Ingen gider alligevel

Herover vises grafen for Hyllesteds store tabel for ugerne 4 til 6.

Tal, kommentarer og observationer fra uge 6 om folketingsmedlemmerne på Facebook.

Hvad snakker de om
Her er ugens top fem liste over emner folketingsmedlemmerne har skrevet om i deres statusopdateringer på Facebook.

Der er personligt
Det var igen de personlige ting, som fyldte mest blandt politikernes statusopdateringer på Facebook. Og igen var det de små hverdagsagtige sysler, der prægede dagsordenen, sammen med statusopdateringer om Danmarks Indsamlingen.

Og netop statusopdateringer om Danmarks Indsamlingen har givet anledning til en del interplay på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookside. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har nemlig stået i spidsen for Rød Bloks indsamling til Danmarks Indsamlingen, mens Liberal Alliances Joachim B. Olsen har stået i spidsen for Blå Bloks indsamling. Tanken har formentlig været, at det skulle ske i en venlig kappestrid mellem de to blokke i dansk politik.

Det fungerer imidlertid ikke særligt godt for Johanne Schmidt-Nielsens followers, som har skældt så meget ud på hende, at hun 3. februar måtte poste en statusopdatering, hvori der bl. a. stod: “At jeg bruger et par timer på Danmarks Indsamling 2013 betyder ikke, at jeg er holdt op med at arbejde for bedre vilkår for arbejdsløse eller sygemeldte. Jeg kan sagtens beskæftige mig med mere end ét politisk emne af gangen.” I skrivende stund er den opdatering blevet delt 108 gange, liket 5.837 gange og den er blevet kommenteret 655 gange.

Det lyder måske lidt voldsomt, men tilsyneladende svarer Johanne Schmidt-Nielsen deltagelse i Danmarks Indsamlingen til Statsministerens statusopdateringer om håndbold. Og det er jo ikke godt.

Beskæftigelsen
Det andet emne, som der blev talt om i løbet af ugen var beskæftigelsen. Og det var i særdeleshed Venstres folketingsmedlemmer, der havde det emne på dagsordenen. Og det havde de for tredje uge i træk.

Enhedslistens folketingsmedlemmer havde også beskæftigelsen højt på deres dagsorden og kom ind på en andenplads, hvad statusopdateringer angår.

EU og milliarden
Det tredjemest omtalte emne var EU og forhandlingerne om unionens budget fra 2014 til 2021, hvor det lykkedes Statsministeren, at hente en rabat hjem på en milliard. Igen var der flest statusopdateringer fra Venstres folketingsmedlemmer, mens Socialdemokraterne fulgte godt med.

Lars Hedegaard
Attentatforsøget på Trykkefrihedsskabets formand, Lars Hedegaard fik også ord med fra folketingsmedlemmerne. Sagen blev omtalt 44 gange, men med en overvægt mod højre. Således udgjorde Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkepartis statusopdateringer 59 procent af de samlede statusopdateringer om Hedegaard.

Uddannelse
Endelig er det uddannelsesområdet, hvor statusopdateringerne strittede i forskellige retninger, undtaget Uge Se temaet, som fik opmærksomhed fra et lille, men bredt felt af folketingsmedlemmerne.

Udenfor kategori
Et emne, som ikke er på top 5 listen, men som så småt begynder, at boble og som kan blive interessant i forhold til politikernes brug af Facebook, er kommunalvalgkampen (#kv13). For tiden deltager en række folketingsmedlemmer i opstillingsmøder og generalforsamlinger i deres kredse, så man kan få opstillet kandidater. Og samtidig finder der også kurser sted, blandt andet om, hvordan kandidater skal bruge de sociale medier i valgkampen.  Fortsætter den oprustning, så får vi en intens valgkamp til efteråret. I hvert fald er det værd, at holde øje med, selvom det ikke lige skulle ryge ind på top 5 listen foreløbig.

Top 5 listen efter partitilknytning
Herunder ses ugens top fem liste over emner folketingsmedlemmerne har skrevet om i deres statusopdateringer på Facebook fordelt efter parti.

Dansk Folkeparti
Religion / Personligt / Lars Hedegaard / Medier / Uddannelse

Det Konservative Folkeparti
Social / Beskæftigelsen / Lars Hedegaard / Økonomi / Kultur

Det Radikale Venstre
Personligt / Lars Hedegaard / Diverse / Uddannelse / Beskæftigelsen

Enhedslisten
Beskæftigelsen / Personligt / Uddannelse / Social / Lars Hedegaard

Liberal Alliance
Personligt / Uddannelse / Ideologi / Beskæftigelsen / Lars Hedegaard

SF
Personligt / Økonomi / Sundhed / Erhverv / EU

Socialdemokraterne
EU / Social / Diverse / Personligt / Lokalt

Venstre
Personligt / EU / Beskæftigelsen / Transport / Lars Hedegaard

Som det ses, er der en kategori, der hedder diverse. Den har jeg medtaget til emner, der ikke lige er helt personlige, som heller ikke kan rubriceres i en egentlig politisk kategori. Lad mig komme med et eksempel. 5. februar kl. 13:06 postede Karsten Lauritzen følgende statusopdatering: Borgenhumor – i dag på vej ind i salen her kl 13 til afstemninger, en god kollega tage fat i mig og siger “undskyld unge mand – ungdomsparlamentet sluttede i går” ha ha ha 🙂

Hvordan rubricerer man det?

645 statusopdateringer
Der er i uge 6 foretaget 645 statusopdateringer af de medlemmer af Folketinget, som er på Facebook. Og det er en stigning på 33,8 procent i forhold til sidste uge. Her til højre kan du se udviklingen de seneste par uger.

Venstres folketingsmedlemmer samlet foretog 190 opdateringer. Der er et spring til Socialdemokraterne. Her blev der skrevet 120 statusopdateringer, mens Det Radikale Venstre tog tredjepladsen med 100 statusopdateringer.

Det Konservative Folkeparti er igen ugens bundskraber med kun 6 statusopdateringer.

Hyllesteds tabeller
Kasper Hyllested kom i sidste uge med en god pointe i forhold til antallet af statusopdateringer, som jeg har tænkt mig at fortsætte med, men jeg har også udvidet konceptet en lille smule.

Hyllesteds forslag til metoden er enkelt. Man tager antallet af statusopdateringer relativt til antal personer/mandater for at givet et retvisende billede.

Fordeler man eksempelvis Socialdemokraternes 43 folketingsmedlemmer, så poster denne gruppe 124 statusopdateringer i denne uge, hvilket giver en fordeling på 2,9 statusopdatering per medlem.

Og så har man Hyllesteds lille tabel:

Det Konservative Folkeparti 0,9
Socialdemokraterne 2,9
Socialistisk Folkeparti 2,2
Venstre 4,3
Liberal Alliance 5,6
Enhedslisten 4,1
Det Radikale Venstre 5,9
Dansk Folkeparti 7,3

Den viser så, at det igen i uge 6 var Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer, som var mest aktive på Facebook, mens Det Konservative Folkepartis folketingsmedlemmer var mindst aktive. Retfærdigvis skal det siges, at blandt de Konservative er det stort set kun Mai Henriksen og Lars Barfoed, som bruger Facebook.

Tager man så Hyllesteds lille tabel og sætter den i forhold til udviklingen i de foregående uge, kan vurdere et partis folketingsmedlemmers aktivitetsniveau fra uge til uge. Og så får man Hyllesteds store tabel. Den man kan se udtrykt som denne uges graf øverst på siden.

Her ses det tydeligt, at der er en gruppe, som består af Venstre, Liberal Alliance, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der har et relativt højt aktivitetsniveau. Og knapt så overraskende, at Det Konservative Folkeparti ligger i bunden. Hvad der overrasker en smule, er at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ligger midt i mellem, med et relativt lavt aktivitetsniveau.

Lex Heunicke
Alt det her er naturligvis ikke raketvidenskab og det har de også spottet hos Socialdemokraterne.

Og det har tilsyneladende foranlediget den socialdemokratiske webredaktør til at sende en reminder til folketingsgruppens medlemmer, med en opfordring om at huske at være på Facebook.  Og det ved vi fordi Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, søndag valgte at tweete følgende: Fået reminder fra socialdemokraternes webredaktør om at huske også at være på Fb. (Men Fb er som en gl elevfest: Ingen gider jo alligevel 😉

Der er mange ting, som kan og bør diskuteres ved den udmelding. For nu vil jeg bare hæfte mig ved, at det kan blive meget op ad bakke, hvis det er holdningen. Et er, at mange socialdemokratiske followers kan blive skuffet, hvis partiets lave aktivitetsniveau bliver ved. Noget andet, og måske mere alvorligt, er hvad de andre folketingsmedlemmer tænker om Facebook, hvis lektien er: ”Ingen gider jo alligevel”.

Folketingsmedlemmerne
Folketingsmedlemmernes samledes antal followers er 8. februar 2013 steget til 1.031.720 followers. Socialdemokraterne har stadig flest, efterfulgt af Venstre og SF.

Det er stadig SF og Dansk Folkeparti, som har fået samlet flest followers i denne Folketingssamling. Som i sidste uge er det bemærkelsesværdigt, at SFs tilslutning er marginalt negativ, med en nedgang på 0,07 procent i forhold til sidste uge. I alt har partierne fået 79.826 nye followers i denne Folketingssamling.

Herunder fordelingen:

Dansk Folkeparti 18.294
Det Konservative Folkeparti 1.409
Det Radikale Venstre 6.418
Enhedslisten 5.151
Liberal Alliance 7.277
SF 28.421
Socialdemokraterne 6.710
Venstre 6.146

I løbet af ugen er der kommet 2.309 nye followers til.

Og det betyder, at den samlede fordeling per 8. februar 2013 ser således ud:

Dansk Folkeparti 50.303
Det Konservative Folkeparti 29.517
Det Radikale Venstre 94.505
Enhedslisten 106.454
Liberal Alliance 37.413
SF 173.076
Socialdemokraterne 311.396
Venstre 229.056
Total 1.031.720

 


Hver uge samler jeg nogle af de tal og historier, som præger folketingsmedlemmernes gøren og laden på Facebook. Tallene indsamles typisk fredag. Og efterhånden som de bearbejdes henover weekenden, vil jeg poste dem på min Facebookside, www.facebook.com/troelsrunge og på min Google+ konto, www.gplus.to/troelsrunge. Du kan også følge med på Twitter, hvor jeg er @runello. Mandag eller tirsdag lægger jeg så en opsamling her på bloggen. Er der noget, som du synes jeg skal tage med, så send en mail til tsr@axiome.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *