Det er første tirsdag i oktober. Et nyt folketingsår begynder omkring frokosttid, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen vil holde Folketingets åbningstale overværet af tingets medlemmer, kongefamilien, journalister, og nysgerrige vælgere. Det er i sandhed en af demokratiets festdage. Og hvad er mere naturligt, på en sådan festdag, og med valgkampen i mente, at gøre status for at se, hvor vi er henne.
Jeg har over den seneste tid kigget folketingspolitikerne over skuldrene, når det kommer til deres brug af digital kommunikation. Her kommer min statusopgørelse:
Staying on message
For tiden er min favorit blandt danske politikeres hjemmesider justitsminister Lars Barfoeds, som man finder på www.larsbarfoed.dk. Siden er designet ganske fint. Den er let og overskuelig, kendere vil bemærke, at layoutet er en klassisk Holy Grail, og med obligatoriske web 2.0 gradueringer. Midt på siden, lige der hvor øjet lander, når siden er loadet, er der et flashelement, hvor man kan se billedet af en hårdtarbejdende justitsminister i grøn duotone, foroverbøjet, mens han læser og tager noter, klar til aktion med en telefon til venstre og en computerskærm foran sig. Det kan næsten ikke blive bedre – og så går det alligevel galt: I venstre side af dette flashelement står en tekst og blinker med teksten: Undefined.
Egentlig er det meget sødt. På sin vis kunne man tolke det, som om landets Justitsminister ikke var blevet knækket på den rigide post, men stadig besad den salige evne til at tænke abstrakt, og måske tiltænkte sig selv en større rolle i dansk politik. Når det kommer til stykket, er det dog nok bare flashelementet, der er implementeret dårligt eller ikke fodret behørigt. Så kunne man jo tænke: ”Arh hvad, det bare en lille fejl. Det sker for selv den bedste. Det er tilgiveligt: Errare humanum est.” Javel, ja. Men nu har det stået på i meget, meget lang tid – og ingen har tilsyneladende bemærket det, endsige gjort noget. Det er løjerligt at opleve den form for staying on message.
Eksemplet Barfoed desværre er typisk. For selv om en gruppe af de danske folketingspolitikere gør det godt – og nogle få rigtigt godt endda – er den overvejende del ikke særligt gode til at passe på deres digitale brand. Sjusk, fejl, mangler og knækkede links præger billedet, og man får fornemmelsen af, at de enten ikke forstår, hvad de har med at gøre eller simpelthen bare er ligeglade.
Kradser man videre i overfladen, ser ikke så fint ud.
Fejl 404
Vil man eksempelvis vide, hvad for en fætter Peter Christensen, Venstres politiske ordfører, er, bliver man ikke meget klogere, når man kommer ind på hans side på www.peterc.dk Når man klikker på det fine billede af ham øverst i højre hjørne, får man vist en fejl 404: siden findes ikke.
Vil man gerne vide mere om Eyvind Vesselbo og af den grund besøger hans hjemmeside, som skulle findes på www.vesselbo.dk, kommer man frem til en side med teksten ” vesselbo.dk is hosted by One.com”. Besynderligt, i betragtning af at det tager meget kort tid enten at ændre pegningen på domænenavnet eller lægge et script ind, der kunne viderestille til hans personlige side på Venstres hjemmeside.
Ser man bort fra de tekniske kiks og besøger de danske folketingspolitikeres hjemmesider, facebookprofiler, twitterkonti, etc., får man imidlertid et billede af, at det ikke bare er fejl eller ligegyldighed, men også ofte mere strategiske og kommunikative svigt, der præger deres digitale kommunikation.
Websites
Tager man et kig hen over de 179 folketingsmedlemmers digitale platforme, vil man se, at 95 af de ærede medlemmer af Tinget har et domæne, som enten peger på en personlig hjemmeside, en blog, eller viderestiller til personlig profil på deres partis hjemmeside. Det svarer til 53%.
Socialdemokraterne har førertrøjen, når det kommer til antallet af personlige hjemmesider. Hele 98% af folketingsgruppen, dvs. 44 ud af 45 Folketingsmedlemmer, har en personlig side. Kigger man på Folketingets største parti, Venstre, har kun 17 af Venstres Folketingsmedlemmer et eget domæne, hvilket svarer til 36% af partiets folketingsmedlemmer.
Kigger man på fordelingen af disse 95 repræsenterede medlemmer, ser det således ud
| Parti | Folketingmedlemmer med eget domæne | Andel i procent | Folketingmedlemmer | Andel af Folketinget i procent |
| Socialdemokratiet | 44 | 46,30% | 45 | 25,1% |
| Venstre | 31 | 17,90% | 47 | 26,3% |
| Socialistisk Folkeparti | 10 | 10,50% | 23 | 12,8% |
| Det Konservative Folkeparti | 9 | 9,50% | 17 | 9,5% |
| Dansk Folkeparti | 6 | 6,30% | 24 | 13,4% |
| Det Radikale Venstre | 6 | 6,30% | 9 | 5,0% |
| Kristendemokraterne | 1 | 1,10% | 1 | 0,6% |
| Pia Christmas-Møller | 1 | 1,10% | 1 | 0,6% |
| Christian H. Hansen | 1 | 1,10% | 1 | 0,6% |
Partisider
Det står heldigvis bedre til, hvis man kigger på andelen af folketingsmedlemmer, der har en profilside på deres partis hjemmeside. Her er det hele 79%, eller hvad der svarer til 142 Folketingsmedlemmer, der har sådan en. Nu har jeg ikke forholdt mig til, hvad der står på siderne, da det er op til vælgerne på valgdagen at afgøre, om indholdet har været relevant for deres stillingtagen, men med det sagt, er der himmelvide forskelle på Folketingsmedlemmernes partisider. For nogle Folketingsmedlemmer gælder det, at der er tale om en kort tekst, lidt a la en levnedsbeskrivelse med tilhørende foto. Der er ikke meget substans på den slags sider; sjældent noget om hvordan det enkelte medlem forholder sig til politiske emner, endsige deres egne politiske mærkesager. Heldigvis er der også en del sider, hvor politikeren gør noget ud af beskrivelsen af sin politik.
Kigger man på fordelingen af disse 142 medlemmer med profilsider, ser det således ud
| Parti | Folketingmedlemmer med partiside | Andel i procent | Folketingmedlemmer | Andel af Folketinget i procent |
| Socialdemokratiet | 38 | 26,80% | 45 | 25,1% |
| Venstre | 31 | 21,80% | 47 | 26,3% |
| Dansk Folkeparti | 24 | 17,60% | 24 | 13,4% |
| Socialistisk Folkeparti | 21 | 14,80% | 23 | 12,8% |
| Det Radikale Venstre | 9 | 6,30% | 9 | 5,0% |
| Det Konservative Folkeparti | 7 | 4,90% | 17 | 9,5% |
| Enhedslisten | 4 | 2,80% | 4 | 2,2% |
| Liberal Alliance | 3 | 2,10% | 3 | 1,7% |
| Inuit Ataqatigiit | 1 | 0,70% | 1 | 0,6% |
| Sambandsflokkurin | 1 | 0,70% | 1 | 0,6% |
| Tjóðveldisflokkurin | 1 | 0,70% | 1 | 0,6% |
| Pia Christmas-Møller | 1 | 0,70% | 1 | 0,6% |
| Christian H. Hansen | 1 | 0,70% | 1 | 0,6% |
Facebook
På Facebook finder man 119 folketingsmedlemmer, hvilket svarer til 66%. Det er egentligt ikke særligt imponerende i betragtning af, at Facebook er danskernes foretrukne sociale medie. Ifølge tallene er 42% af alle danskere mellem 16 og 74 år online og connected jævnligt. Af disse 42% har hele 95% en profil på Facebook, og da antallet af danskere er … du kan selv gå videre med matematikken, hvis du er interesseret i at vide, hvilket potentiale man her fravælger. I den forbindelse er det relevant, at nævne, at tallene er de officielle fra Danmarks Statistik fra 2009. Der ingen grund til at tro, at det tal ikke skulle være højere nu. En anden detalje er, at en stor del af de folketingsmedlemmer, som har en profil på Facebook, faktisk arbejder med en lukket profil, hvilket betyder, at mulige vælgere heller ikke kan orientere sig imod kandidaterne den vej rundt.
I den forbindelse en kuriøs observation: Kan du huske Dansk Folkeparti? Partiet med en politisk leder, der hedder Pia Kjærsgaard og en pressechef ved navn Søren Søndergaard? Well, for kort tid siden, i maj 2010 lovede de, at de enten ikke ville benytte Facebook eller i hvert fald skrue ned for blusset, selv om det var en ”umoderne” tilgang til kommunikation. Den gang advarede Søndergaard folketingsmedlemmerne mod at bruge sociale medier ”fordi risikoen for at havne i uvejr eller forkert selskab er for stor, som sager fra Venstres pressetjeneste understreger”. Det viser sig, at disciplinen i Danske Folkeparti ikke er helt intakt, for i hvert fald har 25% af partiets Folketingsmedlemmer, inkl. Pia Kjærsgaard, ikke lyttet til pressechefen. (http://nordjyske.dk/indland/forside.aspx?ctrl=10&data=2%2c3565998%2c5%2c3)
Kigger man på fordelingen af disse 119 folketingsmedlemmer på Facebook, ser det således ud:
| Parti | Folketingmedlemmer på Facebook | Andel i procent | Folketingmedlemmer | Andel af Folketinget i procent |
| Socialdemokratiet | 35 | 29,40% | 45 | 25,1% |
| Venstre | 29 | 24,40% | 47 | 26,3% |
| Socialistisk Folkeparti | 21 | 17,60% | 23 | 12,8% |
| Det Konservative Folkeparti | 12 | 10,10% | 17 | 9,5% |
| Dansk Folkeparti | 6 | 5,00% | 24 | 13,4% |
| Det Radikale Venstre | 5 | 4,20% | 9 | 5,0% |
| Enhedslisten | 4 | 3,40% | 4 | 2,2% |
| Liberal Alliance | 3 | 2,50% | 3 | 1,7% |
| Inuit Ataqatigiit | 1 | 0,80% | 1 | 0,6% |
| Kristendemokraterne | 1 | 0,80% | 1 | 0,6% |
| Tjóðveldisflokkurin | 1 | 0,80% | 1 | 0,6% |
| Pia Christmas-Møller | 1 | 0,80% | 1 | 0,6% |
Twitter
20% af Folketingets medlemmer har en Twitterkonto. Det svarer til, at 35 medlemmer af Folketinget er på Twitter, hvor de kan kommunikere deres budskaber og fortælle om deres personlige politiske gøremål (og lidt til). Og ikke nok med, at de kan kommunikere til de mennesker, der vælger at følge deres konti direkte. De kommer også uredigerede igennem på websites, som DR’s StatusTinget, hvor man kan følge med i ”Hvad siger politikerne lige nu?”, eller på Berlingske Tidende, som klogelig har annekteret TwitterTinget.dk (oprettet af WeMind), og hvor man kan følge de seneste tweets fra danske politikere.
Lad os tage den en gang til: 35 medlemmer af Folketinget har adgang til en kommunikationskanal, hvor de ufiltreret kan komme ud med deres budskaber til vælgerne, bl. a. via DR og Berlingske. Vender man det om, kan man konstatere, at det betyder, at 144 af Folketingets medlemmer er fraværende.
For nylig kunne jeg berette om, hvordan Lene Espersen var blevet offer for enten dirty campaigning eller en grov spøg, da hendes profil på Twitter var blevet nappet. Bemærkelsesværdigt nok er hun er ikke den eneste partileder, der må forholde sig til, at andre har oprettet en konto i deres navn.
Det samme må Pia Kjærsgaard sande, for på Twitter er der oprettet en konto i hendes navn. http://twitter.com/piakjaersgaard, og den er, som i tilfældet Espersen, blevet brugt enten som et led i en gang dirty campaigning eller som en grov spøg. I hvert fald er der kommet et tweet fra kontoen 16. marts 2009, kl. 6:12, som har ordlyden: ”har mistet overblikket, først er Anders hård og nu er han blevet helt slap… overfor banderne forstås. tihi ”.
Den næsten i køen er SFs partiformand Villy Søvndal, hvor der er oprettet en konto på Twitter, der bærer hans navn og som man finder her http://twitter.com/villysoevndal Det er bekræftet, at det ikke er SFs formand. Heldigvis for Villy Søvndal har Twitter Soevndal ikke tweetet endnu, men med 484 followers i skrivende stund, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kunne ske, når det sker.
Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Scmidt ikke er på Twitter. Heldigvis for hende er hendes navn endnu ikke snuppet af andre, så hun kan stadig nå det, hvis hun skynder sig.
Derimod er Statsminister Lars Løkke Rasmussen på. Sammen med 34 andre af Folketingets medlemmer benytter han Twitter. Tallet 35 svarer til 20% af Folketingets medlemmer. Og ordet benytter er måske lige stærkt nok, for der er stor forskel på, hvordan og hvor meget Twitter anvendes. Enkelte medlemmer bruger det dagligt eller flere gange dagligt, mens andre stort set aldrig reelt har benyttet deres Twitter konto. Eksempelvis har Brian Mikkelsen tilsyneladende en Twitterkonto, men den er opdateret sidste gang 29. oktober 2007. Den er så god som ny, for inden da er den kun brugt én enkelt gang siden oprettelsen.
Et andet eksempel er Astrid Krag fra SF. 2. juli 2010 poster hun eksempelvis følgende besked på Facebook: “har ikke kunnet skrive på denne side i flere måneder. Mon jeg kan nu?” Nu kunne man jo sige, at Astrid Krag, der i øvrigt er ganske aktiv på Facebook, også skal have lov til at lufte sin frustration, når hun nu er blevet forhindret i at kunne poste indlæg på Facebook (http://www.facebook.com/pages/Astrid-Krag/26982505900).
Hvad hun tilsyneladende ikke lægger mærke til i skyndingen, er at hendes post ryger ud på Twitter. Der har det så ligget, som hendes toptweet siden juli. Måske er hun ligeglad, måske er hun uopmærksom, men når jeg eller andre kommer ind som brugere af Twitter, så virker det ikke som om hun er særligt optaget af at kommunikere med os. (Astrid Krag på Twitter: http://twitter.com/Astridkrag)
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af de nordatlantiske medlemmer af Folketinget eller de medlemmer, der er udenfor partierne, dvs. Christian H. Hansen og Pia Christmas-Møller, benytter sig af Twitter. Men hvad der er mere overraskende, er at hverken medlemmer fra Enhedslisten eller Dansk Folkeparti benytter Twitter.
Kigger man på fordelingen imellem de partier, som benytter Twitter, vil man se at Per Ørum Jørgensen, kristendemokraterne, og alle Liberal Alliances medlemmer bruger Twitter. Kun Carina Christensen (og muligvis Brian Mikkelsen?) fra Det Konservative Folkeparti, er på Twitter. Tre af Det Radikale Venstres medlemmer er på Twitter, mens Socialistisk Folkeparti kan mønstre fem medlemmer på Twitter og Venstre ti. Socialdemokraterne er det parti der har flest medlemmer på Twitter med hele 11.
Tager man et kig på den procentvise fordeling i forholdet mellem et givent antal af medlemmer af et parti, som er på Twitter, når Kristendemokraterne, ved Per Ørum Jørgensen, og Liberal Alliance begge op på 100%. Alle tre medlemmer af Liberal Alliance er på Twitter.
I Det Radikale Venstre er der tre medlemmer, eller 33% af deres folketingsgruppe, som er på Twitter. SF har en repræsentation på 22%, mens Socialdemokraterne har en repræsentation på 24% af deres folketingsgrupper, mens Venstre sakker bagud med kun 21% af deres folketingsgruppe.
Sidst – og med den mindste procentvise andel af medlemmer af folketingsgruppen der Twitter – er Det Konservative Folkeparti. I bedste fald er der to medlemmer der er på Twitter, hvilket betyder at 12% af den Konservative folketingsgruppe Twitter. I værste fald, og det er måske ikke så ringe, når man tager i betragtning at der er tale om Carina Christensen, er hvad der svarer til en andel på 6% af den Konservative folketingsgruppe på Twitter.
Kigger man på den procentvise fordeling på Twitter af disse 35 medlemmer, ser det således ud
| Parti | Folketingmedlemmer på Twitter | Andel i procent | Folketingmedlemmer | Andel af Folketinget i procent |
| Socialdemokratiet | 11 | 31,40% | 45 | 25,1% |
| Venstre | 10 | 28,60% | 47 | 26,3% |
| Socialistisk Folkeparti | 5 | 14,30% | 23 | 12,8% |
| Det Radikale Venstre | 3 | 8,60% | 9 | 5,0% |
| Liberal Alliance | 3 | 8,60% | 3 | 1,7% |
| Det Konservative Folkeparti | 2 | 5,70% | 17 | 9,5% |
| Kristendemokraterne | 1 | 2,90% | 1 | 0.6% |
Troværdigheden er på spil
Hvad betyder så alt det her? Der er selvfølgelig den indlysende vinkel, metakommunikationen, som er, at den overvejende del af Folketingets medlemmer ikke er ret langt fremme i skoene, når det kommer til digital kommunikation. Nogle, inklusive medlemmer af Folketinget, har peget på, at undladelsen af brugen af de digitale kommunikationsmidler er tegn på en generationskløft. Således konstaterede Mads Rørvig, Venstre, 10. august 2010, at
”Jeg skal gerne medgive at ’Facebook’ og ’SMS’ lugter lidt af ’møzzer’ og ’knuzzer’, men det er meget mere end det. Facebook er en mindre revolution indenfor politik og har i den grad styrket vores kontakt til vælgerne.
Vælgerne har fået langt bedre mulighed for at følge med i vores arbejde – hvad enten det er Færøudvalget eller Dr. Phil. Derudover giver Facebook og Internettet i almindelighed vores vælgere langt større mulighed for at kontakte os med spørgsmål, kommentarer eller konkrete sager vi bør se nærmere på.”
Det er ikke uinteressant læsning, som man finder på www.stemmads.dk/2010/08/generationskl%c3%b8ften/, og formentlig har Mads Rørvig fat i nogle væsentlige pointer: Der kan lugte lidt af fims på Facebook, og det er der selvfølgelig ingen, der vil slås i hartkorn med. Facebook er en mindre revolution i den politiske kommunikation, som kan og vil styrke relationen mellem vælgere og politikere.
Jeg er ikke sikker på, at det udelukkende handler om en generationskløft. Når man kigger hen over tallene for de forskellige politikere og deres partitilhørsforhold, så tegner der sig mere et billede af forskellige strategiske satsninger fra partiernes side. Jeg tror ikke det er tilfældigt, at 98% af Socialdemokraterne har en personlig hjemmeside, mens Venstre kun kan mønstre 36%, dvs. at under halvdelen af partiets medlemmer har en personlig side. Det er heller ikke tilfældigt, at Det Radikale Venstre eller Liberal Alliance satser på eksempelvis Twitter. Det er både et udtryk for, at vi har med moderne politikere at gøre, samtidig med at de har forstået, at kommunikationsplatformene er ved at forskyde sig. Tilsvarende kunne man tage Det Konservative Folkeparti, hvor maksimalt to medlemmer har en Twitterkonto, og hvor partiets leder, Lene Espersen, lader andre, uvenlige kræfter kommunikere på Twitter i hendes navn og med hendes billede.
For mig tyder på det nærmere på et mix af mangelfuld rådgivning, manglende forståelse for de nye medier, og, ja måske lidt af en generationskløft. Men en generationskløft, hvis årsag man skal finde i de politiske partiers ledelser og blandt deres rådgivere, når det kommer til at valg af mediemix.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at opsøgende politisk arbejde, hvor kandidaterne kommer ud og møder den enkelte vælger i valgkredsen er vigtigt. Eller sender vælgerne breve, eller uddeler løbesedler på gader og stræder, hænger valgplakater op, etc. Der kan heller ikke herske tvivl om, at det er vigtigt, at partierne har centrale personer, som er synlige på den gode måde, på TV, i radio og i aviserne.
Hvorfor er digital kommunikation så vigtigt, når vi taler om politik?
Der er mange årsager – og de fleste er åbenbare no-brainere: Moderne mennesker orienterer sig på nettet, når de skal tage stilling til alt fra forbrugsvalg, som indkøb af dagligvarer, køb af hus, til valg af kærester, venner, uddannelse, musik, tv, nyheder, film osv. Alle, der beskæftiger sig med kommunikation, kan aflæse dette på de stigende trends for digitale medier og faldende trends for old skool medier.
Af samme grund orienterer moderne mennesker sig også mod politikere, der ønsker at kommunikere med vælgerne på vælgernes præmisser. Man fristes til at sige at det i disse år, hvor politikere oftere kun – og med hjemmel i grundloven – er ”ene bundet ved deres overbevisning”, i stigende grad er væsentligt, at vide, hvor man har sin kandidat henne. Det sker på deres hjemmesider, via blogs, Facebook og Twitter. Her har politikere muligheden for at kommunikere deres budskab, diskutere med befolkningen, og, ikke mindst, at aktivere de mennesker, der deler deres synspunkter. Tager man et kig over dammen til USA, så har brugen af digital kommunikation, i alle dens afskygninger, længe været brugte og anerkendte værktøjer for politikere der. Der går eksempelvis en lige linje fra Howard Deans brug af nettet til at skabe sympati for hans synspunkter, til at indsamle penge og modtage støtte fra vælgerbasen og aktivister, til den nuværende præsident Obamas meget aktive tilgang til brugen af nettet i den sidste valgkamp – og vil nogen mene, hans valg som præsident.
En anden, og måske knap så åbenbar, årsag er, at vi i de seneste mange år har gennemgået og vil gennemgå store forandringer i vores samfund. Og det er svært at se for sig, at man kan vælge politikere, som ikke favner den udvikling.
Måske er lakmusprøven næste valg?
Man kan jo altid tælle forkert …
Jeg tager forbehold for:
- Det er for det første ikke altid så let og entydig identificere personer, og slet ikke på Twitter, hvor der sjældent er skrevet ret meget information i bioen, eller på Facebook, hvor nogle vælger, at have lukkede profiler. I nogle, men ikke alle, tvivlstilfælde har jeg spurgt partierne om validiteten af en given konto. Derfor kan der godt være flere politikere på både Twitter og Facebook. Og hvis der mangler nogen så send dem endelig.
- Tastefejl. Jeg kan have tastet de forskellige data forket, så falder du over en sådan, så send endelig en rettelse til mig.
