Der er kun få uger til EU Parlamentsvalget, og valgkampen er ved at bevæge sig ind i den afgørende fase, hvor det handler om at forarbejdet skal omsættes til momentum frem til selve valgdagen. Og kampen på sociale medier skal i den grad understøtte dette.
På Facebook følges Venstre og Dansk Folkeparti godt ad, når det drejer sig om at få nye følgere. Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og SF har en lavere tilslutning, men følger nogenlunde med. Og for Det Konservative Folkeparti og SF er resultatet overraskende godt. Om det kan omsættes til reelle stemmer på valgdagen bliver spændende at se.
En af de store forskelle på Venstre (og lidt Socialdemokraterne) i forhold Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, er at Venstres tilslutning er spredt ud på en række kandidater, mens der hos de andre er tale om, at enkelte kandidater løber med det meste af opmærksomheden.
Herefter følger Folkebevægelsen mod EU med en lidt halvsløj udvikling på både Facebook og Twitter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Enhedslisten havde en tilsvarende forkølet tilslutning for de enkelte kandidater på Facebook frem mod kommunal- og regionsvalget, og fik alligevel et fint valgresultat dengang.
Til gengæld lover udviklingen på Facebook ikke godt for hverken det Radikale Venstre eller Liberal Alliance. Hos de radikale er der få gode takter på Facebook, men her er der opløftning at hente på Twitter. For Liberal Alliance står den digitale valgkamp tilsyneladende bomstille.
Herunder ses fordelingen af følgere efter parti på Facebook.
Samlet set har kandidaterne på Facebook hentet 104.224 følgere på Facebook siden november 2013, hvilket betyder at kandidaterne nu har 197.531 følgere. Udviklingen ses på grafen herunder. I løbet af de næste 14 dage vil vi formentlig se det tal komme op i omegnen af 300.000 følgere.
På Twitter har kandidaterne hentet hele 20.517 nye følgere siden december 2013, og kandidaterne følges nu af 48.894. Set i lyset af resten af valgkampen, er det faktisk et godt resultat. Det bliver spændende, om den vækst kan holde frem til valgdagen.
Herunder ses fordelingen af følgere efter parti på Twitter.
Hvem vinder vælgernes gunst?
Når man kigger på, hvilke kandidater der har været gode til både at finde vælgerne og vinde deres gunst i denne valgkamp, er der en lille gruppe, som for alvor tiltrækker sig opmærksomhed. Udover en gruppe spidskandidater, skiller særligt tre sig ud ved at deres tilslutningskurver er i voldsom vækst – hvilket normalt er en god indikator for succes i valgkampen.
Blandt spidskandidaterne er det Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og konservative Bendt Bendtsen, der løber med vælgernes opmærksomhed:
Messerschmidt har ført en bundsolid digital valgkamp, hvor han med enkle midler på Facebook og Twitter sørger for at drive kampagnen frem. Det er effektivt og direkte. Og så har det yderligere fordel, at han stort set står ene med en lang række synspunkter, hvilket betyder at de andre kandidater har fokus på ham som den store modstander i valgkampen. Den position stortrives Messerschmidt med, samtidig med at det driver trafik og vælgere i hans retning.
Bendt Bendtsen har også haft vækst, men det er svært at sige, hvor effektiv han egentlig har været. Tallene fra hans kampagne viser den rigtige retning, men eftersom han har opnået en massiv, uønsket tilslutning, har det været svært at fastslå, hvor meget hans kampagne egentlig trækker. Er der bare den mindste realisme i hans tilslutning på især Facebook, ser hans valgkamp dog ud til at være på helt rette spor.
Men også et par andre spidskandidater tiltrækker sig opmærksomhed. Den første er Margrete Auken, som har været godt tilstede på både Facebook og Twitter. Det betaler sig. For det viser sig, at folk i stigende grad slutter sig til hendes valgkamp på Facebook.
Det samme kan man sige om Folkebevægelsen mod EUs spidskandidat, Rina Ronja Kari, som viser fine takter, når det drejer sig om tilslutning på Facebook. Knap så meget på Twitter til gengæld, hvor hun ikke er særligt synlig. Og det er et fejlgreb i kampagnen. For det kan godt være, at man skal være solidt tilstede på Facebook, men hvis man vil være med til at sætte dagsordenen i nyhedsmedierne, er det på Twitter, det sker.
Ellers er det så som så med de øvrige spidskandidater på de sociale medier. Deres kampagner virker uorganiserede og middelmådige. Og de har travlt, hvis de vil fange vælgere på de sociale medier i de sidste uger af valgkampen.
Men for at vende tilbage til tallene, så er der, ud over spidskandidaterne Morten Messerschmidt, Bendt Bendtsen, Margrete Auken og Rina Ronja Kari, en gruppe af kandidater, som er gode til at tiltrække opmærksomhed. Her er der tre, som skiller sig særligt meget ud, idet deres tilslutningskurver, som det ses på grafen herunder, er i voldsom vækst. Og under normale omstændigheder er det en god indikator for succes i valgkampen.
Det drejer sig især om socialdemokraternes Kathrine Alexandrowiz, som har ført en god kampagne på både Facebook og Twitter. Og naturligvis Karen Melchior fra det Radikale Venstre, som har været en af de mest innovative kandidater, når det drejer sig om at drive kampagnen digitalt. Hendes svaghed, hvis hun har nogen, er en åbenlys mindre vægtning af Facebook til fordel for Twitter.
Deruover er der Nichlas Vind, der har foldet sig ud med en bred digital kampagne, som appellerer til især de yngre vælgere. Og har betydet en voldsom vækst i tilslutningen på Facebook.
#VindtilEP
Nichlas Vind fra Det Konservative Folkeparti har vist sig som en af de mest interessante kandidater i denne valgkamp, hvor han har sat sit tydelige præg på den digitale del, som han fører under sit eget, personlige hashtag #VindtilEP. Han har også brilleret med en valgsang, der på trods af genrens lettere komiske snit rent faktisk har vist sig at være lidt af en ørehænger, som folk har delt i overraskende grad, både fra SoundCloud og YouTube.
Og så har Vind også taget andre sociale medier i brug, som fx datingmediet Tinder. Her er han i omegnen af de tusinde interesserede, men det vigtigste i den sammenhæng er, at det har givet ham opmærksomhed, fordi han tør gå nye veje.
Dertil kommer, at han er ganske effektiv til at anvende Twitter, hvor han er pænt aktiv, både når det gælder om at gøre sig synlig i valgkampen og at deltage i debatten.
Men i forhold til at nå vælgerne der, hvor de i overvejende grad er, nemlig på Facebook, er Vind også aktiv. Han skriver efter eget udsagn 3 til 4 statusopdateringer om dagen på Facebook. Og så svarer han folk, når det handler om politiske spørgsmål, og som han skriver, ”liker positive kommentarer”.
Nichlas Vind står personligt for den digitale indsats, uden hjælp fra partiet. Han er med andre ord en mønsterkandidat i den digitale valgkamp. Hans kampagne er bred, spredt ud på flere sociale medier og, mindst lige så vigtigt, han har ført en langstrakt kampagne, som dels har givet ham en solid base af følgere på Facebook og Twitter, og dels er i stand til at vækste, nu hvor valgkampen er på vej ind i den kritiske fase.
Kigger man på hans tilslutning på Facebook, så viser kurven herunder tydeligt, hvordan han i lang tid har bygget en solid base op, men også at han har formået at få den til at tage fart op til valget.
Bliver Vind så valgt? Det er mere end tvivlsomt, men det er ikke hans skyld. Det Konservative Folkeparti er på vippen, når det bare gælder ét mandat, og selvom Nichlas Vind kan sprænge listen er det højst usandsynligt, at han også kommer til at slå Bendt Bendtsen, når det drejer sig om personlige stemmer.
Men det er måske heller ikke den vigtigste lektie. Det, som Nichlas Vind med al tydelighed demonstrerer, er at han er en solid kandidat, som forstår at føre valgkamp i en ny tid. Og det burde komme ham til gode senere. Det vil være oplagt, hvis Det Konservative Folkeparti satser på Vind som en af de kandidater, der kan skabe en chance for at skaffe partiet stemmer og blive valgt ved det kommende Folketingsvalg.
De seneste tal er hentet 7. maj 2014. Tindergrafik er fra Nichlas Vind.
