
Folketingets åbning på den første tirsdag i oktober er et institutionelt ritual og en demokratisk festdag. På dagen sammensættes Folketinget på ny, en ny formand og tingets præsidium vælges, og herefter holder statsministeren sin åbningstale, hvor der gøres status over rigets tilstand og linjerne for det kommende års lovgivningsarbejde udstikkes. For mig er det en oplagt – og lige så rituel – lejlighed til at tage temperaturen på de danske partier og folketingsmedlemmer på digitale og sociale medier.
Oversigten omfatter de politikere, der var medlemmer af Folketinget ved åbningen 1. oktober, enten som valgte eller som suppleanter, hvilket omfatter de 175 medlemmer af Folketinget, som er valgt i de danske storkredse, plus en kort oversigt over de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer fra Færøerne og Grønland.
Formålet med opgørelsen er at give et samlet oversigt danske partier og politikere tilstedeværelse på sociale medier, og i forlængelse heraf, at bidrage til et overblik over udviklingen i den danske politiske kommunikationskultur. Det er ikke hensigten at beskrive de enkelte partier og politikeres daglige aktivitet, såsom antal af posts eller interaktioner, men en kortlægning af, hvilke sociale medier de anvender.
Der er således tale om en registrering af forandringer i brugen af sociale medier i form af tilstedeværelse. Og i den forbindelse fortjener begrebet tilstedeværelse tydeliggørelse.
For det første kan man betragte tilstedeværelse, som en aktivitet i sig selv. At etablere sig selv på sociale medier, er en uomgængelig forudsætning for at kunne deltage i den politiske samtale. I denne form er tilstedeværelse det første aktive skridt i den politiske selvfremstilling. Det omfatter blandt andet hvilket profilbillede skal man have, hvilke handle man vil benytte, hvilken variant af platformen man vil anvende, eller om man skal verificeres eller ej på en given platform. Det kan lyde banalt, og måske ligegyldigt, men det er overraskende hvordan tilstedeværelse til stadighed er en udfordring for mange partier og politikere – også når de ønsker at forlade en platform.
For det andet tyder en del på, at samspillet mellem partier og politikere til tider er en anelse besværligt, når det drejer sig om tilstedeværelse. Partierne er øjensynligt ikke særligt opmærksomme på deres folkevalgte. Det gælder blandt andet, når de skal gøre opmærksom på, hvor man kan finde deres folketingsmedlemmer. Det skal dog siges, at det i løbet af årene er blevet bedre. Meget bedre.
Partierne
Det er efterhånden mange år siden, at de danske partier begyndte deres digitaliseringsproces. I midt 1990erne fik de første partier etableret hjemmesider. Så fulgte blogs og parti-intranet, og senere igen fulgte sociale medier. I dag er partierne i det store hele veletablerede på digitale og sociale medier. Alle partier er at finde på større sociale medier, som Facebook, X, Instagram, LinkedIn og YouTube.
Generelt har partierne været gode til at tilpasse sig udviklingen på de forskellige sociale medier og finde anvendelse for de ting, som de store platforme tilbyder. Tilstedeværelsen er mere spredt, når det drejer sig om platforme som TikTok og Threads.
Parti | X (Twitter) | Threads | YouTube | TikTok | |||
Socialdemokratiet | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ○ |
Radikale Venstre | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ○ |
Det Konservative Folkeparti | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Socialistisk Folkeparti | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Liberal Alliance | ● | ● | ● | ● | ● | ● | ● |
Moderaterne | ● | ● | ● | ● | ● | ● | ○ |
Dansk Folkeparti | ● | ● | ● | ● | ● | ● | ● |
Venstre | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Danmarksdemokraterne | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Enhedslisten | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Alternativet | ● | ● | ● | ● | ● | ● | ● |
Ikke overraskende er Facebook den platform, hvor partierne har flest følgere. Da jeg i 2010 lavede den første oversigt over partiernes følgere på Facebook, havde de 26.000 følgere tilsammen. Fire år senere – i 2014 – var det samlede antal steget til 200.000. Og nu her, ti år senere, er partiernes samlede antal følgere på deres Facebooksider nået op på 765.700.
De er naturligvis ikke fordelt ligeligt. Med 119.000 følgere er Socialdemokratiet det parti, som har flest. Med 7.700 følgere har Moderaterne færrest, men det er nok ikke så overraskende, eftersom de er blandt de nye partier i Folketinget.

Webshops
Næsten alle partier har en webshop, og selvom størstedelen tydeligt og primært er rettet mod partiets kandidater og deres kampagnearbejde, kan andre også shoppe med. Udvalget varierer, men generelt finder man alt fra bøger, plakater, tøj, kunst til parti-merchandise i alle afskygninger, som bolsjer, flag og balloner, badges, pins eller krus.
Hos Det Konservative Folkeparti findes der både en åben webshop, hvor alle har adgang, og en afdeling, som er forbeholdt partiets kandidater. Hos Socialistisk Folkeparti og Venstre er deres webshops lukkede foretagender, udelukkende forbeholdt medlemmer. Alternativet er det eneste af Folketingets partier, som ikke har en webshop. Partiet lancerede i 2016 ellers tanken om både webshop og forlag under stor mediebevågenhed.
Podcasts
I de senere år har hele seks partier, blandt de nuværende 11 partier i Folketinget, forsøgt sig med forskellige former for podcasts, der er blevet publicerede på forskellige streamingplatforme, så som Spotify eller Apples iTunes.
Ved Folketingets åbning i 2024 havde to partier, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, aktive podcasts, mens yderligere to partier var aktive i det forgangne folketingsår. Liberal Alliances podcast har Alex Vanopslagh som vært, mens Dansk Folkepartis podcast har titlen Ikke et ord om politik, og den har partiformand Morten Messerschmidt som vært.
To andre partier har indenfor det seneste år været aktive med podcasts. Enhedslisten var det første af Folketingets partier med en podcast, der havde den mundrette titel Listen, men partiets seneste podcast blev publiceret i april 2024. Alternativet publicerede deres seneste udgave i december 2023.
Hos det Radikale Venstre kørte man en podcast frem til maj 2021, med titlen En radikal fortælling og med Samira Nawa som vært. Socialdemokratiet kørte en podcast Statsministeren Spørger, hvor Mette Frederiksen er i samtale med et udvalg af forskellige mennesker. Den seneste udgave blev sendt i oktober 2022.
Partilederne
Partilederne tiltrækker sig stor opmærksomhed i offentligheden, i nyhedsmedier, og det gør de naturligvis også på sociale medier. Der er imidlertid forskel på, hvilke platforme partilederne har valgt til og fra.
Statsminister Mette Frederiksen er den partileder, som er til stede på færrest platforme, nemlig Facebook og Instagram. Dansk Folkepartis partileder Morten Messerschmidt kan man til gengæld finde på alle de omfattede platforme.
Partiledernes valg af sociale medier fremgår af tabellen herunder.
Navn | Threads | YouTube | TikTok | ||||
Mette Frederiksen (A) | ● | ○ | ● | ○ | ○ | ○ | ○ |
Martin Lidegaard (B) | ● | ● | ● | ● | ○ | ○ | ○ |
Mona Juul (C) | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Pia Olsen Dyhr (F) | ● | ● | ● | ● | ○ | ○ | ○ |
Alex Vanopslagh (I) | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Lars Løkke Rasmussen (M) | ● | ● | ● | ● | ○ | ○ | ● |
Morten Messerschmidt (O) | ● | ● | ● | ● | ● | ● | ● |
Troels Lund Poulsen (V) | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Inger Støjberg (Æ) | ● | ● | ● | ● | ○ | ○ | ○ |
Pelle Dragsted (Ø) | ● | ● | ● | ● | ○ | ● | ● |
Franciska Rosenkilde (Å) | ● | ● | ● | ● | ○ | ○ | ○ |
Bortset fra Mette Frederiksen, er alle de andre partiledere på Facebook, X, Instagram og LinkedIn. Til gengæld har Mette Frederiksen voldsomt mange følgere på både Facebook og Instagram.
På Facebook, som er den største platform, har partilederne tilsammen 1.209.400 følgere i oktober 2024. Med 381.000 følgere har Mette Frederiksen flest, mens Mona Juul med 5.400 følgere har færrest. Forskellen på de to er på 375.600 følgere.
Her er det værd at bemærke, at Juul har været folketingsmedlem siden juni 2019 og partileder for Det Konservative Folkeparti fra 2024, mens Frederiksen har været folketingsmedlem siden 20. november 2001, hun har været minister i perioden fra 2011 til 2015, mens hun har været formand for Socialdemokratiet siden 2015 og Danmarks statsminister fra 27. juni 2019.

Folketingsmedlemmerne på sociale medier
Stort set alle folketingsmedlemmer er på sociale medier i et eller andet omfang. Som det fremgår af diagrammet herunder, er Facebook stadig den foretrukne platform blandt folketingsmedlemmerne.
Blandt de platforme, hvor man finder størstedelen af folketingsmedlemmerne, er derudover X, Instagram og LinkedIn.

Det eneste folketingsmedlem, som reelt ikke er at finde på nogle platforme, er Jette Gottlieb fra Enhedslisten. Nogle få folketingsmedlemmer har tilkendegivet, at de ikke længere anvender sociale medier, men mange har dog bevaret deres profiler uden at været åbenlyst aktive.
Blandt de platforme, hvor man finder færrest folketingsmedlemmer, er YouTube størst, efterfulgt af TikTok og Threads. Størrelsesforholdet afspejler, hvornår det enkelte folketingsmedlem har oprettet en profil på den pågældende platform og varigheden af deres medlemskab af Folketinget.
YouTube var forholdsvist populært for en del år tilbage, hvor platformen blev anvendt som placering af videoindhold til brug på andre platforme, da de ikke tilbød det eller kun gjorde det i begrænset omfang (fra cirka 2004 til 2008). YouTube er i tidens løb blevet anvendt som selvstændig platform, men også sammen med Googles sociale medie G+, der blev udfaset i foråret 2019 (Welch, 2019).
TikTok først blev anvendt i forbindelse med folketingsvalget i 2022, hvor en række kandidater og folketingsmedlemmer fandt vej til platformen. Hvad angår Threads, så blev platformen først introduceret af Meta i juli 2023, som en udvidelse af Instagram. Bemærkelsesværdigt få folketingsmedlemmer har fundet platformen tillokkende, men den har så heller ikke stået sin prøve i forbindelse med et folketingsvalg.

En måde at betragte folketingsmedlemmernes brug af sociale medier, er ved at se på deres samlede tilstedeværelse på sociale medier. Her ender den gennemsnitlige tilstedeværelse for alle folketingsmedlemmer på seks sociale medier.
Langt hovedparten af folketingsmedlemmerne ligger i spændet mellem en tilstedeværelse på fem til syv sociale medier. I diagrammet til højre er det forhold illustreret ved det sorte plot.
Det forhold kan også udtrykkes, som i diagrammet herunder. Her er det tydeligt, at størsteparten af folketingsmedlemmerne – 46 i alt – anvender fem forskellige sociale medier, men at gennemsnittet bliver trukket op af de 107 folketingsmedlemmer, som anvender flere end fem. For fuldstændighedens skyld skal det med, at kun 22 folketingsmedlemmer er til stede på færre end fem sociale medier.

Ofte tilskrives valg af platforme det enkelte folketingsmedlems personlige præferencer, men som det fremgår af diagrammet på forrige side, er de mest udbredte platforme blandt folketingsmedlemmerne Facebook, X, Instagram og LinkedIn. Det tydet på, at der er tale om en generel politisk kommunikationskultur, som de store platforme er en del af.
Der er der flere gode grunde til at se nærmere på folketingsmedlemmernes tilstedeværelse på sociale medier indenfor rammerne af deres respektive partier. Det kunne være tale om en politisk kommunikationskultur, hvor nogle medier spiller en særlig rolle, som eksempelvis i den måde et givent parti organiserer sig på både internt i Folketinget og eksternt i forhold til medlemmer eller vælgere, men herudover kan valg af platforme ses som strategiske valg i partiernes generelle kommunikation og kampagner.
En måde at undersøge forskelligheden af tilstedeværelsen på af sociale medier på, er ved at kigge nærmere på folketingsmedlemmerne indenfor rammerne af deres respektive partier.

Som fremgår af diagrammet herover, er Liberal Alliances folketingsmedlemmer overvejende at finde på mellem syv til otte platforme, skarpt efterfulgt af folketingsmedlemmerne fra Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, det Radikale Venstre, mens tilstedeværelsen er en anelse lavere blandt folketingsmedlemmerne fra Moderaterne og Alternativet.
Folketingsmedlemmerne fra Socialdemokratiet, Venstre og Danmarksdemokraterne er kendetegnet ved, at størsteparten af deres er at finde på fem til seks platforme, med nogle få på flere og få på færre. De er stort set alle på Facebook, X, Instagram og LinkedIn.
Blandt Dansk Folkeparti svinger folketingsmedlemmerne mellem at være på fire til seks sociale medier, men med et enkelt medlem, som er at finde på ni platforme og et på kun to platforme.
Spændet er større blandt Enhedslistens folketingsmedlemmer, hvor tilstedeværelsen ligger på mellem tre og seks sociale medier, primært Facebook, X og Instagram, mens tilstedeværelsen på de øvrige platforme er begrænset. Og partiet har så også et enkelt medlem, som slet ikke er at finde på sociale medier.
på X er steget i 2023 og 2024. Udviklingen var mest markant i 2024, hvor en del folketingsmedlemmer fandt vej til X til i forbindelse med valgkampen til Europa-Parlamentet, enten fordi de selv var kandidater ved valget eller for at støtte deres respektive partiers kandidater i valgkampen.
Facebook
Facebook er det største sociale medie blandt de danske folketingsmedlemmer. Sådan har det været i omtrent 15 år. Det er ikke så overraskende, set i lyset af, at Facebook i mange år har været danskernes foretrukne sociale medie. Med til det billede hører, at Facebook i dag er meget anderledes end da det blev tilgængeligt i Danmark – og det gælder også for politikere.
De seneste år har man kunne anvende både Facebook-sider og personlige profiler, men siden 2023 har det tillige været muligt at benytte en tredje mulighed, professionelle profiler, også kendt som professional mode for profiles (Meta, 2021). Den mulighed er en udvidelse af den personlige profil, og den giver adgang til en række af de features, som Facebook-sider har, som eksempelvis at kunne annoncere på Facebook (Meta) og kunne nå forskellige typer publikum.
Der er der nogle få folketingsmedlemmer, som benytter sig af professionelle profiler i dag. Fremadrettet kan det være at vi kommer til at se politikere, som anvender elle tre typer, altså Facebook-sider, professionelle profiler og personlige profiler. Men for forståelsens skyld bliver de professionelle profiler medregnet under brugen af Facebook-sider i år. Overfladisk betragtet ser det ud til, at anvendelsen og indholdet er forskellig mellem Facebookside og Facebookprofiler, men det må fremtidige analyser af brugen vise.
Samlet set anvendte 173 folketingsmedlemmer Facebook i 2024, hvilket svarer til 98,9 procent af folketingsmedlemmerne. Mange kunne findes både på Facebooksider og på Facebookprofiler. Således anvendte hele 172 Facebooksider, mens 156 var til stede med Facebookprofiler, hvilket fremgår af tabellen herunder, fordelt efter folketingsmedlemmernes parti.
Parti | Side | Procent | Profil | Procent |
Socialdemokratiet | 49 | 98,0% | 43 | 86,0% |
Radikale Venstre | 6 | 100,0% | 6 | 100,0% |
Det Konservative Folkeparti | 10 | 100,0% | 10 | 100,0% |
Socialistisk Folkeparti | 15 | 100,0% | 14 | 93,3% |
Liberal Alliance | 15 | 100,0% | 15 | 100,0% |
Moderaterne | 12 | 92,3% | 9 | 69,2% |
Dansk Folkeparti | 6 | 85,7% | 7 | 100,0% |
Venstre | 22 | 95,7% | 18 | 78,3% |
Danmarksdemokraterne | 16 | 100,0% | 13 | 81,3% |
Enhedslisten | 9 | 100,0% | 6 | 66,7% |
Alternativet | 5 | 100,0% | 5 | 100,0% |
Uden for folketingsgrupperne | 6 | 100,0% | 6 | 100,0% |
X
Platformen X, som tidligere var kendt som Twitter, er det sociale medie, der anvendes af næstflest folketingsmedlemmer. Platformen omtales ofte som Folketingets intranet og opfattes af mange, som en genvej til nyhedsmedierne.
Platformen har været genstand for mange diskussioner siden Tesla-milliardæren Elon Musks overtagelse i 2022, der på mange måder er problematisk. Og de er kun taget til siden Musk valgte at støtte den republikanske præsidentkandidat Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg i 2024.
I oktober kunne man finde 170 folketingsmedlemmer på X. Hele fem partier havde alle deres folketingsmedlemmer på platformen, det så anderledes ud for Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som det fremgår af tabellen herunder.
Parti | Antal | Procent |
Socialdemokratiet | 47 | 94,0% |
Radikale Venstre | 6 | 100,0% |
Det Konservative Folkeparti | 9 | 90,0% |
Socialistisk Folkeparti | 14 | 93,3% |
Liberal Alliance | 15 | 100,0% |
Moderaterne | 12 | 92,3% |
Dansk Folkeparti | 6 | 85,7% |
Venstre | 22 | 95,7% |
Danmarksdemokraterne | 16 | 100,0% |
Enhedslisten | 8 | 88,9% |
Alternativet | 5 | 100,0% |
Uden for folketingsgrupperne | 6 | 100,0% |
Instagram
Valgkampen i 2019 var et gennembrud for danske politikeres brug af Instagram, hvor kandidaterne flokkedes til platformen i stor stil. I dag er Instagram blevet et af de mest etablerede og populære sociale medier blandt mange folketingsmedlemmer.
En åbenlys forklaring er Instagrams visuelle karakter, som understøtter en stor grad af selvfremstilling. Det understreges af de mange selfies, snapshots og ”dagligdagsbilleder” man finder på politikernes profiler på platformen.
Efterhånden er Instagram nået op på højde med både Facebook og X, med 166 folketingsmedlemmer på platformen.
Parti | Antal | Procent |
Socialdemokratiet | 49 | 98,0% |
Radikale Venstre | 6 | 100,0% |
Det Konservative Folkeparti | 9 | 90,0% |
Socialistisk Folkeparti | 14 | 93,3% |
Liberal Alliance | 15 | 100,0% |
Moderaterne | 12 | 92,3% |
Dansk Folkeparti | 6 | 85,7% |
Venstre | 19 | 82,6% |
Danmarksdemokraterne | 15 | 93,8% |
Enhedslisten | 6 | 66,7% |
Alternativet | 5 | 100,0% |
Uden for folketingsgrupperne | 6 | 100,0% |
LinkedIn
De senere år er den professionelle netværksplatform, LinkedIn, i stigende grad blevet populær blandt en del folketingsmedlemmer. I oktober kunne man finde 160 folketingsmedlemmer på LinkedIn.
Udviklingen er gået en anelse under radaren, måske fordi politikernes brug af platformen ikke har tiltrukket sig særlig stor opmærksomhed i massemedierne, men det kan også skyldes, at platformen har været anset for at være for nichepræget.
I dag er anvendelsen af LinkedIn forholdsvist udbredt i de fleste partier, men kigger man på Dansk Folkeparti og især Enhedslisten, så er der her meget få politikere, som har fundet vej til platformen.
Parti | Antal | Procent |
Socialdemokratiet | 41 | 82,0% |
Radikale Venstre | 6 | 100,0% |
Det Konservative Folkeparti | 10 | 100,0% |
Socialistisk Folkeparti | 14 | 93,3% |
Liberal Alliance | 15 | 100,0% |
Moderaterne | 13 | 100,0% |
Dansk Folkeparti | 5 | 71,4% |
Venstre | 22 | 95,7% |
Danmarksdemokraterne | 14 | 87,5% |
Enhedslisten | 5 | 55,6% |
Alternativet | 5 | 100,0% |
Uden for folketingsgrupperne | 6 | 100,0% |
YouTube
Ud af de 175 folketingsmedlemmer er 74 på YouTube, hvilket svarer til 42,3% af medlemmerne. Procentvist tegner Venstre for den største andel, efterfulgt af Socialdemokratiet.
Der er stadig folketingsmedlemmer, som er (forholdsvis) aktive på YouTube, men det er kendetegnende for stor del af folketingsmedlemmerne , at de har oprettet en profil for mange år siden, som nu ser ud til at ligge henfalden og ubrugt hen.
Måske har de glemt alt om deres konto, men en anden mulighed er, at de anvender deres konto, når de lurker på YouTube eller benytter den, når de logger ind via enheder, der anvender Android og er knyttet til en G-Mail – og dermed deres YouTube-konto.
Parti | Antal | Procent |
Socialdemokratiet | 26 | 52,0% |
Radikale Venstre | 2 | 33,3% |
Det Konservative Folkeparti | 5 | 50,0% |
Socialistisk Folkeparti | 7 | 46,7% |
Liberal Alliance | 6 | 40,0% |
Moderaterne | 2 | 15,4% |
Dansk Folkeparti | 2 | 28,6% |
Venstre | 17 | 73,9% |
Danmarksdemokraterne | 3 | 18,8% |
Enhedslisten | 1 | 11,1% |
Alternativet | 1 | 20,0% |
Uden for folketingsgrupperne | 2 | 33,3% |
TikTok
Folketingsvalget i 2022 blev i nogen grad præget af TikTok, hvor især Liberal Alliance og Alex Vanopslagh, plus Rosa Lund fra Enhedslisten, satte kursen. Antageligvis var effekten størst og mest spektakulært i nyhedsmedierne, mere end det påvirkede vælgerne. Opmærksomheden havde dog den effekt, at en række politikere indfandt sig på platformen i løbet af valgkampen, droppede en post eller to, om ikke andet for at kunne sige, at de er ung med de unge.
Ud af de 175 folketingsmedlemmer kan man i oktober 2024 finde 64 på TikTok, hvilket svarer til 36,6% af tingets medlemmer. De fleste finder man blandt Liberal Alliance og Det Konservative Folkepartis folketingsmedlemmer, hvilket illustreres herunder.

Threads
Threads fra Meta er ikke det store hit blandt folketingsmedlemmerne. Kun 33 af folketingsmedlemmerne er på Threads, hvilket svarer til 18.9% af medlemmerne. Det er overvejende medlemmer af det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti, man finder her – men ikke i store tal.
Det er ret interessant: Platformen er knyttet tæt sammen med Instagram, som mange folketingsmedlemmer er tilstede på og bruger (meget) aktivt, så det burde være et oplagt tilvalg. Når det er alligevel ikke er det, kan det være, at Threads ikke tilbyder noget bedre, særligt eller mere, end det man får på andre platforme, som Facebook og X. Udover ekstra arbejde selvfølgelig. For brugerne har heller ikke rigtigt indfundet sig på Threads, og de er den første og eneste grund til, at man skulle være der.
Nordatlanten
De fire nordatlantiske folketingsmedlemmer fra Færøerne, Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin, og Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin, og Grønland, Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut, og Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit, er et metodisk ømt punkt. For mit vedkommende er det opstået, fordi der afholdes selvstændige valg i Færøerne og Grønland, som kræver både indsigt i lokale forhold og valgkampe, samt et sprogkendskab.
Det er en stor svaghed, da valgkampe – ud fra et anekdotisk kendskab – finder sted i stor stil på sociale medier begge steder. Personligt ville jeg gerne kigge mere på de politiske kommunikationskulturer, herunder valgkampe, i Færøerne og Grønland, men med begrænsede ressourcer er det ikke realistisk. Jeg håber, at der er nogen, som er opmærksomme på det, for vi har brug for mere viden om det.
I forhold til deres brug af sociale medier, minder de meget om deres kolleger i Folketinget. Alle er på Facebook, X, Instagram og LinkedIn. Tre er på YouTube, mens kun en enkelt er på TikTok og en enkelt er på Threads.
Opdatering 6. december 2024
NB. Siden jeg indsamlede data til denne post, er der sket nogle ting. En række folketingsmedlemmer er gået på orlov og derfor er deres stedfortrædere blevet indsuppleret i stedet. Det er ikke så usædvanligt og betyder ikke det store for det samlede billede. Til gengæld er Jette Gottlieb fra Enhedslisten udtrådt af Folketinget. I hendes sted er indtrådt Leila Stockmarr, og hende finder man bl.a. på Facebook, X, Instagram og LinkedIn.
Skriv et svar