Blodig kamp om pladserne

Spiller de sociale medier en betydning i valgkampen i Danmark? Kan de afgøre valg? Hvad betyder de for forholdet til vælgerne? Det er et tilbagevendende problemfelt, der dukker op, når man taler om sociale mediers rolle i valgkampe i flerpartisystemer som det danske. Og ofte lyder svaret – i værste fald – at sociale medier ingen betydning har – eller i bedste, at betydningen er marginal.

Det forhold er i sig selv et paradoks, for når man ser på, hvordan de danske valgkampagner på sociale medier er organiseret, så skinner inspirationen fra lande som USA og England tydeligt igennem. Det er en del af problemet, for i de lande afgøres valg i enkeltmandskredse ved såkaldte horse race elections, og her spiller de sociale medier en meget central rolle for kampagnerne. Fokus på den strategiske indsats er centreret om at sikre den enkelte kandidat et personligt godt valg.

I de valgsystemer anvendes Facebook ofte som platform for rekruttering og aktivering af frivillige, loyalitetsprogrammer i forhold til vælgerne, distribution af valgmateriale såsom video, grafik og billedmateriale.  Andre, og mindre sociale medier, anvendes til at drive kampagnen frem på platforme, der retter sig mod specifikke segmenter af vælgerne og/eller nyhedsmedierne. Twitter anvendes ofte til at drive nyhedsdagsordenen, imens sociale medier, der primært er funderet på mobile platforme som f.eks. Instagram og Snapchat, retter sig mod de yngre vælgere. Alt sammen drejer sig, by design og valgkultur, om relationerne mellem politikerne som individuelle personer og vælgerne som individuelle vælgere.

I de valgsystemer bliver forskere, som fx James Stanyer i 2013, ved med at finde solide tegn på, at vælgernes forhold til den enkelte politiker bliver tættere og tættere, og at vælgerne, som Corner og Pels observerede i 2003, ønsker at stemme på personer og deres ideer frem for på poliske partier og deres valgprogrammer. I de valgsystemer bliver de politiske kandidaters individuelle chancer for at blive valgt skabt gennem deres evner til at etablere relationer med vælgerne, blandt ved intens brug af sociale medier.

Så når de sociale medier ikke kommer til at spille en central rolle for selve mandatfordelingen i flerpartisystemer som det danske, har det en del at gøre med valgmetoden, som tilgodeser partierne (og valgforbund) frem for de enkelte kandidater. Ved det igangværende valg til Europa-Parlamentet vil vi formentlig komme til at se kandidater, der har fået pæne personlige stemmetal, blive overhalet af kandidater, hvis personlige stemmetal er betragteligt mindre, men som bliver valgt ind pga. af partiets og valgforbundets stemmer. Det kan forekomme paradoksalt, når der kun er 13 mandater i spil til valget, men det er nu engang det, som kendertegner valg i et flerpartisystem som det danske. I det system fremmer kandidaternes kampagner partiets muligheder.

Alligevel skal man passe på med at afskrive sociale medier som faktorer i danske valgkampe og i de enkelte kandidaters kampagner.

På kandidatniveau kan den interne, personlige konkurrence mellem kandidaterne være hård. Og i de tilfælde, hvor valget bliver tæt, kan en strategisk indsats på sociale medier betyde, at en kandidat kan sprænge partiets liste.

På partiniveau kan man til gengæld høste fordele ved kandidaternes aktive deltagelse på sociale medier, fordi de, ved en samlet strategisk indsats, kan være med til at fremme gode valg for partierne. Og hvis der er noget sociale medier kan, også i Danmark, så er det at drive vælgerne til stemmeurnerne.

I den aktuelle valgkamp virker det imidlertid ikke som om, at partierne har støttet effektivt op om kandidaterne. Der er to-tre partier, som reelt har været aktive i valgkampen på de sociale medier. De øvrige har leveret en sporadisk indsats og primært til spidskandidaterne. Med kun 10 dages valgkamp tilbage, kan partiernes indsats være ved at ændre sig. Men for en del partier, inkl. Folkebevægelsen mod EU, kan det vise sig, at være for lidt og for sent. Og det er dumt, for de har vidst, siden valgkampen til kommunal- og regionsvalgene i efteråret 2013, at den nye valgkamp ventede og at det tager tid at flytte vælgere på sociale medier.

Hvor er konkurrencen?
Det åbenbare spørgsmål er nu: Hvad har det med den aktuelle valgkamp at gøre? For det første er det åbenbart, at de partier, hvis kandidater er i stand til at løfte kampagnen på de sociale medier i fællesskab, vil have meget at vinde i form af stemmer og vælgere. Og jo mindre en andel af stemmerne man har i udsigt, jo vigtigere bliver det, at partiets kampagne på en og samme tid er homogen og individualiseret.

Den situation er i særdeleshed udtalt for den konservative kampagne, hvor Bendt Bendtsen har en skarp profil sammen med kandidater, der er gode til at etablere forbindelse til vælgerne på de sociale medier, som eksempelvis Nichlas Vind og Josefine Koefoed Christiansen. Samme vinkel kunne man anlægge i forhold til det Radikale Venstre, hvor Morten Helveg Petersen vil have stor gavn af den samlede indsats.

Kigger man efter mulige overraskelser i valget af kandidater, altså der hvor kandidater sprænger partilisten, skal man kigge på de partier i valgkampen, som opnår flere mandater end et. Lige nu tyder alt på, at det bliver Venstre, der svinger mellem 3 og 4 mandater, Dansk Folkeparti, der også ligger til 3 eller 4 mandater, og endelig Socialdemokraterne, der har det største udsving fra 2 til 4 mandater.

Formentlig vil der ikke være den store interne kamp imellem kandidaterne hos Dansk Folkeparti. Næsten al tilstedeværelse på sociale medier drejer sig om spidskandidaten, Morten Messerschmidt, som ene mand driver kampagnen fremad. Selvom Anders Vistisen sådan set har drevet en hæderlig kampagne, så blegner den fuldstændig i forhold til Messerschmidts. Og det vil også være Messerschmidt, der kommer til at stå som den store personlige stemmesluger. Når hans mandat er sikret, vil de resterende stemmer blive fordelt nedad på listen.

Venstres slagsmål
Hos Venstre kan der blive slagsmål om det fjerde mandat. Skulle Venstre få det, vil de tre første mandater næsten sikkert gå til spidskandidaten Ulla Tørnæs og de to nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard og Jens Rohde.

Det efterlader kampen om det fjerde mandat, hvor konkurrencen kan blive hård. Og her kan kandidaternes brug af sociale medier komme til at betyde en afgørende forskel i den interne konkurrence og de personlige stemmer. Valgkampen taget i betragtning er der hos Venstre et bredt felt af kandidater, som det er værd at tage et kig på.

På Facebook gør fem kandidater sig spilbare. Det drejer sig om Poul-Erik Høyer, som er opstillet i Nordsjælland, Jess Myrthu, opstillet i Sydjylland, Irene Simonsen fra Østjylland og Sanni Aakjær-Olesen, som er opstillet i København. Og endelig er der Nicolai Svejgaard Poulsen, som er Venstres Ungdoms kandidat. Deres udvikling i antal af følgere ses på grafen herunder.

15052014blodig001

Poul-Erik Høyer, som er olympisk guldvinder Olympisk, IOC medlem og opnåede valg til byrådet i Gribskov Kommune ved kommunalvalget i 2013, ser på overfladen ud til at have den største rækkevidde af de fem kandidater, i det han har 2.381 følgere. Det, der imidlertid kendetegner hans kampagne på Facebook, er at hans kurve er helt flad. Han tiltrækker ikke nye følgere i kampagnen. Og bortset fra decideret tilbagegang, er stilstand noget af det værste, der kan ramme en kampagne. Opnår Høyer tilstrækkeligt mange personlige stemmer, vil det ikke være på grund af hans brug af sociale medier, men formentlig hans kändisfaktor.

Til gengæld har både Sanni Aakjær-Olesen og Irene Simonsen været gode til at tiltrække nye følgere på Facebook de seneste seks uger. Sanni Aakjær-Olesen har samlet flest af de to, men Irene Simonsens kampagne har de seneste to uger været så intens, at hun har overhalet Nicolai Svejgaard Poulsen i antal følgere. Retfærdigvis skal det siges, at Svejgaard Poulsen nu ser ud at hale ind på hende.

Jess Myrthu er lidt af et long shot, da han har færrest følgere, men han har længe været forholdsvis god til at kommunikere kampagnen, og det forhold kan give ham en solid og loyal opbakning.

Og så er der et andet forhold, som gør kampagnen interessant blandt Venstres kandidater: Af de fem kandidater, som klarer det godt på Facebook, er der kun to, som benytter Twitter. Det drejer sig netop om Jess Myrthu og Nicolai Svejgaard Poulsen. Her er det bemærkelsesværdigt, at Jess Myrthu både er mere synlig på Twitter og bedre til at tiltrække følgere, tweeps, end Nicolai Svejgaard Poulsen. Det sidste vises på grafen herunder. Nu har ingen af dem ramt det store antal følgere, og spørgsmålet er derfor mest, om de har ramt de rigtige. Har de det, kan det få betydning for mediedækningen af deres respektive kandidaturer, og deres chancer for det fjerde mandat.

Blodig kamp hos Socialdemokraterne
Parlamentsvalget kan også blive en blodig affære for Socialdemokraterne på mere end en måde. Får partiet kun to mandater vil det formentlig betyde, at spidskandidaten Jeppe Kofod får det første mandat. Men situationen er en anelse pikant, for Christel Schaldemose, som søger genvalg til Europa-Parlamentet, klarer sig i stigende grad bedre på Facebook end Kofod. Og det er interessant, da Kofod må antages at være et mere kendt ansigt blandt vælgerne, idet han er mangeårigt fremtrædende socialdemokratisk folketingsmedlem, imens Schaldemose som de øvrige danske medlemmer af Europa-Parlamentet har måttet undvære mediernes daglige interesse og bevågenhed for parlamentsarbejdet.

Det kan godt være, at det er en lille kamp i kampen, men holder trenden vil jeg ikke blive overrasket, hvis Schaldemoses personlige stemmetal kommer i nærheden af Kofods – og måske endda bedre. Udviklingen i antallet af følgere på Facebook ses på grafen herunder.

15052014blodig003

Som det fremgår af grafen har jeg taget Britta Thomsen med. Det er ikke fordi hun umiddelbart kan blande sig i topstriden, men Thomsen, der søger genvalg, vil formentlig tage det tredje mandat, hvis Socialdemokraterne får stemmer nok til det. For fortsætter hendes kampagne, som den har gjort de seneste par uge, vil hendes tilslutning på Facebook, og dermed måske hendes personlige stemmetal, komme i nærheden af Kofod og Schaldemoses.

Hvis Socialdemokraterne får det fjerde mandat, vil det formentlig gå til Ole Christensen, der også er på genvalg, som har flere følgere på Facebook end de resterende kandidater. Og så er han tilmed synlig blandt sine vælgere på de politiske spørgsmål. Skulle det fjerde mandat ikke gå til Ole Christensen, bliver der et tæt løb mellem Kathrine Alexandrowiz og Gunde Odgaard, med Lasse Quvang Rasmussen, som outsideren. De fires udvikling i tilsutning af følgere på Facebook ses på grafen herunder.

15052014blodig004

Den store forskel på Kathrine Alexandrowiz og Gunde Odgaards kampagner på de sociale medier er, at mens Alexandrowiz har ført en langstrakt kampagne på Facebook, Twitter og Instagram, hvor hun har kunnet opbygge solide relationer til sine følgere, er Odgaard ny på alle platforme, hvor han først for alvor kom på i løbet af februar 2014. Selvom hans tilslutning ser fin ud, som det fremgår af grafen herunder, er det formentlig ikke nok, for kampagnen får et skær af at råbe budskaberne ud. Det kan have nyhedens interesse, men det er ikke sikkert det holder til stemmelokalet.

15052014blodig005

Og så er der Lasse Quvang Rasmussen. Når jeg udnævner ham til outsideren blandt Socialdemokraternes kandidater, så er det ikke fordi han har ført en dårlig kampagne. Han har pt. flere følgere end Gunde Odgaard. Men hans kampagne på Facebook flader ud, og det er et dårligt tegn. Og det er ikke fordi han har været inaktiv i kampagnen. Han har tværtimod været særdeles aktiv i mange af de praktiske gøremål, som kampagner også kræver. Eksempelvis ser det ud til, at han har slidt mere end sin del for plakatophængningen og omdelingen af foldere i det meste af Jylland. Det har måske betydet, at han måttet satse mindre på de sociale medier, end han selv havde planlagt.

Selvskrevne
De fleste af de nævnte kandidater vil ikke blive valgt til Europa-Parlamentet. Det er ret sikkert, men det burde være oplagt, både for partierne og kandidaterne selv, at de er selvskrevne, som kandidater til det kommende folketingsvalg.

De har vist, at de kan tiltrække sig opmærksomhed og bruge de sociale medier til at fører valgkamp på. Og for en del vælgere vil de tilmed være bekendte ansigter, som de har interageret med før.

Det kan blive guld værd for de partier, som forstår værdien af kandidater, der kan føre valgkamp og være med til at vinde den. Også på sociale medier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *