Festselskabet

I weekenden 27. og 28. september 2014 var scenen sat for Det Konservative Folkepartis årlige landsråd, #klr14, der i år blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center. Landsrådets altoverskyggende emne var kåringen af den nye formand Søren Pape Poulsen, som helt efter planen afløste Lars Barfoed.

Og helt planmæssigt havde 5 ud af syv konservative folketingsmedlemmer op til landsmødet skiftet deres profilbilleder ud, så de viste et billede af Søren Pape Poulsen, med teksten ”Min Formand”. De eneste to, der ikke havde fået skiftet, var Lars Barfoed og Charlotte Dyremose. Efter at Søren Pape Poulsen var blevet kåret til formand, skiftede Barfoed også sit profilbillede.

De konservative havde øjensynligt sat alle kræfter ind på at vise de bedste digitale sider af Det Konservative Folkeparti i forbindelse med årets landsråd: De byggede et distribueret website på domænet www.klr14.dk, som kun havde til formål at understøtte årets landsmøde, de live streamede landsrådet via konservative.dk, de var aktive på Facebook, Twitter og Instagram under landsrådet, og de havde fået etableret et unikt hashtag, så folk kunne finde dem på de sociale medier.

Det Konservative Folkeparti gjorde næsten alt det rigtige, når det drejede sig om at få partiet – og dets politikere – ud over den digitale rampe til landsrådet. Og når det kun bliver til et næsten, er det udelukkende fordi en pernittengrynsk gennemgang viser lidt små fejl og mangler.

Det er heller ikke de små fejl og mangler, der er Det Konservative Folkepartis største problem. Langt mere alvorligt er det, at partiet mangler et publikum.

Live streaming #klr14
Det Konservative Folkeparti leverede en af de bedste live streams fra noget landsmøde, jeg til dato har set: Lyssætningen var god, tonen fin og lyden sprød, og det gav en god fornemmelse af flow, når der blev klippet mellem kamerapositionerne. Ja, nemlig: kamerapositionerne. I flertal.

Herunder er en samling af skærmdumps fra nogle af lørdagens taler: Bemærk kamerapositioner og ikke mindst vinkel.

Det kunne næsten ikke blive bedre, havde det ikke været for den detalje, at det primære kameras vinkel var sat i et svagt fugleperspektiv. Det betød for det første, at vi, publikum, så ned på, hvem der end nu måtte være på talerstolen. Og for det andet, og det var mere alvorligt, at talerne kun meget sjældent havde øjenkontakt med kameraet. Talerne kom med andre ord til at virke fraværende. Og det var synd, fordi resten af de konservatives live stream fungerede godt.

Herunder taler den nykårede formand Søren Pape Poulsen til det konservative landsråd.

#klr
Det Konservative Folkeparti ramte rigtigt, da de besluttede sig for at anvende hashtagget #klr14 til årets landsråd. Det er enkelt, unikt og frem for alt kort. Det forhold er ikke uvæsentligt, når man både skal have en entydig strøm, men samtidig have plads til andet indhold og flere tags, hvoraf #dkpol, på 6 tegn, var det mest oplagte. Og det var de to hashtags, partiet burde have holdt sig til, når der blev postet statusopdateringer, tweets og fotos på Instagram.

Alligevel gik det (lidt) galt. Flere af de konservative, som var aktive på de sociale medier i weekenden, anvendte både hashtagget #MinFormand og #menneskerførst. På Instagram fik partiet tilmed sneget et par ekstra hashtags ind, #nedmedplanloven og #nejtiltvangslektiecaféer. Og så længe det var i kombination med #klr14 og #dkpol var det okay, men ofte var det ikke.

Og mens det om lørdagen gik fint for partiet at benytte kombinationen med #klr14 og #dkpol, gik det skævt med partiets tweets om søndagen. Her gled man over i kun at anvende #klr14. Det mindskede ærgerligt nok rækkevidden.

Facebook
Det Konservative Folkeparti anvendte naturligvis også Facebook til at sprede budskabet om det konservative landsråd, og partiet fik skabt et forholdsvist godt engagement, men det er bare ikke nok, når ens publikum er så relativt begrænset. Det Konservative Folkeparti havde i weekenden kun omkring 9.800 følgere på Facebook.

Partiet fik skabt en gennemsnitlig post engagement rate på 1.9, som det fremgår af grafen herunder, med de 7 statusopdateringer, som partiet foretog i weekenden. Til sammenligning havde de partier, der holdt landsmøder sidste weekend, gennemsnitlige post engagement rater, der lå på 0.4 for Det Radikale Venstres vedkommende, imens Socialdemokratiet nåede 2.6, og Dansk Folkeparti nåede op på på 3.6. For så vidt angår Det Konservative Folkeparti, var det opdateringen med Søren Papes tale ved Det Konservative Folkepartis landsråd 2014 (tekst versionen), der skabte det største engagement. Den fik 222 likes, blev kommenteret 13 gange og delt 36 gange.

Twitter
Det Konservative Folkeparti anvendte Twitter forholdsvist flittigt i løbet af landsrådsweekenden. Partiet har 5.343 følgere på Twitter. Fra partiets Twitterkonto, @KonservativeDK, fik partiet afsendt 30 tweets i løbet af weekenden, 20 lørdag og 10 søndag, som det ses af søjlediagrammet herunder. Heri er ikke medtaget de retweets, som partiet også fik formidlet videre.

Størstedelen af partiets aktiviteter var live tweets, som blev postet, når de konservative politikere holdt tale på landsrådet. Og helt naturligt var partiet meget aktive, når den nye formands talking points skulle serveres på Twitter. Eksemplet herunder er hentet fra Søren Pape Poulsens tale lørdag.

Det var imidlertid ikke kun de konservative politikere, der gav #klr14 medvind på Twitter. Komikeren Lasse Rimmer, som stod for en del af underholdningen på landsrådet, sørgede for, at landsrådet nået en smule længere ud end forventet, da han lørdag aften 22.38 tweetede: ”De konservative er rigtig godt festselskab. Tak for invitationen. #klr14”

@lasserimmer’s tweet blev retweetet 30 gange, blandt andet af den nykårede formand Søren Pape Poulsen, og det opnåede 3 svar og blev foretrukket 69 gange. I det hele taget blev hashtagget #klr14 anvendt 811 gange på Twitter fra 24. september og frem til og med søndag 28. september 2014. Og naturligt nok var der mest trafik om lørdagen. Udviklingen for dagene op til landsrådet og selve weekenden, der bygger på tal fra Overskrift.dk, ses på grafen herunder.

Instagram
Der var også aktivitet på Instagram i forbindelse med det konservative landsråd, hvor billeder og video markeret med hashtagget #klr14 blev delt 100 gange i løbet af weekenden.

Partiet fik kun postet 6 fotos fra landsrådet til de 261 følgere, som følger partiet. Og meget få besværede sig med, at synes godt om de billeder, der blev postet.

Det er hverken et imponerende antal posts eller antal følgere, hvis partiet skal gøre sig forhåbninger om at anvende Instagram offensivt.