Tosserier

De seneste par uger af valgkampen har været ualmindelig skør og resultatet er ved at manifestere sig, som store tab af følgere hos en række kandidater hos Venstre og Socialdemokratiet. Udover tabet af følgere, får det de involverede kandidater til at fremstå, som digitalt inkompetente. Det skader dermed både partiernes samlede rækkevidde og image i valgkampen. Konkret har den seneste uges fadæser givet samlet tilbagegang for kandidatfeltet på 6.207 følgere på Facebook, da det samlede antal af følgere er gået fra 1.857.105 til 1.850.898 følgere. Men udover at tabet er ulige fordelt, da nogle partiers kandidater – og en del kandidater i Venstre og Socialdemokratiet – oplever vækst, er tabet i virkeligheden værre end det ser ud.

Valgkampen kører for fuld udblæsning på de sociale medier, og en række kandidater har eller er i gang med at konvertere Facebookprofiler til Facebooksider, med det formål at øge deres potentielle rækkevidde og få flere muligheder for at nå ud til vælgerne, enten via annoncering og sponsorering eller lade indholdet blive distribueret via de muligheder, som Facebook understøtter og stiller til rådighed. Blandt de store aftagere af statusopdateringer fra kandidaternes Facebooksider er de danske nyhedsmedier, men samtidig vil deling af indhold fra Facebooksider til eksterne brug andre steder formentlig kun stige i løbet af valgkampen.

Selve processen med konvertering er ret simpel: Man tager (typisk) en kandidats personlige profil, som har fået pænt mange følgere, og konverterer den til en Facebookside. Har man flere profiler og sider, fusionerer man dem i samme ombæring. Og vil kandidaten have en ny personlig profil, oprettes den ved siden af og gøres usynlig for publikum på Facebook, så man ikke driver trafik til den nye personlige profil. Bivirkningen er, at man i processen mister indholdet fra profilen, når følgerne flyttes til den nye side, men den skulle gerne mere end opvejes ved, at kandidaten får bedre rækkevidde – og flere værktøjer til at optimere den.

Men, uvist af hvilken grund, er en række kandidater begyndt, at oprette nye Facebooksider frem for at konvertere eksisterende personlige profiler. Det betyder, at kandidaterne i forhold til følgere skal starte fra bunden af med deres sider, mens deres profiler har mange følgere.

Man kan selvfølgelig indvende, at det er et pseudo-tab al den stund, at følgerne bliver på profilen og nye kan komme til på siden, men udover at splitte følgerne på både sider og profiler, hvor sider opnår den bedste spredning og synliglighed blandt andet på grund af mulighederne for sponsorering af statusopdateringer, må følgerne på begge kanaler forvente, at kandidaten, som det mest naturlige, kommunikerer mindst lige så meget eller mere. Og med to kanaler på Facebook, som man skal servicere, er arbejdsbyrden mindst fordoblet, mens rækkevidden bliver reduceret. Man underminerer, med andre ord, sin egen strategi og udhuler formålet med at have en Facebookside. Det har ingen brug for midt i en valgkamp.

Lige nu ser tabet af antal følgere værst ud for Venstre, hvor de 5 til 7 kandidater, der har misforstået operationen og dens formål, har smidt 13.549 følgere. Blandt de mest synlige af disse Venstrekandidater finder man Tina Nedergaard, Mads Rørvig og Karsten Nonbo. Herunder eksempler fra Tina Nedergaarders profil og side.

2015VENSTRE001

Blandt de socialdemokratiske kandidater blev det kun til tab af 8.406 følgere fordelt på 4 til 5 kandidater, men der skal man til gengæld huske, at Maja Panduro lavede samme stunt ugen før, hvor hun tabte i omegnen af 6.800 følgere.  Panduro er sammen med Jan Johansen og Karen Johanne Klint de mest synlige blandt de socialdemokratiske kandidater. Og herunder et eksempel fra Klints profil og side.

2015SPOL001

Kigger man på tabene i forhold til kandidaternes og partiernes samlede rækkevidde, er både Venstre og Socialdemokratiet sat tilbage til det antal følgere de havde omkring 13. december 2014. Socialdemokraterne havde 13. december 2014 503.079 følgere og ligger nu på 503.451. Det så bedst ud for de socialdemokratiske kandidater 5. januar 2015, hvor de tilsammen havde 508.490 følgere. Hvad angår Venstres kandidater, havde de 13. december 2014 429.660 følgere, mens de nu har 428.364. Det så bedst ud for Venstres kandidater 19. januar 2015, hvor de havde 439.519 følgere. Udviklingen vises på søjlediagrammet herunder.

2015fuckup002

Kigger man alene på den seneste uges udvikling for Venstres og Socialdemokratiets kandidater på Facebook – og sammenligner tabet med de øvrige partiers tilslutning i samme periode – ser resultatet voldsomt ud, hvilket vises i søjlediagrammet herunder.
2015fuckup001

Heldigvis kan skaden fixes, men det skal helst ske snart. Opskriften er ret let: De involverede kandidater konverterer deres personlige Facebookprofiler til nye Facebooksider og lægger dem sammen med de nyligt etablerede Facebooksider. Og er kandidaterne lidt vakse, tager de en snak med deres respektive partiers digitale afdelinger og lytter til deres gode råd om, hvordan de kommer videre, får det bedste ud af miseren og får deres digitale valgkamp sat i perspektiv.

Og bare for en god ordens skyld: Adfærden ses ikke kun blandt Venstres og Socialdemokratiets kandidater, men gælder stort set for kandidater fra alle partier. I denne omgang er det bare Venstres og Socialdemokratiets kandidater, der har tabt mest.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *