Man kan sagtens finde digitale skønhedsfejl ved Venstres landsmøde, der blev holdt 4. og 5. september 2014, men efter weekendens landsmøde i Herning må det være klart for enhver, at Venstre har taget ejerskab over deres egen digitale historie og fortælling. Og for Venstre peger det godt ind i den kommende valgkamp.
Tirsdag 7. oktober 2014 åbner Folketinget for en ny sæson. Og det er ved at være sidste omgang for de nuværende folketingsmedlemmer, for åbningen markerer samtidig indgangen til et valgår, og selvom valgkampen har været i fuld gang i lang tid på de sociale medier, må det forventes, at folketingsmedlemmerne i stigende grad vil gøre sig selv mere synlige på sociale medier som Facebook og Twitter. Og det er der også behov for. Selvom antallet af folketingsmedlemmer på de sociale medier er stigende ligesom antallet af følgere, er aktivitetsniveauet blandt folketingsmedlemmerne ikke imponerende. En stor gruppe er inaktive eller meget lidt aktive, og det betyder, at de, som er aktive, løber med flest nye følgere, bedre engagement, større synlighed og formentlig et bedre valgresultat, når den dag kommer.
I weekenden 27. og 28. september 2014 var scenen sat for Det Konservative Folkepartis årlige landsråd, #klr14, der i år blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center. Landsrådets altoverskyggende emne var kåringen af den nye formand Søren Pape Poulsen, som helt efter planen afløste Lars Barfoed.
Det har været store landsmødeweekend i dagene 20. og 21. september 2014, hvor tre partier: Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet havde trommet medlemmerne sammen til årsmøder. Som bekendt er der milevid forskel på de tre partier i politisk forstand, og deres tilgang til kommunikationen på de sociale medier i forbindelse med årsmøderne er også meget forskellige. Jeg har set nærmere på partiernes brug af hhv. video, hashtags, Facebook, Twitter og Instagram. Derudover leverede Socialdemokratiet en længe ventet nyhed som en krølle på halen.
Der er kun få uger til Folketinget åbner for alvor, og samtidig er der mindre end et år til næste Folketingsvalg. Dermed er det blevet tid til igen at kigge nærmere på partiernes tilstedeværelse på Internettet, dvs. deres hjemmesider og brug af sociale medier.
Med den radikale Margrethe Vestagers exit fra regeringen er det blevet tid til endnu en regeringsrokade. Det Radikale Venstres nye partileder, Morten Østergaard, bliver økonomi- og indenrigsminister, mens Socialdemokraten Benny Engelbrecht bliver ny skatteminister.
Morten Messerschmidt hev en kæmpesejr hjem ved valget 25. maj 2014, hvor han med et rekordstort antal personlige stemmer sikrede Dansk Folkeparti fire mandater til Europa-Parlamentet. Sejren blev funderet på Messerschmidts aktive og vedholdende indsats på de sociale medier, hvor han i modsætning til de fleste andre kandidater fik gjort diskussionen om EU og Danmarks rolle relevant for sine følgere på Facebook. På Twitter skar han sig igennem den mediemur, som politikere i Europa-Parlamentet altid har kæmpet med fjernt fra Danmark. Det var ikke altid kønt og nogle gange ligefrem brutalt, men effektivt og succesfuldt var det så afgjort.
Læs mere » “Messerschmidt vandt valget på de sociale medier”
Bendt Bendtsen fastholdt det enlige konservative mandat ved Europa-Parlamentsvalget. Selvom valgresultatet var en tilbagegang i forhold til valget i 2009, nærmer det sig en fin konservativ sejr, hvor de sociale medier spillede en central rolle.
5 års ørkenvandring sluttede for det Radikale Venstre ved valget 25. maj, da de fik svunget sig op til et mandat, som sendte Morten Helveg Petersen til Europa-Parlamentet. Altså radikal succes. Men det Radikale Venstre var samtidig valgkampens digitale smertensbarn. Det var tydeligt, at de gerne ville, men også at de ikke helt formåede at løfte opgaven på de sociale medier.
Folkebevægelsen mod EU med Rina Ronja Kari i spidsen havde et svært udgangspunkt for valgkampen på de sociale medier op til Europa-Parlamentsvalget 25. maj 2014. Folkebevægelsen er stort set usynlig på den daglige politiske scene i Danmark, hvor der sjældent diskuteres EU uden indenrigspolitiske undertoner. Opgaven blev ikke nemmere af, at der ligger fem år imellem valgene til Europa-Parlamentet, hvilket betød at bevægelsens 20 kandidater var ukendte for brede dele af befolkningen.