Før valgkampen: Stort forspring til oppositionen

Siden slutningen af juni har yderligere 21.799 personer tilkendegivet, at de synes godt om den ene eller den anden folketingskandidat på Facebook. Dermed har hele 824.655 personer – op imod 25 procent af vælgerne – tilkendegivet deres politiske sympatier på Facebook. Så selv om det har været sommer, siden jeg første gang optalte kandidaternes tilslutning, er der alligevel sket lidt:

Den seneste måneds tilvækst har imidlertid ikke rykket nævneværdigt på styrkeforholdet mellem partierne og blokkene, hvor det forholder sig sådan, at hver gang en kandidat fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Kristendemokraterne får én sympatitilkendegivelse, får kandidater fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten eller Det Radikale Venstre to sympatitilkendegivelser.

I den forgangne måned har Dansk Folkepartis kandidater samlet haft en vækst på lidt over 9%, mens kandidaterne fra det Radikale Venstre og Kristendemokraterne har haft en vækst på 7,5%.  Kandidaterne fra Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance har kunnet præstere en fremgang på omkring 4% Kandidaterne fra Venstre, Socialdemokraterne og SF har alle tre haft en vækst på lige lidt godt 1%.

Samlet set er der her i august 277.496 personer, der tilkendegiver sympati for en kandidat fra blå blok mens 547.159 personer tilkendegiver sympati for en kandidat fra rød blok. De regeringsbærende partiers andel af followers er på 33,65%, mens oppositionens andel er på 66,35%.

At 824.655 personer har tilkendegivet deres sympatier på Facebook må give anledning til nogle overvejelser:

Den første er, at den massive overvægt til fordel for rød blok ser ud til at være konstant. Meningsmålingerne har ganske vist peget i den samme retning det seneste års tid, men mig bekendt er der ikke noget fortilfælde i Danmark, hvor så mange mennesker offentligt har tilkendegivet deres politiske sympatier før et valg. Netop det forhold, at der er tale om en offentligt tilkendegivelse, hvor ens omgangskreds(e) bliver gjort opmærksom på den enkeltes persons politiske præferencer, er ikke set lignende før. En af lektierne fra digitaliseringen af den amerikanske valgkamp er netop, at når en person, som man kender godt og som er i ens sociale netværk, tilkendegiver en holdning, så stoler man mere på den persons bedømmelse og tilkendegivelse, end hvis den kommer fra en politiker eller via et nyhedsmedie.

En anden overvejelse er, at partierne i oppositionen har fat i den lange ende, når det drejer sig om kommunikationen mellem kandidaterne og vælgerne. Alene det forhold, at oppositionen har skabt kontakt til 547.159 personer er imponerende. Dermed ikke sagt, at de regeringsbærende partier tilslutning ikke er imponerende. Det er utvivlsomt noget af en bedrift at få 277.496 personer til at tilkendegive deres politiske sympati. Spørgsmålet er om det er nok, når vi kommer til valgkampen. Det bliver interessant, at se hvad disse digitale relationer kan bruges til, når valgkampsmaskinerne for alvor kommer i gear.

Man skal naturligvis tage tallene med et gran salt, eftersom intet er endeligt afgjort, før stemmerne er afgivet og optalt på valgdagen. Men holder tallene bare tilnærmelsesvis frem til selve valgdagen, kunne det tyde på, at vi er på vej i mod noget, der ligner et jordskredsvalg.

Hvad skal det nytte?
Noget der til stadighed kan overraske, er at kandidater, der kommer fra samme parti, ikke tilkendegiver deres støtte til hinanden. Det ville i nogle tilfælde kunne give enkelte kandidater et betragteligt løft, der dels kunne virke som moralsk opbakning fra meningsfæller og dels styrke kandidaternes chancer for, at andre ville hoppe ombord og tilkendegive deres støtte. Man kunne lidt syrligt stille spørgsmålet: Hvorfor skulle man støtte en kandidat, som ikke engang kan finde sympati fra egne rækker?

Det er som bekendt bedre at være en del af en succes end en fiasko, og når en kandidat kun formår, at samle i omegnen af ni-ti sympatitilkendegivelser, må det siges at stå virkelig sløjt til. Det er også svært at forestille sig, at kandidater, som ikke kan generere followers på de sociale medier, kan være i stand til at trække stemme til huse, når valgdagen kommer. Og hvad skal partierne så med dem?

Yderpunkter
Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre virker som hinandens modpoler, (også) når snakken er på brugen af de sociale medier. Det ene parti ønsker at undgå de sociale medier, mens det andet omfavner dem.

Dansk Folkeparti er et studie værd i sig selv. På Facebook er partiets kandidater gået fra at have 29.912 personer, der følger dem, til 32.623 personer her i august. Det vil sige at 2.711 flere følger partiets kandidater end i slutningen af juni 2011.

Dermed ligger Dansk Folkeparti et godt stykke foran partier som Kristendemokraterne, der har bliver fulgt af 13.916 personer, og Liberal Alliance, der bliver fulgt af 22.608  personer. Og Liberal Alliance har endda arbejdet stenhårdt på at få skabt digisocial opmærksomhed og få followers.

Det ville have været interessant, hvis Dansk Folkeparti havde gjort brugen af de sociale medier til en del af deres strategiske satsning på kommunikationsområdet, frem for et felt man forsøger at undgå.

Modsat forholder det sig med Det Radikale Venstre. Nogle gange virker det, som om der er Radikale her og der og alle vegne. Partiets digitale grundstamme er solidt rodfæstet på www.radikale.dk og www.radikale.net. Derudover har en stor del af partiets kandidater bredt sig ud over de digitale og sociale medier: Blandt kandidaterne er der 64 kandidater, som driver et website, 68 kandidater er på Facebook, 30 kandidater er på Twitter og 16 kandidater bruger Google+.

Men selvom udbredelsen er stor, er der alligevel markante forskelle på, hvordan kandidaterne bruger medierne. De færreste, som følger dansk politik på de nye medier er vel i tvivl om, at Margrethe Vestager er Dronningen af Twitter og at der er en stor, hård kerne af radikale, som entusiatisk deltager på nettet. Det er for så vidt fint, men det overskygger lidt den del af både folketingsgruppen (Se også http://digitalkommunikation.net/post/Det-Radikale-Venstre.aspx) og kandidaterne, der ikke arbejder så intenst med nettet. Men det kan dog sagtens være, det ændrer sig, når valgkampen skydes i gang officielt.

Google+
Som de fleste vil have lagt mærke til, er der kommet en ny social platform til siden foråret, nemlig Google+. En del kandidater er begyndt at få øjnene op for den nye spiller, der godt nok kun er i beta versionen, men som har en kraftig vækst for tiden. I slutningen af juli var der omkring 14 kandidater på Google+. Det tal er nu vokset til mindst 55 kandidater.

Det Radikale Venstre har, som tidligere nævnt, 16 kandidater på Google+. Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har hver 8 kandidater. SF og Venstre kan mønstre 5 kandidater, mens Enhedslisten har 4 kandidater på Google+. Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Socialdemokraterne har hver 3 kandidater, som benytter Google+.

I forhold til det samlede antal kandidater er det ikke mange, som har taget Google+ til sig; kun lidt over 7% af kandidaterne benytter Google+. Til gengæld har en stor del af de 7% af kandidaterne fundet ud af, at det dels kan lade sig gøre at cross poste, og dels kan de nu bruge mixet af sociale medier til at skære budskaberne til i forhold til det publikum, de har på de forskellige netværk.

Man kan måske have den betragtning, at hvad Google+ angår, vil netværkets betydning for valgkampen i høj grad komme til at afhænge af, om valget falder på den alleryderste dag i valgperioden, tirsdag 13. november 2011. Bliver det scenariet kan Google+ gå hen og blive en faktor for kandidaterne i forhold til at samle followers og støtte.

Men en anden vinkel på Google+ er, at man kan bruge netværket som et led i kampen om søgemaskinerne. Det må formodes, at jo flere kanaler man råder over, des bedre kan ens indeksering blive, og dermed opnås en bedre position i de søgeresultater, som brugerne af søgemaskinerne bliver præsenteret for.

Sociale medier vinder
I hvor høj grad den ujævne fordeling mellem rød og blå bloks sympatitilkendegivelser på de sociale medier vil få indflydelse på valgresultaterne ved vi om kort tid. Men allerede nu tyder alt på, at de sociale medier, næsten uanset  resultatet, får stor indflydelse på valgkampen.

Måske bliver de afgørende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *