Kampagne uden retning

Socialdemokraterne leverede den mest besynderlige digitale valgkamp i parties nyere historie.  Partiet mistede et mandat i Europa-Parlamentet, men det kan ikke nødvendigvis tilskrives den digitale valgkamp. Tabet bunder formentlig i en generel vigende vælgeropbakning og det forhold, at partiet åbenlyst var i splid med sig selv på en række politiske spørgsmål, såsom fri bevægelighed, arbejdsmarkedsforhold som for eksempel kædeansvar, og velfærdsydelser som eksempelvis børnechecken.

På den anden side fungerede den digitale valgkamp heller ikke rigtigt for Socialdemokraterne. Her var der lidt problemer på spidskandidatposten, hvor Jeppe Kofod fra tid til anden tjekkede ud af valgkampen, fumlede med de sociale medier og indimellem optrådte i tredjeperson ental. Og det var ærgerligt, for glimtvist virkede det, som om han havde et godt tag på både Facebook og Twitter. Bare ikke tilstrækkeligt til at sikre Kofod succes på de sociale medier, hvor han fik en for lille andel af de socialdemokratisk følgere og tilmed konstant lå nummer to på Facebook efter Christel Schaldemose. Havde han været en kandidat blandt andre, havde hans performance været fin, men Kofod var, trods alt, spidskandidaten.

Socialdemokraterne havde noget nær et perfekt line up af kandidater til valgkampen. Partiet havde valgt at stille med kun 8 kandidater, hvilket var et smart træk, eftersom det alt andet lige er nemmere at skabe opmærksomhed om færre end flere kandidater. Og alle de socialdemokratiske kandidater var eller kom på både Facebook og Twitter i løbet af valgkampen. Flere var også  på Instagram, uden at de dog gjorde større brug af mediet, bortset lige fra Kathrine Alexandrowiz, som fik det til at spille godt sammen med resten af sin kampagne.

Men selvom partiets indsats på de sociale medier under valgkampen må beskrives som lidt forkølet, var der også gode takter blandt en række kandidater, som lover godt.

Spidskandidat Jeppe Kofod
Det bedste man kan sige om Jeppe Kofods kampagne på de sociale medier er, at han både anvendte Facebook og Twitter og indimellem leverede solide statusopdateringer, som skabte engagement. De statusopdateringer, hvor det fungerede, er af to kategorier: Den første er de lidt længere, teksttunge statusopdateringer, hvor Kofod kommer med en politisk udmelding. De giver godt engagement. Den anden type er, når han poster video i kort format fra kampagnesporet. Engagementet er mindre, men det fungerer.

Men i øvrigt var indsatsen svingende. For det første fyldte hans statusopdateringer med fotos af andre, og i offentligheden bedre kendte socialdemokrater meget. I løbet af valgkampen kunne man næsten få den tanke, at Jeppe Kofod ikke var sin egen mand.

Og så er der indholdet af indlæggene: Det ene øjeblik leverede han fine, personlige indlæg, andre gange var statusopdateringerne så generiske, at man kunne blive helt i tvivl om, om der faktisk gemmer sig et rigtigt menneske inde i Jeppe Kofod. Og endelig var der de gange, hvor hans posts bar præg af, at de ikke var skrevet af Kofod selv.

Tag nu 7. maj 2014: Jeppe Kofod er taget til Donetsk i Ukraine. Formålet er besynderligt, men klart: Jeppe Kofod ønsker at skabe opmærksomhed om krigen på grænsen til EU og EU’s udenrigspolitik. Derfor poster Jeppe Kofod – naturligvis – en YouTube af sig selv i Donetsk. Og det gør han både på Facebook og Twitter. Problemet er, at det går helt i fisk, hvad angår afsenderen af de to posts. På Facebook indleder Kofod med ”Har tidligere i dag været på besøg i den besatte regeringsbygning i Donetsk bag mig.”, men på Twitter bliver det til ”Jeppe Kofod i Donetsk – foran den besatte regeringsbygning”.

Den form for personskift giver anledning til overvejelser om kandidatens autenticitet. Videoen er tydeligvis optaget af en anden end Jeppe Kofod, men det at kandidaten omtaler sig selv i tredjeperson ental giver anledning til spekulation: Er det Jeppe Kofod, som selv skriver sine statusopdateringer og tweets? Driver Kofod kampagnen eller er hans tilstedeværelse på sociale medier styret af andre?

Det kan virke ironisk, men ind imellem har jeg faktisk krydset fingre for, at der stod andre bag Jeppe Kofods kampagne på Facebook og Twitter. Fordi den ind imellem har været en lidt pinlig og tåkrummende affære. Som eksempelvis da Kofod returnerede til Ukraine 16. maj. På dagen kom formålet til at virke mindre klart end ved det første besøg, men med 9 dage til valget måtte det være et led i valgkampen. En del af forvirringen skyldtes Kofods annoncering af turen, som han slog op på Twitter, hvilket fremgår af skærmdumpet herunder.

kofodfisk

Hans tweet er siden blevet slettet.

Det leder mig hen til et andet element i Kofods kampagne, som er problematisk. Man kan hævde, at det forekommer en anelse malplaceret at tage på ekskursioner, eksempelvis til Ukraine, midt i valgkampen, men når det drejer sig om Kofod, så er en af hans stærke sider netop det udenrigspolitiske. Det er sjældent noget man vinder valg på i Danmark, men i den optik giver det lidt mening, at han prøver at drage fordel af sine styrker.

Problemet for kampagnen er imidlertid, at det går ud over hans tilstedeværelse på de sociale medier. Og det er faktisk lidt af et paradoks, for Kofod kun blev overgået af Morten Messerschmidt i antallet af posts på Facebook, men når man kigger på fordelingen af hans Facebookopdateringer, så bliver det tydeligt, at de bliver doseret galt. Som det ses på grafen herunder er Kofod fra uge 13 og frem uge 19 forholdsvist lidt, men i stigende grad, aktiv på Facebook. Men fra uge 20 og frem til valgdagen 25. maj, i uge 21, er han særdeles aktiv. Det virker som om, han lige skal give kampagnen den sidste skalle, inden der skal stemmes. Men det er dårligt tænkt. Det ville være okay, at være mere aktiv til sidst, men man er nødt til at bygge på engagement og en solid følgerbase. Og det havde Kofod ikke.

sep14dk001

Normalt ville jeg have skudt en graf ind her, som viste spidskandidatens tilslutning af følgere. Men i Socialdemokraternes tilfælde har jeg valgt en graf, som viser tilslutningen af følgere for to af de tre valgte kandidater, Jeppe Kofod og Christel Schaldemose.

sep14dk002

Og det er der en god grund til: I hele valgkampen har Christel Schaldemose nemlig haft flere følgere end Jeppe Kofod. Hvilket er bemærkelsesværdigt, fordi Schaldemose jo ikke har nydt den samme mediebevågenhed, som Kofod gjorde i sin egenskab af spidskandidat.

På valgdagen havde Kofod 25,4 procent af de socialdemokratiske følgere, svarende til 10.100 følgere, mens Schaldemose havde 25,6 procent, svarende til 10.178 følgere. De socialdemokratiske kandidater fik i alt samlet 39.693 følgere.

Det er langt fra et tilfredsstillende resultat for en spidskandidat, som burde ligge på 40 til 50 procent af det samlede antal følgere.

Kampagnen
Der er andre kandidater i den socialdemokratiske valgkamp, som er værd at kigge nærmere på, men for overblikkets skyld vil jeg samle det i to dele. Den første del angår kampen om det tredje socialdemokratiske mandat, der stod mellem Ole Christensen og Britta Thomsen. Den kamp er interessant i forhold til brugen af sociale medier i valgkamp, da den viser noget om betydningen af segmentering af kampagner.

Kigger man på grafen herunder, kan man se, at Britta Thomsen hele tiden har ligget betragteligt over Ole Christensens tilslutning af følgere på Facebook. Og i valgkampens slutspurt stikker Thomsen af fra Christensen. Men lige lidt hjælper det. På valgdagen får Ole Christensen 26.855 personlige stemmer, mens Britta Thomsen må nøjes med 19.851, hvilket kun rækker til den første stedfortræderpost.

sep14dk003

Det bemærkelsesværdige er, at størstedelen af Ole Christensens valgkamp på de sociale medier er specifikt rettet mod publikum i Nordjylland. Det ses blandt på Facebook, hvor Ole Christensen er mest populær blandt sine følgere i Aalborg, Nordjylland, i aldersgruppen 45-64 år. Britta Thomsen er også mest populær i aldersgruppen 45-64 år, men hun er mest populær blandt sine følgere i København.

Den store forskel er, at Christensen er på hjemmebane i Nordjylland, hvor han cykler rundt fra kommune til kommune, uden nogen synderlig konkurrence, mens han prædiker klassiske socialdemokratiske kerneværdier, men præsenterer samtidig også et anderledes syn end regeringens på emner som eksempelvis fordeling af velfærdsydelser, social dumping og kædeansvar.  Det er godt set, og samtidig harmonerer det fint med de nordjyske socialdemokrater, hvor en kandidats uenighed med regeringen ikke nødvendigvis skader ham.

Thomsen er derimod i skarp konkurrence med en række andre, gode, kandidater i København, men med emner, der for det første taler til meget specifikke grupper af vælgere: De grønne, miljøvenlige socialdemokrater og socialdemokrater, der mener at kampen for ligestilling bør være meget centralt. For det andet var hun langtfra ene om at snakker om de emner. Og så gavnede det heller ikke Britta Thomsen, at Politiken bragte en artikel, hvor hun uretfærdigt blev fremstillet som meget lidt aktiv i parlamentets arbejde. Et postulat, som Politiken godt nok siden har beklaget, men som Thomsen måtte bruge en del krudt på at forsvare sig imod, også på de sociale medier.

Christensens strategi bar frugt, og han høstede langt de fleste af sine personlige stemmer i Nordjylland, der desuden kan betegnes som socialdemokratisk kerneland.

Den anden del handler om kandidaterne Lasse Quvang Rasmussen, Kathrine Alexandrowiz og Gunde Odgaard, som alle tre førte hæderlige valgkampe på Facebok og Twitter.

Lasse Quvang Rasmussen klarede sig bedst, hvad angår de personlige stemmetal, og snuppede 2. suppleantpladsen. Men han sled sig også igennem kampagnen i det meste af Østjylland, som han næsten havde for sig selv. Det er også her han vandt mest popularitet blandt sine følgere, i Horsens og Vejle, og i aldersgruppen 18-24 år.

Kathrine Alexandrowiz og Gunde Odgaard var mest populære blandt deres følgere i det københavnske, Alexandrowiz i aldersgruppen 25-34 år og Odgaard i aldersgruppen 45-54 år. Og ligesom i tilfældet Christensen og Thomsen, så er der alt andet lige større konkurrence i Københavnsområdet.

Pointen omkring disse tre, og for så vidt også Britta Thomsen, er at deres arbejde på de sociale medier har været solidt, og at de klarede det en del bedre end en lang række af de nuværende socialdemokratiske medlemmer af Folketinget. Er der nogen fornuft i den socialdemokratiske valgkampsmaskine, vil man overveje disse fire som selvskrevne kandidater ved det kommende folketingsvalg.

I søjlediagrammet herunder ses de socialdemokratiske kandidaters tilslutning på Facebook på valgdagen.

sep14dk004

Tilbage er mysteriet Rasmus Gjedssø Bertelsen. Han har givetvis nogle fine kvaliteter, men de kom slet ikke til udtryk på de sociale medier. På Facebook kørte han med både en privat profil og en side, og begge uden at høste det store engagement eller den store tilslutning. Det virkede som om, at Gjedssø Bertelsen ikke helt kunne beslutte, hvilken der til personligt brug og hvilken til valgkamp. Resultatet var forvirring, men det er så, hvad det er.

rasmusGBPå Twitter gik det galt, for der fik han cross postet i stor stil fra Facebook. Det blev typisk til lange serier af tweets med standardteksten, ”I posted a new photo to Facebook ….”, når han havde lagt billeder ind på sin Facebookside.

Det dur ikke, for hvis der er noget folk hader på Twitter, så er det folk, som cross poster. Det er en af de klareste markører af, at man ikke tager mediet alvorligt.

Det ville dog ikke være fair kun at tilskrive Rasmus Gjedssø Bertelsen miseren. Det sande mysterium er, hvorfor der ikke er en eller anden i partiet, som har taget hånd om det. For det var meget tydeligt allerede tidligt i valgkampen, og det burde man have spottet på partikontoret, når nu der kun var otte kandidater opstillet. Det virker som et tankeløst omsorgssvigt fra partiets side.

Hvad årsagen er, kan jeg kun gisne om, så det vil jeg undlade, men det tilsyneladende fravær kommer ikke kun til udtryk i forhold til Rasmus Gjedssø Bertelsen. Det gælder også indsatsen i forhold til resten af valgkampen på de sociale medier.

På partiets Facebookside bliver der godt nok ført valgkamp, men det er ikke særligt intenst og fokus var i stor grad lagt an på angreb på Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, udført med kampagnegrafik, samt en promovering af Jeppe Kofod. Det sidste er okay, men det første er håbløst, al den stund at man ender med at drive trafik til Morten Messerschmidt.

I modsætning til de andre partier var Socialdemokratiet ikke særligt aktiv i valgkampen på Twitter. Jo, det blev da til 13-15 (re)tweets i de sidste 15 dage i valgkampens afslutning, men før det blev de indenrigspolitiske emner prioriteret på Twitter. Der var ikke megen støtte til at give kampagnen momentum og retning.

Konklusionen på den socialdemokratiske valgkamp på de sociale medier ved Europa-Parlaments valget må være, at det var en rodet affære, som aldrig rigtig kom til at fungere: Spidskandidaten leverede ikke rigtigt det, man kan forvente af en spidskandidat, og partiet understøttede ikke synligt kandidaternes valgkamp. Og selvom der var seks kandidater, som fik deres individuelle kampagner til at glide, tegner der sig et billede af, at den fælles kampagne var uden retning og det fælles mål var betydningsløst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *