Må – må ikke …

25. juni 2010 kunne HK/Privat offentliggøre en ny undersøgelse, der er lavet af Capacent Epinion blandt 1011 repræsentative medlemmer af HK/Privat, der viser, at “kun 15 % af medlemmerne ikke har lov til at surfe privat på nettet i arbejdstiden. 32 % har en decideret positiv tilladelse fra arbejdsgiveren, imens resten enten ikke kender politikken eller er på en arbejdsplads uden regler for internet.”

Faglig chef i HK/Privat, Carlo Søndergaard siger om surfingen, at
“- Det viser, at arbejdsgiverne stoler på, at vi godt selv kan styre den private surfing. Jeg mener som udgangspunkt, at det er en gammeldags indstilling at forbyde medarbejderne at bruge nettet i arbejdstiden. En moderne arbejdsgiver har tillid til sine medarbejdere og derfor er det positivt, at arbejdsgiverne stoler på medarbejderne og tillader brug af moderne medier. Man kan ikke lukke ned for nettet, og medarbejderne skal have frihed til at tjekke deres private mails og lignende i arbejdstiden.”

I følge undersøgelsen er der “noget strammere styring af medarbejdernes Facebook-brug. Her svarer 31 %, at de har forbud imod at gå på Facebook i arbejdstiden.”
(“Masser af privat surfing i arbejdstiden”, 25. juni 2010, http://www.hk.dk/privat/aktuelt/nyheder/juni_2010/masser_af_privat_surfing_i_arbejdstiden)

Samme dag kunne man læse hvorledes underdirektør i Dansk Erhverv, Charlotte Vester, var ude med en efterlysning af spilleregler for privat internetsurfing i arbejdstiden. Således kunne man bl.a. på Børsen se Charlotte Vester citeret for følgende:

“- Hvis man har en medarbejder, der for eksempel laver overspringshandlinger på nettet, har ledelsen jo mulighed for at tage en snak med personen. Når man ikke har skrevet spilleregler, må man håndtere det på andre måder. Men det kan lade sig gøre, siger Charlotte Vester.

Er der ingen internet-politik er det ifølge HK/Privat arbejdsgiverens problem. Nej, lyder det fra Dansk erhverv.

“Man kan også efterspørge sund fornuft fra medarbejderne. Selvom arbejdspladsen ikke har en politik på området, betyder det jo ikke, at der er carte blanche til at gå på internet eller Facebook hele tiden,” siger Charlotte Vester.”
(“Børsen: Virksomheder efterlyser internetpolitik”, 25. juni 2010, http://borsen.dk/nyheder/it/artikel/1/186154/virksomheder_efterlyser_internetpolitik.html)

Facebook et symptom på en ineffektiv organisation
Graver man et spadestik dybere, som eksempelvis Roland Paulsen, der er sociolog på Uppsala Universitet, Sverige, har gjort i et svensk studie, viser det sig, at “brugen af Facebook på jobbet er et symptom på, at du ikke har nok at lave.” (“Facebook er tomt arbejde”, 9. maj 2010, http://avisen.dk/facebook-er-tomt-arbejde_126680.aspx)

I følge studiet er brugen af Facebook et symptom på en ineffektiv organisation. Facebook, Twitter og andre sociale medier bliver således kun brugt, når der alligevel ikke er andet at lave på jobbet.

”Arbejdsgiverne vil sikkert mene, at Facebook stjæler de ansattes tid. Men Facebook er faktisk bare en form for tomt arbejde,” siger Roland Paulsen, der har en doktorgrad i sociologi, til Avisen.dk.

Studiet viser, at kontoransatte bruger mellem 1,5 – 3 timer om dagen på aktiviteter, som ingenting har med arbejdet at gøre. Ikke nødvendigivs fordi de er dovne, men fordi der ikke er nok at lave.

Mere end halvdelen af dem, som Roland Paulsen har interviewet, mente, at de ikke havde nok at lave. Og så lokkes man til at gå på sociale medier for at fylde tiden ud.

Læs også: ”
Computer Sweden: Han avslöjar myten om Facebookfusket”, 18. maj 2010, http://computersweden.idg.se/2.2683/1.319777/han-avslojar-myten-om-facebookfusket?error=false

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *