hvad er bedst? Hvad får jeg mest ud af mine penge for? Hvad får man flest stemmer ud af? Hvordan lytter man bedst til folk? Eller skal Facebook bare være et debatforum for tilhængere? og echochamber der når ud til medierne – se se se hvor mange likes og delinger denne post har fået, skriv om det?

    Jeg føler Facebook tvinger siderne til at købe boost af posts, og reklamer for at få likes og engagement. De tal, som Facebook giver er jeg ikke sikker på at jeg kan bruge til noget andet end at kunne argumentere for hvorfor køb af promotion hos Facebook var pengene værd, se det gav jo xx af x for xx kr.

    Jeg forstår nok stadig ikke Facebook, og har ikke tillid til det som firma. Det føles som værende udenfor min kontrol som bruger, og parametrene ændres hele tiden – og ikke til min fordel.

    Det kan være det kræver mere end en kop kaffe at få mig til at forstå Facebook bedre. 🙂

    Karen

    1. Kære Karen,

      Det var mange spørgsmål og et par store emner, du tager fat på. Jeg er altid frisk på en kop kaffe, du siger bare til. Men jeg har desværre ikke mulighed for at engagere mig i egentlig rådgivning for tiden.

      Når det er sagt, vil jeg gerne komme med et par generelle råd, som du måske godt er klar over i forvejen, men så kan de måske hjælpe andre, som læser med.

      Hvad angår Facebook som firma og platform, kan jeg godt følge dig et langt stykke af vejen, men jeg tror bare du bliver nødt til at anlægge et pragmatisk syn på Facebook som kanal, hvis du ønsker at få noget ud af mediet.

      I min forståelse af sociale medier til politisk brug er Facebook klart den vigtigste platform, man kan være på. Det bygger jeg på den simple erkendelse, at det er her størstedelen af vælgerne er. Som politiker må man bevæge sig hen, hvor vælgerne er. Man kan ikke forvente, at de selv opsøger en. Implicit i den forståelse ligger der også, at der eksisterer et asynkront forhold mellem politikere og politiske følgere.

      Det er på Facebook, man kan etablere og udbygge relationerne til dem, som har valgt at følge en. Og gør man det fornuftigt, kan man engagere dem i ens kampagne, valgkampen og udviklingen af ens politiske projekt. Den amerikanske term for et af de helt centrale begreb i brugen af sociale medier i den forbindelse er laddering. Det dækker over en opfattelse af, at politisk aktivisme er en form for social interaktion, der også udspiller sig på medier som Facebook, som kan øges gennem interaktion.

      Der er tre helt grundlæggende ting, som jeg mener, enhver kandidat skal gøre for at få det bedste ud af Facebook:

      1. Skab synlighed og driv trafik til din side
      2. Få (flere) følgere – skab rækkevidde
      3. Skab engagement blandt dine følgere

      Rækkevidde og engagement hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan sagtens have stor rækkevidde, men lavt engagement og omvendt. Og faktisk vil jeg mene, at det i mange tilfælde er bedre at have en (relativt) lille rækkevidde, men et stort engagement.

      Jeg foretrækker klart organisk vækst, men jeg synes der er tidspunkter, hvor annoncering giver rigtig god mening. I de perioder, hvor valg ligger et stykke ude i fremtiden, ville jeg ikke benytte annoncering med mindre, der skete helt specielle ting, som eksempelvis sideomlægninger, ny hjemmeside, etc., hvor der kunne være et behov for at nå ud til alle ens følgere. I selve valgkampen vil jeg bestemt anbefale specifik annoncering målrettet mod ens valgkreds (geografisk) og mod bestemte grupper af vælgere.

      Det vigtigste er, at man finder sit helt eget politiske projekt, er modig og gør sine meninger relevante for de folk, der har valgt at følge en. Det betyder, at man skal sige sin mening, selv når den kontroversiel, og man skal bruge den til at skabe kant til mod- og medspillere. Og i den proces skal man turde udfordre og kræve noget af sine følgere.

      Alt godt,
      Troels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *