Bloggerens vilkår

Man skulle næsten tro, at der var tale om en koordineret indsats mellem bloggerne, og folketingsmedlemmerne, Naser Khader, der har en blog på www.berlingske.dk, der går under titlen Ytringsfrækhed, og Anders Samuelsen, der blogger på www.jp.dk, med en blog der bærer titlen Mod og modtryk, da de med få dages mellemrum kastede sig udi opgør med diskursen på deres respektive blogs. Samuelsens indlæg kom 29. juli 2010 med titlen Mod og modtryk: Folk med for meget galde – find et andet sted at kaste op!, mens Khader skrev sit 2. august 2010 et indlæg med titlen Blog-terrorister.

At det er en svær øvelse, at få folk, der kommenterer på blogs, til at finde kammertonen kan begge bloggere berette om. Således skriver Anders Samuelsen:

“Der vedbliver at være nogle af de, der blander sig i debatten, ikke kun på min blog men også andre steder, der har har så meget fråde om munden når de skriver at man ikke kan undgå at blive helt bekymret for deres velbefindende. Hvad er det dog, der får folk til at gå sådan amok og kaste rundt om sig med skælsord? Tror de virkelig at deres budskaber kommer klarere frem? At de skaber respekt om sig selv?”

Og hos Naser Khader kan man tydeligt læse frustrationen over de kortslutninger, der sker, når debatten raser. Khader beskriver problemet således:

“Manglende saglighed og manglende respekt fylder desværre mere og mere på min blog. Ikke blot over for mig, men over for alle, der forsøger at blande sig med seriøse indlæg i debatten.”

Det er værd, at bemærke, at hverken Anders Samuelsen eller Naser Khader egentlig havde behøvet at gå ind i den slags diskussioner, da begge medier har nogle meget klare retningslinier for, hvordan man skal gebærde sig, når man deltager på de respektive medier. I Berlingske Tidendes “Vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites” skrives der ganske klart, at man “forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra blogs og indlæg i netdebat, der bl.a. “er i strid med gældende lovgivning”, “er racistiske eller injurierende”, eller “er skrevet i en grov tone” (“Vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites”, http://www.berlingske.dk/debat/vilkaar-kommentarer-og-debat-paa-berlingske-media-websites). Tilsvarende findes hos JyllandsPosten, hvor man eksempelvis utvetydigt skriver. at “indlæg, der er anonyme eller skrevet under falsk navn vil blive slettet” (“Regler for kommentarer”, http://multimedia.jp.dk/static/jp/opinion/regler.html“).

Man må derfor gå ud fra, at begge bloggere har haft et ærinde, der ligger ud over de gældende regelsæt. Uden at gå for meget ind i en motivforskning er det nærliggende, at konkludere, at begge ønsker, at fremstå som stærke ledere, der kan kontrollere, hvordan diskursen former sig. Eksempelvis skriver Khader, at “… nettet er et offentligt rum og derfor bør man følge de samme normer, som man ville i en face-to-face diskussion”. Tilsvarende Samuelsen, der retorisk skriver:

“Kan det virkelig være rigtigt, at man i stedet for at forholde sig konkret til det, der faktisk skrives, konstant har et behov for at råbe skælsord efter andre? Det kommer meget let til at foregå efter devisen: Er du holdt op med at slå din kone? Ja eller nej?”

Håndtering
Men når vi kommer til hvordan de to håndterer blogkommentarerne, så hører lighederne op. Anders Samuelsen løsning på problemet er ganske enkelt at han ikke “vil “svare igen eller kommentere når galden fylder mere end argumenterne.” Og så slutter den der. Samuelsen vælger en passiv position, men lader dog folk ytre sig. End of story.

Anderledes står det til hos Naser Khader, der kalder sit blogindlæg for Blog-terrorister, og hvor han har valgt at anlægge en aktiv “nul-tolerance over for usaglige og perfide bloggere”, hvilket indebærer, at hvis man, med Khaders ord, “spammer debatten ved at udgive sig for at være andre end den man er, risikerer man i første omgang at blive blokeret, og i grove tilfælde at blive politianmeldt. Hvis ikke man kan holde en god tone og et ordentligt sprog, så bliver man slettet og blokeret.”

Og den vej er alt andet end uproblematisk, af flere årsager:
Khader kommer til at fremstå, som en hykler, når han, oven i købet under blogtitlen Ytringsfrækhed, på den ene side – og også andre steder – gerne vil fremstå, som den store fortaler for absolut ytringsfrihed, mens han samtidig aktivt forsøger at begrænse indlæg på sin egen blog.

Eksemplet Hedegaard
Eksempelvis kunne man 3. august 2010 læse, hvorledes Khader opponerede mod at Statsadvokaten for København tiltalte Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, efter straffelovens § 266 b, for racistiske udtalelser.

Paragraffens ordlyd er som følger: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” (“Bekendtgørelse af straffeloven”, https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=126465)

Khader opponerede mod at tiltale Hedegaard med ordene: “Det er en uskik at anmelde andre politikere for deres holdninger. Vi skal dømmes for vores handlinger – ikke vores holdninger.” (“Khader: Jeg kender Hedegaard – og han er ikke racist”, 3. august 2010, http://www.berlingske.dk/politik/khader-jeg-kender-hedegaard-og-han-er-ikke-racist)

Når det kommer til Khaders egen blog er der derimod grænser for ytringsfriheden, hvilket bl. a. fremgår, når han imødegår indlæg med udsagn, som (svar på indlæg 2. august 2010 kl. 15:52):

 “Jeg kan tåle meget. Men de seriøse debattører gider ikke usaglighed og perfiditeter. Og ja, i forhold til hvordan vi omtaler vores medmennesker, så er der altså grænser for ytringsfriheden. Det er bl.a. derfor vi en injurie-lovgining”.

Og senere 3. august 2010 kl. 22:01 skriver Khader om sagen med Lars Hedegaard:

 “Jeg mener det er uskik at melde folk til politiet for ytringer – også kontroversielle og idiotiske ytringer. Især når det er politikere der melder andre politikere og debattører. Retssalene skal ikke bruges til politiske kampe.”

You say Tomato, I say Tomato
Samtidig virker det som et billigt kneb, når Khader insisterer på en god tone og et ordentligt sprog. Khader kommer selv med følgende perspektiverende eksempel på, hvad det er han opfatter, som blogterroristernes manglende saglighed og respekt:

”Forleden sendte en blogger følgende:
”… Og ja, jeg tror du er lige så dum som du i dit stille sind godt selv ved at du er.”
Den slags hører simpelthen ingen steder hjemme! ”

Det er naturligvis ikke rart, at blive omtalt som værende dum. Det kan ligefrem fjerne fokus fra den substans, som man ønsker at debattere.
Men da en debattør senere og vedholdende spørger Khader, om han har tænkt sig, at svare på et længere indlæg fra debattøren og politikeren Bashy Quraishy (http://da.wikipedia.org/wiki/Bashy_Quraishy), holder Khader sig ikke for god til at svare: “Hvad skal jeg svare ham? Han er lidt argumentresistent”. Nu har jeg ganske vist ikke tjekket for nylig, men der er, så vidt jeg husker, ikke langt fra dumhed til argumentresistens. Når jeg kigger på det nu, virker det som om, det kun drejer sig omkring 14 tegn.

I løbet af debatten bliver Khaders meritter diskuteret. Eksempelvis kommer Søren F. med et indlæg, 2. august 2010 kl. 12:07, hvori han bl. a. skriver:

”Smart med denne forberedelse til den kommende valgkamp du her har gang i. Vi er mange der mener du har holdt os for nar siden vi gav dig vores stemme ved sidste valg og at du ikke fortjener at fortsætte i Folketinget. ” … ”Det bliver spændende at se, om der kommer ekstra meget gang i delete-knappen, når de samme personer lufter deres harme over dine vindfrikadeller fremover. Nice try ..”

Det får en af debattørerne, Godfred Louis-Jensen, til 2. august 2010 kl. 12:33 at replicere:

”Jeg har aldrig “givet Naser Khader min stemme” – og jeg kunne ikke drømme om at gøre det.
Hvorfor mener Søren F. mon, at de, som vil sikre (sig) ikke at blive ’snøret’ igen, overhovedet skulle bruge deres tid og kræfter på Naser Khaders ‘vindfrikadeller’?
gl-j
PS: Hvorfor ikke bare lade dette politiske vrag drive videre i stilhed?”

Det indlæg støder tilsyneladende Khader så meget på manchetterne, at han skriver følgende om indlægget:

”Her har vi et godt eksempel på en blogterrorist. Som sædvanligt er der intet sagligt i dit indlæg. Farvel og tak. Du bliver snart slettet og blokeret.”

Når man læser de to indlæg fra hhv. Søren F. og Godfred Louis-Jensen lægger man mærke til, at der ikke er den helt store forskel i ordvalget. Og om noget så er Louis-Jensen kritik tydeligvis rettet mod Søren Fs indlæg.  Og ret beset er hverken det første eller det andet indlæg særligt grove i tonen eller stødende, med mindre man er meget tyndhudet. Det eneste, der måske kan virke en anelse provokerende er Louis-Jensens ps, hvori han kalder Khader for et politisk vrag.

Men provokationen er, som resten af svaret, primært rettet mod Søren F. og det kan godt undre, at Khader finder det nødvendigt, at gå så vidt, som at slette og blokere.
Samtidig man kunne spørge om, om det ikke nærmest er værre at kalde debattører, som man selv har inviteret til debat, for ”blogterrorister” end for et ”politisk vrag”? I hvert fald falder det flere af debattørerne for brystet, at Khader vælger at bruge ordet blogterrorister. Således skriver en af debattørerne, Per Frederiksen, 2. august 2010 kl. 16:21, til Khader, at det:

”I øvrigt en voldsom fordrejning af et begreb vi normalt forbinder med selvmordsbombere i undergrundsbaner.

Come on, lad os lande på jorden. Hvis der optræder idioter på din blog, så lad dem være. Den almindelige gennemsnitsbegavede læser kan godt selv skelne.”

Som Per Frederiksen rigtigt bemærker, så er brugen af ordet terrorist noget man forbinder med andre og alvorlige voldelige handlinger, end indlæg på en blog. Og næsten uanset hvordan man vender og drejer det, så må Khader have været opmærksom på, hvordan det ville blive opfattet – alene af den grund at selve overskriften på blogindlægget er Blog-terrorister.

Hvad der har fået Khader til at udråbe sine modstandere som blogterrorister står hen i det uvisse, men det virker besynderligt, at slå debattører i hartkorn med terrorister. Man kunne få den tanke, at han netop oplever ord som handlinger, og derfor reagere så skarpt. En anden tanke, som melder sig, er, at det går galt netop fordi Khader mener, at alle diskussioner, der foregår i det offentlige rum, inklusive dem der foregår på nettet, bør følge normerne for “face-to-face” diskussioner. Det burde være indlysende, at diskussioner der foregår face-to-face, hvor man ofte er tvunget til at forholde sig til komplekse ting i løbet af meget kort tid, gestalter sig anderledes end debatter, som foregår skrifteligt. I en ophedet diskussion – face-to-face – er det vel forventeligt, at der i ny og næ ryger en finke af panden. Tilsvarende kan man så forvente, at der hvor man har muligheden for at gennemtænke og gennemskrive sine indlæg og svar, at disse bør være mere reflekterede (man har eksempelvis mulighed for at skrive en kladde eller vende et indlæg med rådgivere eller kolleger). Helt givet er det ihvert fald, at kommunikation på nettet, som via blogs eller facebook, ikke er face-to-face, og derfor må være anderledes.

What to do?
Diskussionen om, hvordan man forholder sig til diskursen på forskellige netmedier burde ikke være ny for nogen, som ønsker at udtrykke sig på nettet. Eksempelvis kunne man i december 2009 læse, hvorledes domprovst i Århus Poul Henning Bartholin beklagede, at der “er sket et etisk skred i debatkulturen på nettet. Man udviser mindre respekt for dem, man diskuterer med, end man gør i avisdebatten.” (“Nettet gør debatten vulgær”, Henrik Dannemand, 25. december 2009, http://www.berlingske.dk/danmark/nettet-goer-debatten-vulgaer)
I artiklen citeres forfatter og rådgiver Anna Ebbesen, for at pege “på, at tonen ofte er mere konstruktiv på sociale medier som f.eks. Facebook, hvor folk optræder med fuldt navn, end den er på blogs og på avisernes hjemmesider, hvor folk kan optræde anonymt, og hun tror, at debatten fremover vil blive mere civiliseret.”

Blandt veletablerede observatører af kommunikation på nettet er det et problemfelt, som man beskæftiger sig med, da det sagens natur er væsentligt at kunne rådgive seriøst om det minefelt, som folk bevæger sig ud i, når de ønsker at være aktører i kommunikationen.

Hvis man trækker linierne skarpt op, så er der to skoler indenfor dette område. Der er dem, som mener, at man bør køre en repressiv linie, så man er i stand til at kontrollere debatten og dermed bedre kan få sit budskab igennem; mens den anden mener, at det er et vilkår, at man møder forskelligartede tilgange til debatten, som man bliver nødt til at acceptere. Og gør man det, så kan man oven i købet drage fordel af det.

I den forbindelse er der et par tekster, som burde være obligatorisk læsning for folk, der ønsker at være aktive deltagere på nettet. På den ene side er for eksempel forfatter og rådgiver Astrid Haug, der sekunderer Anna Ebbesen med blogindlægget Ud med spammerne, Løkke (Astrid Haug, 28. december 2009, http://digitaletanker.dk/2009/12/28/ud-med-spammerne-l%c3%b8kke/), som peger på, at sammen med identifikationen af brugerne kan “strengere redigering af debatforaer kan det altså være med til at holde en ordentlig debattone”. Hun henviser til debatten på statsminister Lars Løkke Rasmussens facebookprofil, som hun mener “er et eksempel på, at man overlader for meget til brugerne” og opfordrer derpå Lars Løkke Rasmussen til at udelukke de formastelige.

Som et eksempel på den anden side af den diskussion kan peges på Anders Colding-Jørgensen, der i blogindlægget Skoleeksempel: Sådan skal du IKKE gøre, når du møder modstandere på Facebook peger på de muligheder, man har som aktør. Man skal være opmærksom på, at kværulanternes kommentarer for det meste falder tilbage på den som har skrevet dem, og at man nærmest skal se indlæg, som en kærkommen mulighed for at komme med egne budskaber. Anders Colding-Jørgensen skriver ligefrem, at “Ja – faktisk skal du ØNSKE dig at du får landsbytosserne og tvivlerne ind i dialogen på din side, hvor du har en mulighed for at blande dig i sagen. (“Skoleeksempel: Sådan skal du IKKE gøre, når du møder modstandere på Facebook”, Anders Colding-Jørgensen,  20. maj 2010, http://virkeligheden.dk/2010/skoleeksempel-sadan-skal-du-ikke-g%c3%b8re-nar-du-m%c3%b8der-modstandere-pa-facebook/)

For diverse netmedier har man i årevis diskuteret, hvordan ansvar kunne gøres gældende for (ofte anonyme) brugeres kommentarer. Og af samme grund har, naturligvis, både Berlingske og JyllandsPosten nedskrevet regler for, hvordan man der kan vælge at håndtere dette. At disse regler så ikke bliver hævdet særligt effektivt eller konsekvent er besynderligt. Det kunne sikkert spare de enkelte debattører eller bloggere på sites, som www.berlingske.dk og www.jp.dk, for meget ævl og kævl, samt anklager om vilkårlighed og for at ville indskrænke ytringsfriheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *