Klar til offline valgkamp?

I dag offentliggjorde Liberal Alliances deres kandidater til Europa-Parlamentsvalget, der holdes 25. maj 2014. Partiet stiller med ni kandidater, og dermed kommer det endelige kandidatfelt til at bestå af 100 kandidater. Det har ikke ændret meget på stillingen, hverken på Facebook, hvor Dansk Folkeparti øger forspringet, eller Twitter, hvor de fleste kandidater ser ud til at være inde i en politisk boble. Ingen af stederne er der meget at være imponeret over.

Liberal Alliance
Men først til Liberal Alliance, som har alle deres kandidater tilstede på Facebook, men tilsyneladende er kun tre ud af ni på Twitter. På Facebook har de fleste af kandidaterne forholdsvis små netværk for politiske kandidater. Undtagelsen er spidskandidaten Christina Egelund, som har 1.359 følgere, og Sabeena Sareen, som har 1.253 følgere. Og det er ikke store netværk, men valgkampen taget i betragtning er det heller ikke små. De to er sammen med Niels Westy de eneste på Twitter. Og der har de meget få følgere.

Blandt kandidaterne har en række af dem frisk valgkampserfaring fra #kv13 og #rv13 19. november 2013. Af kandidater, der deltog i kommunalvalget, stiller Liberal Alliance med Sabeena Sareen og Kasper Heumann Kristensen, begge København, og Jakob Bille, som stillede op i Horsens. To kandidater deltog i regionsrådsvalget, nemlig Marianne Mørk Mathiesen, Region Syddanmark, og Niels Høiby, Region Hovedstaden.

Men af disse kandidater, som sikkert er fortræffentlige kandidater i andre sammenhænge, er det reelt kun Sabeena Sareen, som har ført noget, der minder om en god valgkampagne på Facebook før. Og god kan i denne sammenhæng diskuteres, da hendes tilslutning af følgere kun steg med 5,3 procent under den københavnske valgkamp.

Facebook
På Facebook er der kommet 8.208 nye følgere til i den forløbne uge, hvilket fremgår af grafen på figur 4, hvilket betyder, at kandidaterne har samlet 156.881 følgere i alt. Det er forholdsvis mange, hvilket blandt andet skyldes offentliggørelsen af Liberal Alliances kandidater.

Der er en lang række ting, som er bemærkelsesværdige og spændende, men for overblikkets skyld vil jeg kun hæfte mig ved to af dem nu.

Den første er, at Dansk Folkeparti har cementeret deres førerposition på Facebook foran Socialdemokratiet og Venstre. Partiet er gået frem med hele 2.075 nye følgere, hvoraf Morten Messerschmidt tegner sig for 928 nye. Til sammenligning fik Socialistisk Folkepartis kandidater samlet 740 nye followers på andenpladsen. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Socialdemokraterne og Det Konservative Folkepartis kandidater også har været forholdsvis gode til at samle nye følgere. I den anden ende af valgkampen på Facebook finder man, noget overraskende, det Radikale Venstre. Partiets kandidater har kun formået at samle 154 nye followers i den forløbne uge. Og kigger man på udviklingen over lidt længere tid, så har den næsten stået stille siden slutningen af januar. Det lover ikke godt for de radikale håb om at få valgt en til Europa-Parlamentet.

Den anden interessante observation, hvad angår kandidaternes brug af Facebook, er at kandidaternes netværk er små. Overraskende små. Jeg har bemærket det tidligere, hvor jeg fx. har påpeget at Morten Messerschmidt var den eneste med plus 25K følgere. Men når man tager et blik ud over kandidatfeltet, er det bemærkelsesværdigt, at kun 30 (!) kandidater har netværk, som overstiger 1.000 følgere. Kun 12 kandidater har netværk med over 5.000 følgere. Kun to kandidater, Morten Messerschmidt og Morten Løkkegaard er over 10.000 følgere. Og Morten Løkkegaard har kun lige sneget sig over.
Det er mildest talt ikke imponerende.

Twitter
På Twitter har kandidaterne tiltrukket 1.347 nye følgere siden sidste uge. Udviklingen ses på grafen på figur 8. Det betyder, at kandidaterne nu følges af 43.109 på Twitter.

Her er billedet det samme som i sidste uge. De radikale kandidater gør det godt, og samlet har de fået flest følgere. På Twitter er det imidlertid også Morten Messerschmidt, som skinner klarest med 9.413 følgere. Retfærdigvis skal det siges, at radikale Karen Melchior følger pænt med, med 6.812 følgere, og et højt aktivitetsniveau.

Og nu vi er ved antallet af følgere, så er det værd at notere, at der kun er 10 kandidater, som har mere end 2.000 følgere på Twitter, og som ser ud til at have en chance for at komme ud over den politiske Twitterboble.

Dertil kommer, at en række af spidskandidaterne ikke er på top 10-listen. Venstres Ulla Tørnæs er fraværende, fordi hun ikke er på Twitter. Men Folkebevægelsen mod EUs Rina Ronja Kari har kun 706 følgere på Twitter, mens det kun bliver til 183 følgere for Liberal Alliances Christina Egelund.

Nu er valgkampen ikke slut endnu, men bedømt på den aktuelle situation, vil jeg håbe for valgkampens og vælgernes skyld, at kandidaterne er bedre offline, end de er online.

Og uden mere snak er her ugens grafer og diagrammer.
2014041ep14dk001
Figur 1 viser det samlede antal kandidater (100) og deres brug af henholdsvis Facebook (95) og Twitter (48).

2014041ep14dk002

Figur 2 viser det samlede antal kandidater og deres brug af Facebook og Twitter, fordelt efter parti.

2014041ep14dk003

Figur 3 viser andel af kandidater på Facebook i procent.

2014041ep14dk004

Figur 4 viser udviklingen i det samlede antal af følgere på Facebook fra 25. november 2013 til 3. april 2014.

2014041ep14dk005

Figur 5 viser udviklingen i antallet af følgere på Facebook fordelt på parti fra 25. november 2013 til 3. april 2014.

2014041ep14dk006

Figur 6 viser den aktuelle fordeling af følgere på Facebook per 3. april 2014.

2014041ep14dk007

Figur 7 viser andel af kandidater på Twitter i procent 3. april 2014.

2014041ep14dk008

Figur 8 viser udviklingen i antallet af følgere på Twitter fordelt på parti fra 18. december 2013, frem til 3. april 2014.

2014041ep14dk009

Figur 9 viser den aktuelle fordeling af følgere på Twitter per 3. april 2014.

De seneste tal er indsamlet 3. april 2014.

Du kan finde kandidaterne på Facebook og Twitter her.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *