Ikke et ord om politik

Herover vises folketingsmedlemmernes akkumulering af followers på Facebook i indeværende folketingssamling.

Uge 4: Folketingsmedlemmerne på Facebook.

Followers
Folketingsmedlemmernes samledes antal followers er per 25. januar 2013 steget til 1.027.536 followers. Socialdemokraterne har stadig flest followers, efterfulgt af Venstre, men det er stadig SF og Dansk Folkeparti, som får samlet flest followers i denne Folketingssamling.

SF har samlet hele 28.585 nye followers siden august. Sammenlignet med sidste uge er der faktisk sket et hop på over 3 procent for SF. Og det skyldes ugens højdespringer Özlem Cekic. Hun har hentet hele 5.259 followers i den forgangne uge, hvilket kunne tyde på, at hun har fået lagt en personlig profil sammen med sin side. På den anden side, har hun været rimeligt aktiv i forbindelse med større arrangementer i den seneste tid, så en del af de nye followers kan også komme derfra.

Dansk Folkeparti følger imidlertid godt med, med en vækst på 1,42 procent i forhold til sidste uge.

Folketingsmedlemmernes followers, som de fordelte sig 25. januar 2013:

Dansk Folkeparti 49.094
Det Konservative Folkeparti 29.218
Det Radikale Venstre 93.924
Enhedslisten 105.596
Liberal Alliance 36.964
SF 173.240
Socialdemokraterne 311.154
Venstre 228.346
Total 1.027.536

Hvad snakker de om?
Det var hverken Statsministerens intermezzo med Sarah Jessica Parker eller Thor Möger Pedersens ansættelse i DR, som var blandt de store emner på folketingsmedlemmernes statusopdateringer. Ikke overraskende var der fokus på David Camerons tale om EU i denne uge og på uddannelsesområdet, hvor det især var undervisningsminister Christine Antorinis nye forsøgsordning med modersmålsundervisning, der optog sindet blandt tingets medlemmer.

Det tredje større emne i ugens løb var håndbold, hvor en række politikere – godt anført af både Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – heppede på det danske landshold. Interessen kan udlægges på mange måder, fx. som en ægte og oprigtig sportsinteresse eller som en italesættelse af det nationale med Danmark i vinderrolle (det er altid godt at læne sig op ad en vinder :o) ). I forbifarten skal det nævnes, at det ikke var alle politikere, som brugte deres tale tid på håndbold. Justitsminister Morten Bødskov kunne således i sin ugentlige statusdatering berette, at han var til “lokalbrag mellem Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles“. Men ikke et ord om politik.

Det fjerde emne, beskæftigelsen, stritter lidt i forskellige retninger, men det er i særdeleshed Venstres folketingsmedlemmer, som bragte det på banen. Det var også Venstres folketingsmedlemmer, der postede flest opdateringer om Annette Vilhelmsen. Som Venstres folketingsmedlem Jacob Jensen skriver på sin Facebook side, så var torsdag “store ‘rist de røde-dag’“.

Herunder ses top-fem-listen over de mest omtalte emner i folketingsmedlemmernes status opdateringer i den forgangne uge:
1. EU
2. Uddannelse
3. Håndbold
4. Beskæftigelsen
5. Annette Vilhelmsen

Fordelingen af statusopdateringer er rimelig klar. Venstres folketingsmedlemmer var mest aktive med statusopdateringerne og de er spredt udover en stor del af gruppen. Socialdemokraterne tog andenpladsen, men det er få, som står for at holde partiet i live på Facebook. En stor del af partiets folketingsmedlemmer har ikke været aktive siden før jul og nytår. Dernæst kommer Det Radikale Venstres folketingsmedlemmer, skarpt efterfulgt af Dansk Folkepartis. Derefter er der et spring til Enhedslistens, Liberal Alliance og SFs folketingsmedlemmer. Endelig indtager de konservative folketingsmedlemmer sidstepladsen hvad angår statusopdateringer.

Hvor er Helle Thorning-Schmidt
Søndag postede Statsministeren sin tredje statusopdatering siden årsskiftet. Og for tredje gang i træk handlede det om håndbold. I år har Helle Thorning-Schmidt ikke ytret ét ord om politik på Facebook. Og det er ikke godt nok. For Helle Thorning-Schmidt er ikke sportskommentator. Hun er Statsminister.

Og det er måske grunden til, at hendes followers nu er begyndt at sive. De vil måske gerne kende personen Helle Thorning-Schmidt, men de kigger på Statsministeren for politisk retning. Og det får de ikke her.

Til højre kan du se udviklingen i antallet af followers på Helle Thorning-Schmidts side fra december 2012 til januar 2013.

Du kan se Statsministerens statusopdatering her.


Fremover vil jeg samle nogle af de tal og historier, som præger folketingsmedlemmernes gøren og laden på Facebook. Tallene indsamles typisk fredag. Og efterhånden som de bearbejdes henover weekenden, vil jeg poste dem på min Facebookside, som du finder på www.facebook.com/troelsrunge og på min Google+ konto, som du finder www.gplus.to/troelsrunge. Mandag eller tirsdag lægger jeg så en opsamling her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *