Udenfor kontrol

Berlingske kørte 17. maj en historie under overskriften ”Google-søgning kan blive afgørende for valgkamp”. I artiklen anvendes en frisk amerikansk undersøgelse som udgangspunkt til at sætte fokus på danske politikeres brug af søgemaskiner.

I artiklen, der er skrevet af journalist Sune Gudmundsson, kan man bl.a. læse følgende:

”… hvilken effekt har politikernes placering i søgeresultaterne overhovedet på vælgerne? Svaret blæser stadig i vinden i Danmark, men i USA er man kommet et skridt nærmere. Et nyt studie fra American Institute for Behavioral Research and Technology i Vista, Californien, konkluderer, at positiv omtale på søgemaskinerne kan være den afgørende faktor for at vinde valget”.

Selv om det er fint nok at sætte fokus på de danske politikere, for det fortjener både de og det danske demokrati, er problemet imidlertid, at undersøgelsen ikke konkluderer noget som helst i den retning. Og undersøgelsen siger heller ikke noget om hverken Googles og Bings data eller om søgemaskineoptimering (SEO).

Undersøgelsen forholder sig alene til den problemstilling, om søgemaskineselskaberne kan manipulerer med vælgerne. Det emne er naturligvis spændende nok i sig selv.

Undersøgelsen ”Democracy at Risk: Manipulating Search Rankings Can Shift Voting Preferences Substantially Without Voter Awareness” er foretaget af Robert Epstein og Ronald E. Robertson fra American Institute for Behavioral Research and Technology, og handler om det australske premiereministervalg i 2010, der stod mellem Julia Gillard og Tony Abbott.

Undersøgelsens materiale bygger på søgemaskineresultater, der er hentet fra valgkampen, og som Epstein og Robertson har lagt på deres egen ”mock search engine”. Herefter har de ranket indholdet forskelligt alt efter, hvilken gruppe af testpersoner der søgte på indholdet.

Undersøgelsen viser, at søgemaskinernes ranking kan have afgørende indflydelse på vælgernes præferencer for valg af kandidater.

Det, der er sagens kerne, er det strukturelle og samfundsmæssige problem, hvor søgemaskineselskabernes monopollignende positioner på markederne betyder, at de kan tiltage sig større politisk indflydelse. Argumentet er, at selskaberne kan have til hensigt at favoriserer kandidater, som er selskaberne venligt stemt. Og det sker uden vælgernes viden såvel som uden nogen form for kontrol.

Epstein & Robertsons undersøgelse konkluderer, at ”Dominance by one company in the search engine business, combined with the invisibility of the manipulations, could, over time, subvert the mechanisms that maintain open and free elections”. Undersøgelsen slutter af med at konstatere, at ”unregulated search rankings could pose a significant threat to a democratic system of government”.

Undersøgelsen har med rette været omtalt i en række udenlandske medier. Dels fordi den er interessant i forhold til diskussioner om demokrati og moderne teknologi, dels fordi den bliver brugt i USA som et argument for tvangsopløsning af søgemaskineselskaber og øget offentlig kontrol med søgemaskinernes data.

Og alt imens undersøgelsen ville være et godt indlæg i debatten om datatilsyn, EU’s sikring af databeskyttelse, filterbobler, kontrol med søgemaskinerne og selskabernes institutionelle status, så har den intet med faktiske valg at gøre.

Man kan ikke anvende undersøgelsen til at sige noget fornuftigt om søgemaskineoptimering, SEO. Nærmest tværtimod. En af Robert Epstein og Ronald E. Robertson centrale pointer i medieomtalen af undersøgelsen har været, at brugen af SEO er uvæsentlig i denne sammenhæng, da søgemaskineselskaberne manipulerer data, så de favoriserer netop de kandidater, som de ønsker skal vælges. SEO eller ej.

Ifølge undersøgelsen har søgermaskinerne mulighed for at påvirke søgeresultaterne i en sådan grad, at det kan influerer folks politiske valg. Dermed bliver søgermaskineselskaberne en trussel imod demokratiet, fordi de manipulerer data. I politisk sammenhæng bliver almindeligt målrettet SEO derfor ligegyldigt.

Hvilken indflydelse søgemaskinerne får på de kommende valg i Danmark, det svar blæser dermed stadig i vinden.

Læs mere:
Berlingskes artikel Google-søgning kan blive afgørende for valgkamp

Undersøgelsen Democracy at Risk: Manipulating Search Rankings Can Shift Voting Preferences Substantially Without Voter Awareness

Og du kan med fordel læse eksempelvis PBS artiklen, What if a Search Engine Could Determine an Election, som indeholder en videohangout med Robert Epstein.