Det Radikale Venstre er et bemærkelsesværdigt parti, når det drejer sig om brugen af sociale medier. Lige så ofte, partiet er på den digitale forkant, lige så ofte virker det som om, de radikale gør, hvad de kan for at undgå at møde vælgerne på deres foretrukne platform, Facebook. Og det sender partiet nedad i rækkevidde og engagement. Lige nu er partiets kandidater svagt repræsenteret på Facebook, men til gengæld stærkt tilstede på Twitter, og det tyder på, at der bliver sat mere retning, end der faktisk er rækkevidde til. Og så er partiet måske på vej ind i en digital lederkrise, hvor Morten Østergaard virker usynlig på især Facebook og heller ikke helt formår at sætte retning på Twitter. Det er med andre ord blevet tid til endnu en gang tegn, tal og grafer fra valgkampen, og denne gang handler det om det Radikale Venstres kandidater til folketingsvalget på Facebook og Twitter.
Det Radikale Venstre stiller i øjeblikket med 67 kandidater det kommende folketingsvalg. Heraf er 62 på Facebook, hvilket svarer til 92,5 procent af partiets kandidater, og 52 på Twitter, hvilket er 77,6 procent af partiets kandidater. I forhold til Facebook placerer det de radikale kandidater i den bløde midten af feltet, mens de på Twitter procentvist kun overgås af kandidaterne fra Det Konservative Folkeparti, som dog stiller med en del færre kandidater.
Det er på antallet af følgere, man for alvor kan se, hvad der adskiller de radikale kandidater fra de øvrige håbefulde i kandidatfeltet. Hos samtlige de andre partier udgør Facebook det medie, hvor partiernes kandidater har flest følgere, mens Twitter er det ”lille” medie. For det radikale kandidater er det omvendt.
På Facebook havde de radikale kandidater 19. januar 2015 115.870 følgere, mens det på Twitter blev til 133.002 følgere. Herunder ses et søjlediagram, hvor det Radikale Venstres kandidaters antal følgere på Facebook og Twitter er sammenlignet med de andre partiers kandidater.
Det er ikke godt nyt for det Radikale Venstre, hvis partiet gør sig forhåbninger om at anvende de sociale medier til at komme bredt ud til befolkningen. For med en potentiel rækkevidde på 115.870 følgere på Facebook, er de radikale kandidater ikke dér, hvor vælgerne er. Og lige lidt hjælper det i forhold til vælgerne, at partiet fylder meget på Twitter, som anvendes af en forsvindende lille andel af danskerne og af vælgerskaren. De 133.002 følgere, som de radikale kandidater har på Twitter, kan i bedste fald bruges til at påvirke den store gruppe af journalister og andre meningsdannere, som bruger mediet. Men lykkes det, er det ikke så ringe endda.
Kigger man tallene for antal følgere grundigt igennem, viser det sig, at de radikale kandidater ligger på en syvendeplads på Facebook og en tredjeplads på Twitter. Ved folketingsvalget i 2011 indtog det Radikale Venstres kandidater en femteplads, som det fremgår af søjlediagrammet herunder. Ved dette valg er radikale kandidater overhalet af kandidaterne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Usynlige Østergaard
Det Radikale Venstres formand Morten Østergaard fremstår på ingen måde som sin forgænger Margrethe Vestager, når det drejer sig om sociale medier.
@vestager var dronningen af #dkpol på Twitter, og dominerede til tider den politiske kommunikation i en grad, at man godt kunne regne med, at politiske aftaler først var i hus, når hun havde tweetet et foto af aftaleparterne i mødelokalet og en kort kontant tekst, som fx ’Aftale’. Og hun havde tilmed en stor potentiel rækkevidde på Facebook, der nåede op over 41.000 følgere i den uge, hvor hun blev udnævnt til kommissær i Europakommissionen.
Østergaard er til sammenligning langt mindre synlig på Facebook, hvor han 19. januar 2015 havde 10.360 følgere. Og havde han været ”bare” et almindeligt folketingsmedlem, havde det været pænt, men for en partileder er det alt, alt for lidt. Når man sammenligner partiledernes følgere på Facebook, som jeg gør i søjlediagrammet herunder, er den eneste, der har færre følgere end Morten Østergaard KristenDemokraternes Stig Grenov, og det kan på ingen måde være tilfredsstillende for en radikal partileder.
Nogen vil sikkert indvende, at Østergaard ikke har haft tid nok til at opbygge en større rækkevidde på Facebook, idet han først blev formand for det Radikale Venstre i august 2014, da den slags tager tid. Og et stykke af vejen vil jeg giver dem ret, for det er ikke nogen nem opgave for politikerne, at tiltrække nye følgere på Facebook. Men for Morten Østergaard har det i særdeleshed aldrig været let.
Når man kigger nærmere på hans tilslutning over tid, indtræffer den ved særlige lejligheder, som da han blev formand for det Radikale Venstre. Udover de særlige lejligheder, er han ikke den store magnet på Facebook, som det fremgår af grafen herunder.
Den flade graf vidner om, at Østergaard ikke vinder gehør på Facebook. Og det er ikke fordi han ikke gør noget for sagen, for det gør han bestemt, men det har bare ikke den klangbund, som skaber nye følgere på Facebook, og det skaber heller ikke det engagement, som er nødvendigt for, at drive trafik og skabe meningsdannelse på Facebook.
Noget anderledes ser det ud på Twitter, hvor Morten Østergaard med 17.148 tweeps. Den eneste partileder, der har flere følgere er Venstres Lars Løkke Rasmussen, som det fremgår af søjlediagrammet herunder.
Men Østergaard opererer også bedre i det daglige med Twitters korte format og han er god til at holde særlige events, som Østergaards spørgetime, der går under hashtagget #SpørgMorten, og til formidling af politiske resultater, primært til nyhedsmedierne.
Noget andet, som er tydeligt i brugen af Østergaards brug af Facebook og Twitter, er at han tydeligvis vægter det sidste medie højest, og det ses både af hans Twitter-first tilgang, men også i den sproglige stil, som han lægger for dagen. Det er korte sætninger med minimal tegnsætning. Økonomisk. Klart. Nutid. Natur. Næsten i den metaforiske haiku stil, Vestager praktiserede på Twitter. Med dobbelttydigheder og underforståethed. Men også kun næsten, og lad mig illustrere det med et eksempler herunder, som omfatter både Twitter-first og stilistikken.
Nyligt var Morten Østergaard i NYC sammen med finansminister Bjarne Corydon, og det var en tur, der bød på arbejde, åbning af Nasdaq-børsen på Wall Street, men også en hyggelig stund over en øl sammen med Bjarne Corydon. Den stund blev – naturligvis – i bedste radikal lederstil postet på både Twitter og Facebook, men Twitter først kl. 00.11 – 18. jan. 2015 og Facebook sidst 18. januar kl. 00:12, som det fremgår af de markerede tidsangivelser på billederne herunder.
Som det fremgår af de to posts bliver teksten genbrugt, og med kun 112 tegn er den tydeligvis tilpasset Twitters korte format. Teksten lyder:
“Fremragende uge i USA med Bjarne C. Masser af kold luft i New York. Masser af optimisme for fremtiden i bagagen.”
Stilmæssigt er det næsten et klassisk radikalt tweet, svunget over læsten, kort tekst der ender med en konklusion plus foto: Hvor er vi. Hvad sker der. Hvor skal vi hen.
Samtidig er de to posts også en, næsten ironisk, markering af, hvor galt det går, hvis man ikke passer på med det korte format. Kigger man på billedet fremgår det, at der er tale om to personer, som er fanget i et fint, humoristisk øjeblik, der måske ser en anelse übermetroseksuelt ud med både et Bo Bedre og en iPad centralt placeret i øjeblikket, men det er samtidig klart, at de nyder hinandens selskab over et par kolde øl. Ordvalget og formen understøtter slet ikke det, vi ser på billedet:
Radikale Østergaard er i NYC med socialdemokraten Corydon, det fremgår. Men intet i situationen viser kold luft mellem de to prominente politiske personer. Sagt på en anden måde: Enten er der tale om en præcis og faktuel konstatering af tingenes tilstand eller også er der tale om en upræcis beskrivelse og tvivlsom dobbeltbundethed? Og hvordan leder det til optimisme? Fortolkningsrummet står på vidt gab, men der er lang vej hjem til sort tårn.
Måske er det i virkeligheden ligegyldigt, om der er tale om tvivlsom kommunikation eller etablering af en skarp kant, eftersom budskabet har et begrænset publikum og lille rækkevidde på de sociale medier. Og måske kan det vise sig tilstrækkeligt, at Østergaard er god (nok) på Twitter, hvor han kan bruge mediet til at sætte den politiske dagsorden i forhold til nyhedsmedierne. Men det kan også gå hen og blive et selvstændigt problem for det Radikale Venstre i valgkampen, at partiet på lederplads er så svagt repræsenteret på Facebook, som det er tilfældet lige nu. For det er trods alt der, hvor vælgerne er.
En digital lederkrise, er det de radikale mindst har brug for lige nu.
Kandidatfeltet på Facebook
Kigger man udover det radikale kandidatfelt på Facebook finder man 62 af de 67 kandidater på Facebook. Og på den positive side er, at 52 af de 67 kandidater er aktive på Facebook, mens kun 10 for øjeblikket er inaktive. For med lidt ekstra opmærksomhed til disse kandidater, kan det lykkes, at få dem sat i gang på Facebook. Fordelingen ses på lagkagediagrammet herunder.
Hele 29 kandidater har imidlertid så små netværk på Facebook, at det er tvivlsomt om de når meget længere ud med deres budskaber til meget mere end deres private kendskabskreds. 12 kandidater har mellem 500 og 1.000 følgere, hvilket er lidt, men okay på dette stadie i valgkampen, hvis de altså formår at øge deres netværk og engagere det. Kun 8 kandidater har netværk, der i politisk sammenhæng for alvor begynder at batte på Facebook, mens det kun er 13 kandidater, der når over 2.000 følgere.
Kigger man på den fordeling procentmæssigt, som jeg gør i lagkagediagrammet herunder, er der tale om, at der tilsammen er 21 kandidater, svarende til 31 procent af de radikale kandidater, som har følgere nok til, at deres netværk får nævneværdig betydning for spredning af budskaber på Facebook. Man kan så gøre flere ting, som på ingen måde udelukker hinanden: Hvis man ikke formår at øge netværket, kan man sørge for at engagere det netværk man har, så det bidrager positivt i valgkampen i andre sammenhænge. Det kræver, at man rekrutterer så mange som overhovedet muligt fra netværket til alt lige fra eksempelvis folderuddeling, plakatophængning eller dør-til-dør-kampagner. Det andet man kan gøre, er at øge sit netværk, enten organisk, gennem en meget intensiv og aktiv indsats, eller via annoncering.
Af de 13 kandidater, som er over 2.000 følgere, er der kun fire kandidater, som har mere end 10.000 følgere. Listen over de ti kandidater med flest følgere ses herunder, og, som det fremgår, størsteparten er nuværende folketingsmedlemmer. De eneste to, som ikke er folketingsmedlemmer, er Carsten Bech og Samira Nawa Amini.
Af de radikale kandidater på Facebook er det egentlig kun Ida Auken, Zenia Stampe og Manu Sareen, som i nævneværdig grad formår at samle nye følgere. Kigger man på udviklingen i den samlede tilslutning siden december, er der sket forsvindende lidt, hvilket den næsten vandrette graf herunder viser.
Men på Twitter …
Man kan naturligvis ikke snakke om det Radikale Venstres, uden at snakke om brugen af Twitter, hvor partiets kandidater står stærkest. Problemet på Twitter er imidlertid, at hele 60 procent af de 52 radikale kandidater, som man finder her, har netværk på under 500 følgere, mens 29 procent har over 2.000 følgere. Og ind imellem er der en lille gruppe på 11 procent.
Følgere er langt fra det mest betydningsfulde på Twitter. Her handler det mere om, at have de rigtige følgere og at være i stand til at aktivere og engagere dem. Og det kan en del af de radikale kandidater, hvilket også kommer til udtryk i deres tilslutning af nye følgere, som det fremgår af grafen herunder.
Den viser måske ikke en voldsom stigning, men den er heller ikke flad, som på Facebook. Det største problem med de nye følgere er måske, at de finder vej til kandidater, som allerede er veletablerede på Twitter og ikke til de ”nye” kandidater. Kigger man på topti listen over radikale kandidater fremgår det klart, at størstedelen er folketingsmedlemmer.
Kun to på den lister sidder ikke i Folketinget i dag, og af dem er den ene Martin Lidegaard, som har glæde af megen anden medieeksponering. Den anden er Karen Melchior, som førte en fremragende kampagne på de sociale medier for det Radikale Venstre ved Europa-Parlamentsvalget i 2014.
Det er værd, at hæfte sig ved, at Ida Auken, Zenia Stampe og Manu Sareen også placerer sig fint på topti listen. Det kunne tyde på, at der er tre kandidater, som virkelig har knækket koden for tilslutning på både Facebook og Twitter.
Og i virkeligheden peger det i retning af opgaven for de radikale kandidater i valgkampen. De skal bruge al den retning, som de kan skabe på Twitter, til at generere følgere og engagement på Facebook.
Kan de ikke det, bliver det en lang valgkamp, uden ret meget action for de radikale kandidater.
