Der mangler 16,07 stemmer

Berlingske, eller www.b.dk som det osse hedder, har gennemgået en forrygende udvikling det seneste stykke tid, tilsyneladende med færre billeder, mere tekst, en anden inddeling af stoffet, og i det hele taget et mere rent og overskueligt design. Det bliver spændende, at se hvor det ender.

En feature på sitet, som jeg har bidt mærke i, er den der hedder Din reaktion, hvor man kan se læsernes respons på en given artikel kategoriseret og fordelt på Kategorier. Kategorierne er om læserne jubler, smiler, keder sig, er kede af det eller raser.

Featuren bliver naturligvis brugt i artiklerne, hvor man umiddelbart kan se læsernes reaktion på artiklens indhold, på forsiden, hvor enkelt gruppes reaktion på et emne fremhæves og bruges til at linke til artiklen, og endelig sektionen Seneste reaktioner, hvor man via såkaldte moodcharts kan se reaktionerne inddelt kategorisk, igen med link til den relevante artikel.
På den måde får Berlingske fint kvantificeret stemningen blandt læserne. Og det er fint.

Men kæden hopper af, når man lægger tallene sammen. Tag nu for eksempel artiklen Venstre styrtbløder stemmer i måling. Da jeg lagde procenterne sammen (24. marts 2011) var det samlede antal afgivne stemmer på i alt 1.607. Stemmerne fordelte sig tilsyneladende således:

71% Jubler
3% Smiler
2% Keder mig
16% Er ked af det
7% Raser

Det giver imidlertid en samlet respons på 99%.

71% af 1.607 svarer til 1.140,97 stemmer
3% af 1.607 svarer til 48,21 stemmer
2% af 1.607 svarer til 32,14 stemmer
16% af 1.607 svarer til 257,12 stemmer
7% af 1.607 svarer til 112,49 stemmer

Der mangler med andre ord 16,07 stemmer.

Havde det været en enlig svale, så havde det nok ikke været voldsomt generende. Men på Berlingske er stemningen til gengæld 50% sort sol. I halvdelen af de artikler, som var opgivet på deres moodchart, Seneste reaktioner, www.b.dk/mood, var den samlede svarprocent ikke 100, men enten 99% eller 101%.

I stedet for at være en cool feature, ender Berlingskes moodchart med at minde om et gennemsnitligt amerikansk præsidentvalg, hvor man skal holde øje med, for at se om alle stemmer bliver talt med af og om det endelige resultat passer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *