Et juleeventyr

– Eller historien om det år, hvor Lars Løkke Rasmussen stjal julen på de sociale medier fra sin socialdemokratiske modkandidat, Helle Thorning-Schmidt.

Løkke Rasmussens middel er en enkel julekalender, hvor han i løbet af de 24 dage frem til jul vælger emnerne, sætter tonen, svarer på spørgsmål og deltager i debatten. Og indsatsen står i skarp kontrast til statsministerens tilstedeværelse på Facebook, der for tiden mest af alt virker fraværende og uengageret. I virkeligheden er det paradoksalt, for statsministeren overgår med enkelte statusopdateringer sin modstander, men fordi der er så få statusopdateringer, og fordi de virker uinspirerede og påklistrede, får hun både en ringere effekt af Facebook og fremstår mindre troværdig.

Løkkes jul
Venstres formand og statsministerkandidat leverer et stilstudie i moderne framing på Facebook, hvor han dygtigt anvender sin julekalender på Facebook til at kontrollere sin personlige fortælling. Her leverer han fortællinger om drengen Lars og manden Løkke Rasmussen, hvor der bliver øst ud af historier om globetrotteren, familieoverhovedet, ægtemanden og levemanden, dyrevennen, spejderen og politikeren Lars Løkke Rasmussen. Og selvom fortællingerne nogle gange har et anekdotisk skær over sig, ender de ikke i det rene pølsesnak, men giver et blik ind i mandens liv, som det sjældent bliver præsenteret i nyhedsmedierne. Og så bliver der tilsat indtryk fra det politiske liv og afgivet politiske meldinger, som uden at generer julefreden alligevel sætter den ideologiske kurs.

Det er ikke noget lille projekt på 24 statusopdateringer i blandet format, Lars Løkke Rasmussen har kastet sig ud i. Han forsøger at bruge de 24 dage til strategisk at besvare nogle af de spørgsmål, som hans følgere på Facebook har om hans person og hans politik. Og når spørgsmålene er besvaret i statusopdateringerne, bliver han på siden og deltager i debatten med en autenticitet, som er sjælden for politikere i Danmark.

Et af de meste gennemgående spørgsmål, der bliver postet næsten dagligt, er om det er Lars Løkke Rasmussen der skriver selv. Og den type spørgsmål gør han åbenlyst en dyd ud at svare på, som eksemplet herunder viser.

skriv01012014

Og netop det at han deltager aktivt i samtalerne og debatten på siden, giver både umiddelbar respekt blandt hans følgere og langvarigt engagement, som han kan bruge i valgkampen, når den intensiveres efter jul.
Der har været kritiske røster i de dage, hvor julekalenderen har kørt, men de har faktisk været sporadiske og få. Det kan naturligvis være fordi de er blevet støvsuget af effektiv moderation. Men når de optræder, er Løkke Rasmussen god til at vise sine skarpe sider, uden at han bliver ubehagelig eller personlig.

kritik2014001

llr-avis1222014Og når de kritiske pip finder vej i form af finurlige kommentarer, på grænsen til det spydige, bliver der svaret lige så finurligt tilbage.

Tag nu kalenderhistorien fra 13. december, som eksempel. Løkke Rasmussen bliver spurgt, om han havde ”et arbejde efter skole til at tjene lommepengene”, og derfor fortæller han om dengang, hvor han arbejdede som avissælger for Berlingske Tidende.

Historien foranlediger – naturligvis – til denne lakoniske spidsfindighed i kommentarsporet: ”Du sælger stadig mange aviser, Lars”. Hvortil Lars Løkke Rasmussen fint svarer: “Det er vist rigtig nok, men jeg tjener ikke længere er lille beløb pr. solgt avis.”

Og forholdet til aviserne og nyhedsmedierne er et emne, som Løkke Rasmussens følgere med jævne mellemrum slår ned på i deres kommentarer, men hvor han både er imødekommende, men viser, hvad det er Facebook og andre sociale medier kan.

socmedier20140012

Generelt har Venstreformanden fået en overvældende positiv respons næsten alle dage i løbet af december, og det er svært ikke at være imponeret over modtagelsen. Ikke bare i forhold til det engagement, som det ind i mellem lykkes at skabe, men også i forhold til eksponering. Løkke Rasmussens kalender post for 20. december er et godt eksempel. Her får han skabt en post engagement rate på hele 3,8. Og selv om det i sig selv er et godt resultat, så blegner det i forhold til den video om hundene Bella og Beauty, som han postede i statusopdateringen, som er vist mere end 150.000 gange!

bb2014

At modtagelsen er fin, kan man forvisse sig om, hvis man går ind på Løkke Rasmussens Facebookside, hvor det ikke skorter på positiv respons. Herunder har jeg samlet et lille udpluk af de kommentarer, folk har postet på hans Facebookside, som primært dækker over variationer af påskønnelse og slet ikke forholder sig til dybden og omfanget af den.

llrRespons122014

Det er ganske enkelt et stykke imponerende framing arbejde, Lars Løkke Rasmussen har gang i.

 

hts122014001

Og så snakker vi ikke mere om den sag …
Men hvad så med statsministeren, vil du sikkert spørge. Ja, statsministeren har da sagt tak for fødselsdagshilsnerne, og hun været på besøg i hjemstavnsklubben Brøndby på Vestegnen og – ikke at forglemme – hun har også været på besøg hos lille Holger og Mette i en mødregruppe i Valby. Og så har hun oven i købet fået postet en statusopdatering om politik. Den handlede om arbejdsløse, der ikke er villige til at tage i mod et arbejde, og den er skrevet med en patos, der må anses som passende for en nyuddannet retoriker: Ih, hvor er det er forstemmende, at ledige ikke tager imod arbejde. Og nej, vi skal endelig ikke rakke ned på de ledige, for det kan man ikke være bekendt.

Suk! Det er der ikke meget statsministeriel jul over.

Men det er ikke statsministerens største problem på Facebook. For selvom om hun måske selv har været bag tastaturet de fire gange, hvor der er postet statusopdateringer på hendes Facebookside, virker Helle Thorning-Schmidt fjern og uengageret. Og hun byder ikke op til nogen form for interaktion. I virkeligheden ville jeg ikke fortænke hende et sekund i at lade studentermedhjælpen poste statusopdateringer og svar for sig på Facebook, for så længe det er så magert, kan det næsten være ligegyldigt.

Og det selv uden sammenligningen med Lars Løkke Rasmussen, for hun giver meget lidt af sig selv og svarer ikke, når folk skriver indlæg på hendes side.

Og selvom hun er blevet belønnet med nye følgere og har netop rundet de 160.000 på Facebook, virker engagementet blandt hendes følgere hverken overvældende eller særligt inspireret. Selv de sure – fra både den ene og den anden side – virker næsten ligeglade. Og selv når der er engagement, som hendes post fra 2. december havde, så har det et negativt skær, hvor statsministeren formår at polarisere frem for at samle. Det er næsten et selvstændigt problem: Hvis statsministerens statusopdateringer ikke giver anledning til at mobilisere til deltagelse og debat, hvad gør så? Betyder det, at hendes projekt savner retning og kant?

Det er næsten paradoksalt, for når man sammenligner selv de post engagement rates, som Helle Thorning-Schmidt får ud af sine statusopdatering, ligger de enkeltvist noget højere end dem Løkke Rasmussen kan præstere. Men samlet set får hun for lidt ud af Facebook, mens Løkke Rasmussen klarer det bedre.

per2014001

Man får også den tanke, at tilstedeværelse og aktivitet er lig synlighed i netværket.

Thorning-Schmidts situation er imidlertid ikke ny. I de to forudgående valgkampe (#kv13/#rv13 og #ep14dk) blev der i stor stil postet indhold, eksempelvis kampagnegrafik og billeder, og noget omfang video der blev ledsaget af korte, beskrivende statements. Der var ikke megen dialog, men til gengæld masser af envejskommunikation. Og det er hverken socialt eller effektivt. Det lover ikke godt for resten af statsministerens valgkamp på Facebook.

Kampen i kampen
I virkeligheden er den kamp, der foregår på Facebook i disse juledage, en udvidelse af den valgkamp, som de to spidskandidater fører hen mod folketingsvalget i 2015. Og den bliver også ført på Facebook og andre sociale medier, men her mest af Lars Løkke Rasmussen.

På overfladen ser det ud som om, Facebook er Helle Thorning-Schmidts medie, hvor hun tiltrækker flest følgere, og hvor hun kan få sit budskab spredt bedst.

Kigger man bare på tallene for de to spidskandidater, kan det godt være, at Helle Thorning-Schmidt er et stykke foran Lars Løkke Rasmussen. Hun har 160.008, han har 143.562. Og hun har været altid været et stykke foran. På grafen herunder, som viser udviklingen i antallet af følgere for de to i 2014, ses det, hvorledes Thorning-Schmidt i starten af 2014 har god luft til Løkke Rasmussen, men efterhånden som året skrider frem, indsnævres forskellen mellem de to.

htsllr001

Og nej, han har ikke overhalet, men Løkke Rasmussen æder af Thorning-Schmidts forspring, og når man sammenligner deres akkumulering af følgere på Facebook, som jeg gør på grafen herunder, tegner der sig et anderledes klart billede: Løkke Rasmussen er næsten dobbelt så god til at tiltrække nye følgere som Thorning-Schmidt, og det er ikke en uvæsentlig evne at have på vej ind i et valgår.

htsllr002

I bund og grund er det ikke så vigtigt, om Lars Løkke Rasmussen overhaler Helle Thorning-Schmidt, selvom det sikkert ville være en skalp, som ville blive værdsat blandt Venstres kampagnefolk. Det vigtige for Løkke Rasmussen er, at han har momentum, og at han bruger det momentum til at knytte tættere an til vælgerne.

At han viser sig duelig, som en menneskelig og social statsministerkandidat, der beredvilligt svarer selv på kritiske og personlige spørgsmål. Og lige præcis det lykkes over al forventning for Lars Løkke Rasmussen her i juledagene.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *