Folketingsvalget 2015 nærmer hastigt. Partierne er efterhånden kørt i stilling, og en lang række kandidater har været i gang i lang tid. Men for en stor gruppe kandidater er valgkampen først ved at begynde, og de får travlt, for deres netværk på Facebook er ikke noget at prale af. Og kun knap halvdelen har fundet vej til Twitter, uden at de der gør det store væsen ud af sig. Det samme kan man sige om kandidaterne i Bornholms storkreds, som nærmest ikke gør brug af de sociale medier i valgkampen. Det står i stærk kontrast til kandidaterne i især Københavns og Sjællands storkredse. Valgkampen er i gang og det er blevet tid til et første kig på de håbefulde kandidaters tilstedeværelse på de sociale medier Facebook og Twitter.
Kandidaterne: Hvor er de og hvor mange er de?
Indtil videre er det lykkedes mig, at finde 645 kandidater til folketingsvalget, som senest skal holdes i september 2015, og det giver næsten sig selv, at der med 8 opstillingsberettiget partier er et stykke vej til de endelige kandidatlister. Danmark er som bekendt inddelt i ti storkredse og 92 opstillingskredse, og stiller partierne med kandidater i alle kredse, vil det i princippet betyde, at der kunne være i omegnen af 736 kandidater fra de otte opstillingsberettigede partier. Og dertil kommer, at der ved hvert valg møde en række kandidater op, som stiller op i de enkelte kredse udenfor partierne. Ved folketingsvalget i 2011 var der 20 kandidater udenfor partierne og det var ud af et samlet felt af på 804 kandidater. Ved folketingsvalget i 2015 kan det tal blive en del større, hvis Alternativet og Nationalpartiet ikke når at blive opstillingsberettiget, og hvis Kristendemokraterne, som forventet, stiller med kandidater i en række kredse. I den forbindelse er det værd at bemærke, at de to partier, Alternativet og Nationalpartiet, stadig samler underskrifter ind for at blive opstillingsberettiget, og synes du, at de skal have muligheden for at stille op, kan du hjælpe med din underskrift. Du finder partierne på www.alternativet.dk og www.nationalpartiet.dk
Og nu jeg er ved Alternativet og Nationalpartiet, så vil du sikkert bemærke, at jeg har taget de 10 kandidater fra Alternativet med allerede nu, men ikke nogen fra Nationalpartiet. Det skyldes flere forhold, men primært, at Alternativet er repræsenteret i Folketinget ved Uffe Elbæk. Javist, han er alene på tinget, men alene af den grund synes jeg, at det var passende at tage partiet med. Derudover har Alternativet, i modsætning til Nationalpartiet, opstillet de første kandidater i nogle af storkredsene.
Men som sagt, det er indtil videre har jeg fået opstøvet navnene på 645 kandidater til folketingsvalget, og blandt disse kandidater er det lykkedes mig, at finde
– 596 kandidater på Facebook, hvilket svarer 92,4 procent af de fundne kandidater,
– 366 kandidater på Twitter, hvilket svarer 56,7 procent af de fundne kandidater,
– og kun 40 kandidater på Instagram, hvilket svarer til 6,2 procent af de fundne kandidater.
De tal betyder ikke, at jeg har fundet alt, hvad der findes af kandidater, hverken af de kandidater, som ender med at blive opstillet, eller alle kandidater på de sociale medier. Det betyder alene, at jeg endnu ikke har støvet kandidaterne op og entydigt identificeret dem på de forskellige medier. Og det er et problem, som ikke kun angår mig: For hvis jeg har et problem med, at finde kandidaterne, bliver det helt sikkert også et problem for vælgerne, når vi kommer tættere på valget.
Partierne er – med undtagelser – endnu ikke så gode til, at fortælle, hvor man kan finde deres kandidater på de sociale medier. Det er lidt skørt, for de fleste partier lægger allerede lister med navnene og kredsene på de opstillede kandidater på deres hjemmesider. Og der skulle jeg mene, at det var en nogenlunde enkel opgave, at linke til kandidaternes sider på Facebook, Twitter og Instagram.
Det burde være den naturligste opgave for partierne at formidle disse oplysninger, men samtidig er det i lige så stor udstrækning en opgave for kandidaterne selv, som skulle sørge for at de bliver gjort tilgængelige. Det er på ingen måde svært, for eksempel at skrive på Facebook, at man også er på Twitter eller Instagram.
Og når kandidater og partier får det til at se så svært ud, kan man godt blive i tvivl om, om kandidaterne i virkeligheden har lyst til at føre valgkamp og blive valgt. Jeg forstår det ganske enkelt ikke, men i stedet for at pive mere over det, poster jeg i løbet af de næste dage mine egne lister med kandidaterne til folketingsvalget på de sociale medier.
Kandidaterne på Facebook
På Facebook deler Socialdemokraterne og Venstre førstepladsen, når det drejer sig om antallet af kandidater på Facebook, hvor begge partier glimre med 88 kandidater hver. Den eneste socialdemokratiske kandidat, som man ikke umiddelbart findet på Facebook er Lars Fibæk, der opstillet i Vestjyllands Storkreds. Han har været der, og det kan man se eftersom partiet linker til en nu fjernet profil. Formentlig er det kun et spørgsmål om kort tid før end han er tilbage.
Hos Venstre mangler der tre kandidater på Facebook, førend partiet er fuldtallige. Og herefter går det slag i slag med partierne derned af, indtil Det Konservative Folkeparti, som for tiden kun har 46 kandidater på Facebook. Det samlede overblik er på søjlediagrammet herunder.
Alle 46 kandidater fra Det Konservative Folkeparti er til gengæld på Facebook, og det kan man ikke sige om kandidaterne fra de andre partier. Ja, Socialdemokratiet og Venstre er tæt på, og både Liberal Alliance og det Radikale Venstre er også godt med. Men så går det skævt: Hos Dansk Folkeparti og SF har under 90 procent af kandidaterne fundet vej til Facebook, og værst ser det ud for Enhedslisten, hvor det kun er 83 procent af kandidaterne, som er på Facebook. Og det er ganske enkelt ikke imponerende så tæt på en valgkamp. Det procentvise overblik ses på søjlediagrammet herunder.
Hvad angår Enhedslisten og Dansk Folkeparti, så ligner det lidt en gentagelse af både folketingsvalgkampen i 2011 og kommunal- og regionsvalgkampene i 2013, og derfor kommer det ikke som den helt store overraskelse. I virkeligheden er det mest det forhold, at det ikke er lykkedes, at finde en større andel af synlige kandidater fra SF på Facebook, som overrasker. Jeg havde forventet, at SF’s kandidater var blevet ansporet af den intensiverede indsats, som en stor del af partiets folketingsmedlemmer har lagt for dagen det seneste par måneder. Men det er åbenbart ikke alle, der har fanget den.
Side eller profil
Et forhold, som er særdeles interessant ved kandidaternes brug af Facebook, her hvor valget nærmer sig, er om de anvender Facebooksider eller Facebookprofiler. Det er efterhånden en klassisk diskussion, om det er bedst eller mest rigtigt for politikere at bruge det ene eller det andet format i det daglige politiske arbejde, men i valgkampssammenhæng er det bare åbenlyst bedre at anvende Facebooksider. Brugen af sider giver adgang til en række meget anvendelige features, gør det nemmere at opbygge en følgerbase og kommunikere med den. Man kan eksempelvis promovere statusopdateringer til sine følgere og poste annoncerer udvalgte målgrupper i lige netop det område hvor man er kandidat. Man kan få indblik i, hvordan ens side og statusopdateringer bliver vist. Og nok så væsentligt giver Facebooksider mulighed for at distribuere indholdet til eksterne sites og tjenester. Det er ret smart, hvis man ønsker at føre en moderne valgkamp, hvor bl.a. nyhedsmedier kan koble sig på ens feed og deler indholdet på deres sites. Derfor er det noget overraskende, at kun 43,6 procent af kandidaterne anvender Facebooksider, mens 56,4 procent anvender Facebookprofiler.
Et andet ting, som overrasker mig en smule, er at en lang række kandidater har op til flere sider og profiler. Og en stor del af dem ligger passivt hen, og har gjort det siden kv13, rv13 eller ep14dk. Der kunne det være hensigtsmæssigt at lægge sider og profiler sammen, så målgruppen dels bliver større og dels får det indhold, som de efterspørger. Og kan det ikke lade sig gøre, så bør man sørge for enten at mute profiler eller sider, så de ikke forstyrrer. Der er ingen grund til, at sende vælgerne ind på en Facebookside eller -profil, der ikke bruges i valgkampen.
Herover ses kandidaternes følgere fordelt på parti per. 13. december 2014.
Følgere
Og så er der kandidaternes antal af følgere. I forbindelse med denne første opgørelse fremgår det, at kandidaterne på Facebook per 13. december 2014 har fået samlet 1.759.548 følgere. Ser man på fordelingen i forhold til kandidaternes tilhørsforhold til partierne, er det klart at kandidaterne fra Socialdemokratiet og Venstre har samlet flest, mens Enhedslisten indtager tredjepladsen. Her er det værd at have i baghovedet, at Helle Thorning-Schmidt fra Socialdemokratiet og Lars Løkke Rasmussen tegner sig for en væsentlig andel af deres respektive partiers følgere på Facebook. Og for så vidt angår Enhedslisten skal man være opmærksom på, at Johanne Schmidt-Nielsen med hele 100.185 følgere står for over halvdelen af partiets følgere på Facebook. Og de andre partier har også kandidater, som har store andele af partiets samlede antal følgere, eksempelvis Pia Kjærsgaard, som tegner sig for 82.153 af partiets 169.542 følgere.
Langt de fleste kandidater har langt færre følgere, uden at det nødvendigvis er et problem, men måske mere en afspejling af deres plads i den politiske fødekæde, fx om vedkommende allerede er folketingsmedlem, måske minister, eller er godt eksponeret i medierne. Og selvom det kan være en kæmpe fordel, at have et stort netværk, når de glade budskaber skal spredes, forholder det sig ikke altid sådan. En række folketingsmedlemmer med relativt store antal følgere, har ikke samlet følgerne i deres valgkredse, men blandt aktørerne i det daglige liv på Christiansborg, og den type netværk er ikke nødvendigvis afgørende, når valget afgøres. Her kan kandidater, som har mindre, men stærke lokale netværk få etableret bedre kampagner på Facebook, hvis de formår at skabe engagement i deres netværk.
Dykker man ned i tallene viser det sig, at der er nogle store forskelle på det antal følgere, som kandidaterne har samlet. Der er kun fire kandidater, som er over 50.000 følgere (Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Kjærsgaard).
Der er kun syv kandidater, som har mellem 20.000 til 49.999 følgere. Og i den gruppe burde man forvente, at de øvrige partiledere befandt sig. Men den eneste partileder, som man finder her, er Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. De øvrige er Inger Støjberg og Søren Pind fra Venstre, Dan Jørgensen, Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet, samt Özlem Cekic fra Socialistisk Folkeparti.
Det er først i den næste gruppe på 22 kandidater, med et antal følgere fra 10.000 til 19.999, at man finder de øvrige partiledere Kristian Thulesen Dahl, Pia Olsen Dyhr og Søren Pape Poulsen. Den gruppe udgøres fortrinsvist af folketingsmedlemmer, men det er værd, at bemærke, at Søren Søndergaard fra Enhedslisten, Morten Løkkegaard fra Venstre og Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet er med i den gruppe. Og det burde tegne godt for de tre.
De tre næste grupper af kandidater udgøres overvejende af nuværende folketingsmedlemmer og kandidater, som er aktive i det kommunalpolitiske arbejde, kandidater, som har deltaget i aktivt i Europa-Parlamentsvalgkampen i 2014, eller kandidater, som er meget aktive deltagere i den politiske debat generelt.
Gruppen af kandidater, som har mellem 500 til 999 følgere, er lidt en blandet landhandel af nuværende folketingsmedlemmer, nye kandidater og ældre partimedlemmer. Dansk Folkeparti har hele 22 kandidater i denne gruppe, Enhedslisten har 16, men også Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti er godt repræsenteret.
Endelig er der de sidste to grupper af kandidater, som har under 500 følgere. Jeg kan ikke forstå, at man i dag vælger at opstiller folk, der har under 500 følgere på Facebook, som kandidater til noget som helst. Udover at de har meget få følgere for politiske kandidater, ser det ud til, at der er tale om to grupper: Der er en gruppe, som har fået etableret en profil eller side på Facebook, men som ikke rigtigt er kommet i gang med at bruge den til noget som helst. Og så er der en gruppe af nytilkomne kandidater, som prøver at etablere sig på Facebook. De er kommet sent ind i valgkampen, og når vi snakker om at tiltrække følgere, bliver det enten hårdt arbejde eller det kommer til at koste en del annoncekroner. Det er klar den største gruppe af kandidater, og realistisk set er der en stor andel, som ikke vil få løftet deres kampagne på Facebook fra jorden. Men der er også en gruppe af kandidater, som allerede nu viser initiativ og drive. Jeg har lige nu kig på 20 til 30 kandidater, som kan overraske meget positivt i valgkampen.
Og så er der endelig den sidste gruppe, der består af 89 kandidater, som ikke har over 100 følgere. En del af gruppen anvender Facebookprofiler, men har lukket af for, at man kan se hvor mange venner de har. Det drejer sig om cirka 30 stykker. Og så er der en forholdsvis stor andel af gruppen, som har eksempelvis 7, 10 eller 35 følgere på Facebook, og det ser ualmindeligt forkølet ud. I tidligere valgkampe har den gruppe af kandidater typisk ikke været særligt gode til at klø på med statusopdateringer og debat. De evner ikke, at drive engagementet i vejret, så de kan få nye følgere, og det ender ofte i en ond spiral, hvor de i løbet af valgkampen opgiver deres kampagner på de sociale medier.
I traditionel valgkampsforstand vil man nok betegne den del af gruppen som listefyld, da de formentlig er opstillet for at trække stemmer på deres ofte begrænsede netværk, men i øvrigt ikke har en chance for at blive valgt. Men der kan også være tale om kandidater, som (også) skal fungere som skyggekandidater, og som kun opstillet i en kreds, med det formål at sikre partiets foretrukne kandidat en god plads i kredsen og dermed stemmer, samtidig med at den foretrukne kandidat er opstillet i op til flere valgkredse indenfor storkredsen. Nogen synes det er lidt usselt, og personligt mener jeg, at partierne og medkandidater i det mindste kunne være generøse nok til at drive trafik til disse skyggekandidaters sider. Det gælder for så vidt også listefyldet. Jeg er naturligvis ikke blind for, at der er en skarp intern konkurrence, men alt andet lige, burde mere trafik, flere følgere, og et bredere kandidatfelt give et bedre slutresultat for alle.
Derudover er en lille gruppe kandidater, som har det tilfælles at de netop er blevet opstillet og at de i løbet af meget, meget kort tid har fået etableret en valgkampagne, også på Facebook. Den gruppe af kandidater er naturligvis ikke stor, måske kun en 10 til 15 stykker, men kommer valget sent på året, har de en mulighed for at trænge igennem.
Kredsene
I denne omgang har jeg taget et Danmarkskort med fordelingen af følgere på Facebook med. Det er måske knapt så overraskende, at Københavns Storkreds er den kreds, hvor kandidaterne tiltrækker flest følgere, set i lyset af at både statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokratiet, og Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, er opstillet her. De to tegner sig for 54 procent af det samlede antal følgere i storkredsen! Sjællands Storkreds bliver også stor ved dette valg, og forklaringen er enkel: Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen er opstillet i storkredsen og det ses tydeligt.
Hvad der overrasker lidt, er at kandidaterne i storkredsene i Jylland og på Fyn tiltrækker så få følgere. Og det er selvom et par partiformænd er opstillet i det jyske. Helt trist ser det ud på Bornholm, hvor de 16 kandidater deler 13.439 følgere, hvilket svarer til 0,8 procent af det samlede antal følgere. Det kunne godt se ud til, at sociale medier ikke kommer til at spille en rolle på klippeøen.
Kandidaterne på Twitter
Twitter er et socialt medie, som mange politikere og kandidater har det svært med, og det ses blandt andet af, hvor få der har fundet vej til mediet. For tiden er der kun 366 kandidater på Twitter, og selvom de fleste er fra Socialdemokratiet og Venstre, er der samtidig pæne andele fra SF, Liberal Alliance, det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Fordeling og antal fremgår af diagrammet herunder.
Og det er heller ikke fordi kandidaterne har det helt store antal følgere. For tiden deler de 366 kandidater på Twitter 535.061 tweeps. Fordelingen og antal fremgår af søjlediagrammet herunder.
Tallet dækker over meget stor spredning blandt kandidaterne: Nogle få politikere tegner sig for en forholdsvis stor andel, af det samlede antal tweeps. Eksempelvis stod Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for 5,7 procent af kandidaternes følgere, da han per 11. december 2014 havde 30.584 følgere. Andre politikere, som både er aktive på Twitter og godt eksponeret i nyhedsmedierne, følges ofte af 1.500 tweeps og op efter. Og så er der en forholdsvis stor gruppe af kandidater, som måske nok har været på Twitter et stykke tid, men først nu, hvor valgkampen sætter ind, udviser aktivitet. De er i gang med at etablere netværk på Twitter, og samler lige fra under 100 til i omegnen af 8-900 tweeps. Og endelig er der en gruppe, som er inaktive eller meget famlende, og deres antal af følgere svinger fra meget få følgere til forholdsvist mange.
Men i virkeligheden er det nok heller ikke masserne, som politikerne skal komme efter på Twitter. Praksis har efterhånden vist, at de som anvender Twitter ofte har en meget specifik interesse i mediet. Udover de meget politisk nysgerrige, finder man primært politiske aktører, medspillere eller modspillere, professionelt interesserede kommunikationsfolk, som ønsker at påvirke meningsdannelsen, og så naturligvis den store gruppe af journalister, som beskæftiger sig med finde historier, vinkler og aktører på Twitter. Alene af de grunde giver det mening, at benytte mediet. Man kan bruge det til at give ens kampagne retning, drive trafik, få eksponering og sætte dagsordenen i medierne. Og ikke nødvendigvis i de landsdækkende medier, hvilket kan være spændende nok, men nok så væsentligt, i de regionale og lokale medier, som skabe bro til vælgerne ude i kandidaternes kredse. I forbindelse med især kommunal- og regionsvalgkampen, men også parlamentsvalgkampen i 2014, viste de regionale og lokale medier, at de har fundet anvendelse for Twitter, både til at dele egne historier, men også til at sætte fokus på lokale kandidater.
Som med fordelingen af følgere på Facebook har jeg i denne omgang taget et kort med over fordelingen af kandidaternes følgere på Twitter. Det er ikke nogen overraskelse, at kandidaterne tiltrækker mange følgere på Twitter. Twitter er et udpræget storbys fænomen i Danmark, og i politiske sammenhæng virker det ofte, som om det kun er københavnere, som blander sig i debatten. Igen ser man effekten af at Lars Løkke Rasmussen er opstillet i Sjællands storkreds. Han er for tiden den politiker, som har langt de fleste følgere på Twitter. Om han så kommer til at bruge Twitter aktivt i valgkampen, det bliver ren spekulation lige nu.
Til gengæld er fordelingen lidt anderledes i Østjylland storkreds på Twitter, end på Facebook. Ikke at antallet af tweeps i Østjylland storkreds overstiger antallet af følgere på Facebook i storkredsen, men fordelingen i procent ser det bedre ud i Østjylland storkreds. Forklaringen er enkel: Her er det Radikale Venstres formand Morten Østergaard opstillet, og hans 16.347 tweeps får følgeskab af bl.a. Karen Melchiors 9.039 tweeps og Liv Holm Andersens 2.997 tweeps.
Igen ser det skidt i Bornholms storkreds, hvor de 16 kandidater kun har følgeskab af 1.104 tweeps, eller hvad der svarer til 0,2 procent af det samlede antal følgere kandidaterne har på Twitter. Det er langt fra imponerende.
—
Er du kandidat vil jeg meget gerne have dig med på min oversigt over kandidater til folketingsvalget, men jeg vil også meget gerne høre mere fra dig om din brug af sociale medier. Send mig endelig en mail på tsr@axiome.dk, og du må meget gerne skriver, hvilket parti du stiller op for og hvilke sociale medier du bruger, som eksempelvis Facebook, Twitter og Instagram, men også meget gerne Google+, YouTube, og hvad du ellers bruger af sociale medier.
Tallene i denne blogpost er indhentet 12. til 15. december 2014. Alt er naturligvis med forbehold for tastefejl, registreringsfejl, ændringer af kandidatlister, etc. Og det hele skal kun ses, som et absolut første øjebliksbillede af situationen på sociale medier.
